Gaver, saa tør det være, at denne hans yngste oftere skal glæde os med Arbeider, som minde om den Gamles smagfulde, jevne, troværdige, ægte sagamæssige Fremstillings-Gave.
Der er som et eget Samfund mellem disse Mænd. Et saadant Samfund pleier man kalde en Skole, med Erindring om Mesteren og med Hensyn til det Discipel-Forhold, hvori de nu selvstændige Forskere og Lærde fremdeles føle sig forbundne med ham og med hinanden indbyrdes. Jeg nævner dette med Tanke om, at nogle af Folkevennens Læsere maaske have undret sig over det Udtryk, som stundom kan sees i Aviser og Bøger ved Tale om Keyser og Munch og alle disse Andre: den norsk-historiske Skole.
Et af denne Skoles nyeste Foretagender er at danne et eget Selskab for Udgivelsen af norske Oldskrifter. Blandt de Skrifter, som Selskabet har udgivet i dets netop sluttede første Aar, er en oldnorsk Grammatik af en ganske ny Mand i dette Fag, Kandidat Aars – saaledes vinder denne fædrelandske Interesse bestandig friske Kræfter, atter og atter nye Mænd.
Et andet Foretagende er endnu nyere, eller rettere: det er i sin allerførste Begyndelse; jeg tænker paa en Subskriptions-Plan, som i disse Dage gaar Landet rundt og melder om et videnskabeligt Tidsskrift for norsk Historie og Sprog, som fem Mænd, nemlig ovennævnte Bugge, Huitfeldt og Rygh, samt fremdeles Adjunkt Daae og Assistent ved Rigsarchivet Sars agte at udgive.
Saaledes er der da en hel Del Mænd, som mere udtrykkelig have viet sig for denne sammenhørende Historie- og Sprogvidenskab. Men udenfor denne indre Kreds staar der desuden en større og talrigere af ældre og yngre Studerende, for hvem Oldnorsken og Sagaen er bleven et kjært Bi-Studium: jeg tænker paa at nu i længere Tid have de, som vilde tage den latinske Skolelærer-Examen, maattet gjøre
