En saadan Tilstand er den ejendommelige Søvngjængertilstand.
Under denne er man ligesom midt imellem at vaage og at sove; det er den samme Tilstand, der ogsaa er bleven kaldt magnetisk Søvn; de Syge have kun liden Opmærksomhed for Yderverdenen, derimod have de ofte de mest levende Fantasibilleder. Ligesom nu flere af Krampetilfældene se paafaldende nok ud, saa er især denne Tilstand forunderlig at se paa for dem, der aldrig før have hørt den omtale eller vidst, at den kunde existere. Den er derfor vel skikket til at opvække Tanken om overnaturlige Kræfter hos uvidende Mennesker med levende Indbildningskraft.
Hvor der nu først er Anlæg til en saadan Tilstand, der opstaar den især let, naar noget paa engang baade rører stærkt op i Følelserne og tillige sætter Indbildningskraften i en forøget Virksomhed; begge Dele have vi seet, at en Lægprædikant med sin før omtalte Fremgangsmaade bedre end nogen anden forstaar at udrette. Og da nu de, der falde hen i denne ejendommelige Søvn, undertiden kunne bringes til at tale og gjøre Meddelelser om de Ting, som deres Forestillinger i denne Tilstand dreje sig om, saa kan ingen forundre sig over, at de, der komme i denne Tilstand efter saadanne Indflydelser, som her er Tale om, ville kunne faa en hel Del at berette om Himmel og Helvede.
En anden Aarsag, som, hvor Anlægget først er tilstede, maaske af alle er den kraftigste til at fremkalde denne Tilstand, er Synet af andre, som befinde sig i samme. Den er, med andre Ord, smitsom paa samme Maade som flere andre Nerveonder, hvilke svage Mennesker ikke kunne være Vidne til uden at gribes af en Trang til at efterligne de sygelige Ytringer. Og da vi nu have haft Anledning til at se, hvor stor Sammenstrømning der plejer at finde Sted til saadanne Syge, bliver det let at forstaa, at Tilstanden
