bort; en tredie boede paa Sigdalskanten for langt fra min Vei.
Interessantere var mig derimod den følgende Dag, da jeg kom til Hougsund. Efter Middag gik jeg for at søge Anders Olsen; jeg traf ham ikke hjemme men blev vist hen til „Iglepigen,“ hvor han skulde være forat reparere et Uhr. Han sad ganske rigtigt ved sit Uhrmagerarbeide, den Blindfødte. Det var en stærk, kraftig Mand paa 54 Aar, sund og tilfreds, hvortil han ogsaa havde al Grund. Han var gift, havde 3 Børn, alle friske og arbeidsomme. Den ene var en Mand, der nu var i Tjeneste i Drammen, hvor ogsaa den anden, en Pige tjente; den 3die var endda hjemme hos Forældrene. Hvem skulde tro, at den Mand, som sad der og fortalte saa forstandigt om sin Stilling som Uhrmager, om sin Kone og sine Børn, var en Blindfødt? Men Naturen havde nedlagt hos ham ganske særegne Evner og en uimodstaaelig Drift til at lære og arbeide. Som Barn havde han faaet fat paa et Uhr, som han kunde sønderlemme, dele og sætte sammen, ganske som han selv vilde. Saa mærkede han sig først de Dele, som han kunde føle og gjorde sig Rede for deres Brug og Nytte saagodt som han formaaede; saa tog han en Del bort efter den anden, men slap dem ikke, førend han var rigtigt bekjendt med deres Plads og Forretning – og omsider laa da Uhret foran ham i alle Enkeltheder, Hjul, Skruer, Stifter o. s. v. Nu kom det sværeste Arbeide, at sætte dem sammen igjen. Han arbeidede med formelig Lidenskab, fortalte han; om Natten stod Uhret for ham, sovende og vaagen, og om Dagen brændte hans Fingre i Begjærlighed efter at sætte sammen, og hans Tanke var i Feberspænding efter Udfaldet. For en Glæde, da han første Gang fik et helt Uhrverk sat færdigt sammen, og da han hængte Lodderne paa, og satte Perpendiklen i Gang; med hvilken pinlig Glæde lyttede han efter dens Slag og følte efter, om
