netop i de samme Dage, og naturligvis bliver Kulden da saameget stærkere.
498. „Troldbrod“ (det, at Isen hober sig op om Vinteren ude paa et Vand) bevirkes af Trold, der forlade sine Bjerge for at besøge hverandre.
499. Nordlyset er Gjenskinnet af Silden, som stimer i Havet.
500. Naar Ulven sidder, kan den se igjennem Sten og Fjeld; men saasnart den staar paa sine Ben, veed den ikke, i hvilken Retning den skal søge sit Bytte.
501. En har hørt en Mand som tappede Øl, sige: „Gud Thor.“ Det skulde betyde, at Øllet skulde tappes i Thors Navn.
502. Nogle forstaa at knytte en Knude – Elskovsknuden“ kaldet. Man gjør det for Gut og Pige, og de ville da komme til at faa mere Elsk til hinanden.
503. Endel Spillemænd have lagt Violinen fra sig, og nu bar den spillet af sig selv. Naturligvis har den Onde gjort det. Andre have selv kunnet gjøre det ved sine sorte Kunster.
504. Man har og tror tildels en hel Del Beretninger om Skattegravninger. Hvor Skatte ligge skjulte, har man gjerne seet Lys. Almindeligt har Gravningen løbet uheldigt af, enten fordi man har talt, eller er blevet ræd de forunderlige Væsener, som under dette bar viist sig, eller fordi man har ladet sig narre af at f. Ex. Hjemmet syntes at staa i Brand.
Et saadant Sagn knytter sig f. Ex. til en Sten paa Øidnesklev og Haabersfjeldet i Konnismo.
505. En Lemæn fra ikke kunne komme over „Mannevei.“
I Holme og Halsaa er det en Mus.
506. Sagnet om Gjertrudsfuglen er bekjendt.
507. Der gives et Slags Græs, som kaldes Vildstraa. Træder man paa dette, vil man fare vild.
508. Man skyder paa Nytaarsaften det gamle Aar ud, paa Nytaarsdagsmorgen det nye Aar ind, – paa Julaften, St. Hansaften, og for Brudefolk, uden at gjøre det af nogensomhelst bekjendt Grund.
509. Liget af en Person, der i levende Live har begaaet en eller anden Ugjerning, er ofte saa tungt, at
