til næste Morgen, og famlede sig frem til Døren, som hun omhyggelig lukkede, og stak Nøglen ind paa sit Bryst. Dog var hun glad, da hun atter stod i det stærkt oplyste Kjøkken.
„Hvor er det du strejfer om henne i Kvel da Anne“? sagde Kokkepigen. „Skal Maden staa her og slænge efter dig kanske“.
„Tak, jeg skal ingen Mad have“, svarte Anne.
„Aa nej, du har vel været inde og sneget dig til Noget igjen, kan jeg tænke“.
Anne var vant til slige Beskyldninger. Hun svarede Intet og gik strax i Seng; men hun kunde ikke, som ellers, sove ind, saasnart hun havde læst sit Fadervor.
Hun havde bundet Stuenøglen i sit Strømpebaand om Halsen, og hun syntes, at det uldne Baand stak og kvælte hende; men hun tog det ikke af, hun turde ikke lægge Nøglen fra sig. Saa var hun saa hed, og saa oprørt i sit Sind. Det store mørke Træ stod bestandig for hendes Øjne, naar hun lukkede dem, og saa saa truende ud.
Omsider faldt hun dog i Søvn, og da drømte hun, at Stuen blev aabnet, og Træet lyste i al sin Pragt. En hel Flok smaa Børn dandsede omkring det i en stor Ring, men hun stod i Krogen og saa paa.
Saa vrimlede Børnene om hverandre, og begyndte at plukke Træet, og da kom ogsaa Fruen, og hun tog en stor Pakke hvidt Papir, der var lidt krøllet, og paa Pakken stod: „Fra Anne til Mor“. „Hvad mon Anne har til mig“? sagde Fruen, og aabnede det yderste Papir. Der var et indenfor; hun rev det op, der var atter et, og saaledes vedblev hun med en halv Snes Papirer lige til det inderste, og – det var tomt. Hun slængte det ærgerlig fra sig, det foer hen i et Lys og tændte, og saa brændte Grenen og hele Træet blev til et stort Flammehav.
Børnene fore om hverandre og skrege, og kastede sig paa Gulvet i Krogene. Hun blev selv revet med og faldt om. Men saa kom Sorenskriveren selv, og han var endnu
