man endog maa skifte Heste for at kunne faa det frem til Kirkegaarden. Det er dog kun i den Egn, hvor Ugjerningen er begaaet.
I de Dage, Børnekopperne grasserede, pleiede man sige, at man kunde ikke tale om hvordan et Barn var skabt, det havde havt Kopperne. Grunden hertil kan man et fatte.
De, som skulde have dem, fik dem, og de, som ikke skulde have dem, fik dem heller ikke. Det var saa forskjelligt „laga.“
Man ønskede nu helst, at Børnene maatte faa dem jo før jo heller, dersom de skulde have dem. Desaarsag førte man friske Børn hen til syge, og, var der ingen i Huset, gik man hen til Naboen med dem. Kunde endda ikke dette hjælpe, lagde man de Friske sammen med de Syge. Det kunde jo nok forsvares; thi alt var saa laga.
Men saa tror man tildels endnu i en overvættes høi Grad. Nylig blev en Enke efter en Selvmorder trøstet med, at det var saa laga – „beskikka“ –, at hendes Mand skulde hænge sig. Det var i en af de mere oplyste Bygder.
Dette kunde være værd nogen Eftertanke.
Men egentlig vilde jeg dog fortælle noget Andet, som man kunde hygge sig lidt mere ved. Det blev fortalt mig forleden Aften som hændelsesvis af en meget agtværdig og forholdsvis oplyst Kjending. Det hændte i hin Børnekoppernes Tid. Da var der en Mand, og min Bedstefader kjendte ham ligesaa godt som mig. Denne Mand havde en Søn, og han vidste jo, at ogsaa han skulde have Smaakopperne; thi de sparede saagodtsom ingen. Men saa bad han indstændigt til Gud om, at han maatte blot faa een Kop. Hans Ben blev opfyldt. Sønnen fik kun en Kop; men den satte sig paa Øiet, og Gutten blev – blind.
Saa omtrent fortalte han og tilføiede: „Min Far fortalte mig det ofte, og han var ingen „luanes“ Mand.
Saa tænkte jeg lidt derpaa, og saa gik jeg hjem og skrev Fortællingen op. Jeg syntes, at den kunde være det værd; thi hans Fader fortalte ham den ofte, og det gjorde han,
