hører dem, undersøger en andens Sjælstilstand, saa bliver der først Spørgsmaal om denne Persons Anger eller Syndserkjendelse – – og Spørgsmaalene kunne da gjøres til ham, eftersom man kjender hans tidligere Livsomstændigheder, f. Ex. har du bedrevet Hor, har du stjaalet, har du været fuld? Er han angerfuld, saa erkjender han oprigtig, hvilken Synd han har begaaet og det i flere Christnes Nærværelse; men er han en af de ægte Lutheranere“ (i Lestadius’s Mund bruges dette Ord altid ironisk, og som et Skjeldsord) „da svarer han sædvanlig: det kommer ikke dig ved, hvorledes jeg lever; jeg skal selv svare for mine Gjerninger. Eller ogsaa svarer han saa: ’kan du forlade mig mine Synder, om jeg bekjender dem’, omtrent som Farisæerne sagde denne bespotter Gud“ o. s. v. Men just denne Ret, som L. i disse Ord ved en Misforstaaelse af Skriften hævder for de Christne, er det, som de fanatiske Lapper, ligesom ogsaa Kvænerne i Alten, have paaberaabt sig, naar de have stormet ind i Folks Huse og der begaaet større eller mindre Voldsomheder. Det Tyranni, som de, der paa denne Maade ville gjelde for og tildels af sine svagere Medmennesker ansees for aandelige Dommere, udøve, er endnu ingenlunde ophørt i Finmarken. Især optræde Fjeldlapperne, som oprindelig vare Bærerne af den religiøse Bevægelse og tillige desuden ere de kraftigste, mest velstaaende og ansete iblandt Lapperne, ofte paa sine Sommerbesøg ved Kysten med stort aandeligt Hovmod, og vide med List at benytte sin Overlegenhed til at opnaa Fordele. Naar saaledes de stakkels Sølapper i Lyngen ville modsætte sig, at Fjeldlapperne lade sine Rener gaa ud over deres Marker, spørge disse strax, om det er broderlig Kjærlighed, og det er meget almindeligt, fortalte man mig, at Sølapperne ikke have Mod til at drive sin Ret igjennem mod saadanne Indvendinger.
