Viserne vilde bevæge sig. – Denne psychologiske Krise maa vel være analog med den, det mekaniske Geni gjennemgaar, naar det udtænker Maskiner, der forbauser Verden. Men Anders Olsen var blind og fattig, han kunde ikke engang faa den nødvendige Veiledning, saa han i sin firesandsede Stilling kunde overvinde sin Fattigdom. Og dog havde han gjort det. Ved Siden af sin Uhrmagerkunst havde han lært at spille Violin og at snedkre lidt. Vinteren gik Fortjenesten bedst, fortalte han; saa arbeidede han med Et og Andet om Dagen og spillede om Aftenen. Snedkerhaandverket drev han kun efter Leilighed; det var kun grovere Arbeider. Hans Broder var Snedker og viste ham gjerne sit færdige Arbeide; men „han skal ikke lure Anders,“ yttrede den Kone, hos hvem Anders arbeidede, „har han gjort noget galt, saa er nok Anders Mand til at vise ham det paa en Prik; for han er slu nok, den blinde Anders.“ – Hans Lærelyst var endnu stor; han havde været flink til Konfirmationen, men flinkere blev han, da han fik Børn og maatte lære dem. Det gjorde han paa den Maade, at Børnene læste Lektierne op for ham; han kunde dem strax udenad og skjønte dem, og saa maatte Børnene lære af ham igjen. Paa den Maade holdt han stadigt Skridt med dem i Kundskaber; hvad han lagde til af sit eget, tog han af sin Forstandighed og af sit Hjerte.
Jeg fortalte ham, at jeg i Udlandet havde besøgt en blind Mand, som han erindrede mig om: han var ogsaa blindfødt og gift og fortjente sit Brød ved Kurvmagerarbeide. Paa Grund af hans gode Sindelag, Retskaffenhed og Kundskaber havde man hos ham indlogeret 5 andre blinde Arbeidere, som han var som Fader for, og disse 6 blinde Arbeidere dannede et Hjem, en Familie, arbeidsom, gudfrygtig, æret og agtet af hele Bygden. Han havde ogsaa en Søn; denne var ganske liden endnu, men han maatte