heller skjærpe den. Sandhedskjærligheden finder selv i Modsigelsen noget, som den kan lære af og oplives ved.
Jeg er netop kommen hjem fra en 2 Maaneders Reise i Danmark og Sverige. Hvor meget jeg har seet og hørt i disse to kjære Lande! Og hvor det fængslede mit Sind, alt dette Nye! Men aldrig har dog Tanken med større Inderlighed dvælet ved Hjemmet, ved vore norske Dale og Fjorde og Kyster, vore Byer og Bygder. Ved hvert Skridt mødte mig Et og Andet, som indbød til Sammenligning mellem vore egne Indretninger og Tilstande og Broderlandenes, og det forekom mig, at min norske Fædrelandskjærlighed blev dybere, til samme Tid som Deltagelsen udvidede sig til Danmark og Sverige.
Fra Helsingør i Danmark kom jeg tvers over Øresund til Helsingborg i Sverige, og herfra reiste jeg med Dampskib nordover til Gøteborg. Jo længere mod Nord, des mere høinede Kysten sig og mindede om Norge, og min Tanke svævede hen over Nordlandenes og Finmarkens Øer og Næs. Strax gav jeg mig ifærd med at spørge, og man gav mig den Besked, at her, ved denne svenske Kyst, var det almindeligt, at Fiskere og Søfolk kunde svømme.
Dagen efter var jeg i Gøteborg; her fandt jeg norske Aviser, og nu fik jeg se den første af hine to Opsatser, i Aftenbladet. Det bedrøvede mig at se, at mine Yttringer havde saaret, idet de vare forstaaede som et Angreb paa den nordlandske Almues Charakter.
Næste Aften fik jeg et Par Herrer, som jeg var sammen med i et Selskab, og af hvilke den ene var „Svømme-Magister,“ til at fortælle mig lidt om Svømmekunstens Udvikling i Sverige.
Samtidig med at den mere berømte Svenske, Professor Ling, med Iver og Held drev paa andre Slags Legemsøvelser, for omtrent 30 Aar siden, fandt en Svanberg, Profes-
