„Ak! dersom jeg ogsaa var Mors Datter! saa kunde
jeg vel brodere noget Pent, og hænge her. Og saa skulde
der staa, „Fra Anne til Mor“, saa vilde hun klappe mig
paa Kinden og sige „Tak kjære Anne“. Og saa vilde hun
se saa blidt paa mig med de vakkre Øjnene sine. Ja saa
dandsede jeg med de Andre om Træet og sang“.
Jo mere hun tænkte herpaa, jo herligere forekom det hende at være som de andre Smaapiger, og saa foldede hun sine Hænder, og sagde ved sig selv:
„O, gid jeg dog en Gang, bare en Gang kunde være blandt Smaapigerne en Juleaften, og have Noget at hænge paa Juletræet til Mor. „Fra Anne til Mor“. Hun var næsten paa Vej til at nedknæle, og at bede Gud om at skjænke hende denne store Glæde. Men saa erindrede hun sin Madmoders Ord: „Vi skulle ikke saa meget bede Gud om jordiske Ting; men vi skulle fremfor Alt bede ham om, at han for sin kjære Søns Skyld vil tilgive os vore Overtrædelser, og hjælpe til at blive hans fromme lydige Børn“.
„Ja, det vil jeg gjøre, tænkte hun, det faar være det samme med det Andet“.
Og Anne faldt nu virkelig paa Knæ, og bad af et fuldt Hjerte om at blive rigtig from og god.
Hun blev saa vel tilmode efter denne Bøn, og vilde forlade Stuen. Men saa hang en af Pakkerne skjævt og vilde glide ud, det maatte rettes paa. For at faa Knuden op, maatte hun se bedre; hun tog da Lyset ud af Lygten, og holdt det nær til; men vips tændte Granbaret, og Anne blev gruelig bange. Hun fik det slukket med sin Haand, og brød sig ikke om, at hun brændte den: men i Forskrækkelsen havde hun kastet Lyset saa hurtigt ind i Lygten, at det faldt om og sluktes. Der stod hun da i Bælmørke, og hvis ikke den inderlige Bøn havde styrket hende, vilde hun vist været rent ude af sig selv. Nu derimod tabte hun ikke Besindigheden, hun lod Pakken hænge som den kunde
