griber om sig og bliver mere eller mindre almindelig, alt eftersom der findes mange eller faa, som have Anlæg til den. Er saa desuden den Mening bleven herskende, at dette er særdeles herlige og benaadede Tilstande, saa have vi allerede før gjort opmærksom paa, hvad der ogsaa i Distriktslæge Berboms Beretning er paavist, at Forfængeligheden kommer med i Spillet; denne vil da maaske bringe enkelte til rentud at forestille Tilstanden, hvor den slet ikke er tilstede, men mange flere til ingen Modstand at yde imod den, og heller at opelske og paaskynde de indre Bevægelser, der tilsidst ende i den. Derved fremkomme vel netop ogsaa i Almindelighed de blandede Tilstande, hvor noget vilkaarligt og noget uvilkaarligt er med i Spillet, og som kanske ere de allerhyppigste. Noget lignende bliver da ogsaa Tilfælde med Børnene, hos ¹hvem Efterlignelsesdriften især er en saa stærkt fremtrædende Naturlov.
Hvad nu den Veltalenhed angaar, som under disse Omstændigheder skal kunne udvikles, og af dem, der ville se Undere i disse Ting, betragtes i Lighed med det, der i Bibelen kaldes at tale med Tunger, saa vise for det første upartiske Beskrivelser at det ofte er temmelig smaat bevendt med den, hvor løbende end Talestrømmen undertiden kan være; enten er det saaledes kun en krampagtig Udstøden af mere eller mindre usammenhængende Ord, som f. Ex. hos den berygtede Sekt, Irvingianerne, der netop ogsaa indbilder sig at „tale med Tunger“; eller det er de faste Talemaader om at gjøre Bod og omvende sig, om at aflægge visse, formentlig syndige Gjerninger, især Brændevinsdrik, Kortspil, Dands, Musik, at bære Stads o. s. v., som udgjør Talens Indhold. Og hvo der nogle Gange har hørt vore Lægprædikanter tale, vil let kunne forstaa, hvor let det maa falde, naar man under deres Indflydelse er kommen i en overspændt Tilstand, atter at gjengive den. Men paa den anden Side synes der ogsaa efter Beskrivelserne
