For mig at bringe Nordlendingerne til at svømme
skal kanske ikke være vanskeligere, end det vil være for
dem at faa mig til at begribe, hvorfor de ikke allerede
have lært og øvet sig i Kunsten.
Jeg kan til Nød forstaa den Fordom og Overtro, at Folk i Sygdom og anden øieblikkelig Nød og Ængstelse ty til kloge Koners Signeri og urimelige Raad. Men at Folk ved høilys Dag, hvor der er Fred og ingen Fare, formedelst Fordom eller Overtro med Overlæg og Forsæt undlade at øve en saadan rask og munter Idræt som Svømning, der tydeligvis kan blive til stor Nytte, det bekjender jeg, at jeg har ondt for at fatte.
Dag ud og Dag ind, skriver jeg her i Folkevennen, til Folkeoplysningens Fremme. Men jeg skulde ønske, at Nogen vilde og kunde oplyse mig om, hvorledes dette har sig, hvori dette stikker. Er det Ingenting, bare Tankeløshed og Sløvhed? eller er det Noget, en eller anden Fordom? I hvert Fald formoder jeg, at det er som en Gren af en Væxt, der har dybe og brede Rødder og derhos flere andre Grene end denne ene. Jeg mener i Sandhed, at det skulde være en Folkeoplysnings-Sag at faa rigtig Lys i denne Sag.
Saa meget mere kalder jeg det en Sag, som vedrører Folkeoplysningen, som jeg gjerne tager dette Ord i vid og rummelig Betydning, omfattende ikke alene Læsning og Skrivning men almindelig Udvikling og Øvelse i al nyttig Færdighed og Kunst.
Ved at tale med Folk og læse Beretninger har jeg faaet meget høie Begreber om Nordlændingens Sømands-Dygtighed og Foretagelsesaand. Men just derfor er jeg saa meget mere forundret og uvillig over den Mangel, jeg har maattet paapege her. En Sømand, som ikke kan svømme, er ikke saa fuldkommen, som jeg vilde have ham.
