pigere her i Landet end den sidste,[1] synes det ikke at for- holde sig saa i Finmarken, hvor jeg har fundet omtrent lige mange af begge Slags Tilfælde. Ikke sjelden hænder det ogsaa, at Sygdommen begynder med Fortvivlelse og senere gaar over i vanvittigt Hovmod. Undertiden stiger Fortvivlelsen til en Grad, som bringer de Syge til at gjøre Selvmordsforsøg; og Hovmodet gaar ofte over i et Raseri og en Ødelæggelseslyst, som deres Omgivelser værge sig imod ved at binde og lænke dem. Mange Gange gaar Tilstanden over efter længere eller kortere Tid, men de uhelbredede Tilfælde ere dog langtfra faa. Selv har jeg ikke i Finmarken haft Anledning til at iagttage hele Udviklingen af og Gangen i disse Tilfælde, og jeg vilde derfor her alene kunne beskrive dem, saaledes som de ere blevne mig fortalte af andre; de, der maatte ønske en nøjagtigere Kundskab om saadanne Tilstande, ville i det nedenfor i Anmærkningen nævnte Skrift kunne finde ganske tilsvarende Tilfælde, som jeg selv har iagttaget. (Den 34te Sygehistorie er et Exempel paa den tungsindige, den 37te paa den overspændte Form.)
Ikke blot Sindssygdomme, men ogsaa forskjellige Slags Nervesygdomme ere blevne temmelig almindelige i Finmarkens Amt som Følge af de sværmeriske Udskejelser. De Udbrud af stærke religiøse Følelser, som jeg var Vidne til i Lyngens Kirke, have en Tid hørt til Dagens Orden i en stor Del af Finmarkens Kirker, og paa Skrigene fulgte der ofte Krampetrækninger og Daanelser. I Kvæfjorden i Senjen, hvor senere saa mange ere blevne Dissentere, saa man under en Bispevisitats et temmelig stort Antal besvimede Mennesker ligge udenfor Kirken. Den hyppige Gjentagelse af saadanne stærke Rystelser vil naturligvis mere og mere svække Modstandskraften og tilsidst bevirke, at man
- ↑ Se mit Skrift, „Bidrag til Kundskab om de Sindssyge i Norge“, pag. 214.
