høre hans Mening om, hvorledes man skulde faa indført den forsømte Kunst blandt Almuen. Men han svarede med en oprigtig Latter over, at jeg kunde tænke paa at faa Nordlændingen til at tage efter eller lære noget Nyt.
Nu, jeg kan nok forstaa, a tNordlændingens Charakter kanske skal volde Vanskelighed her. Men for Øieblikket strider jeg med en Vanskelighed hos mig selv: jeg har i Sandhed saa vanskeligt for at begribe, hvorfor hin Sømandsbefolkning ikke allerede kan svømme, ja ikke allerede viser Mesterskab deri. Jeg anstrænger forgjæves min Hjerne for at sætte mig ind i Almuens hele Tænkemaade og Levesæt for at udfinde noget, som ligner en Grund for den uheldige Besynderlighed at Folk, som i Barndommen have leget sig mellem Strandstenene, og som i voxen Alder idelig maa færdes paa Søen, ikke have lagt sig til denne lette Kunst og vigtige Færdighed.
Kast et Dyr ud i Vandet, og det svømmer strax. Hvert Menneske kan ogsaa svømme – det gjælder mest bare et Tiltag engang for alle for at lære, at man egentlig ikke behøver saa meget at lære.
Der maa være en Grund. Og selv har jeg nok allerede fra Barnsben, henne i Christianssands Stift, hvor jeg er voxet op, hørt om en saadan Grund, nemlig, at naar En stedes i Havsnød, saa bliver Dødskampen saa meget længere, hvis han kan svømme. Og af en nu iaar udkommet Beskrivelse over Bynæs Præstegjeld ved Throndhjem ser jeg, at den samme Tale føres blandt Almuen der ogsaa. Men jeg erindrer, at jeg allerede i min Barndom syntes, at den Grund var utilstrækkelig og jeg siger nu, at hvis den hersker i Nordlandene og Finmarken, saa gjælder det igjen at finde Grunden til, at en saadan Grund har kunnet holde sig imod Tusinders og atter Tusinders Selvopholdelsesdrift og sunde Sands.
