han mente havde sit Sæde i Nerverne. Nogen umiddelbar Berørelse behøvedes ikke, kun at Haanden eller Instrumentet holdtes i Nærheden af de Syge. Fremgangsmaaden er senere efter Mesmer bleven kaldt Mesmerisme.
De Syge paastode snart, at de kunde iagttage denne udstrømmende Nervekraft, og det ikke blot føle den, men endog lugte og smage den, ja se den udstrømme[1]. Men den Kommission, som det franske Videnskabsakademi nedsatte for at undersøge disse Ting, fik snart oplyst, hvorledes det havde sig hermed. En af Mesmers Disciple ved Navn Deslon, som hjalp ham med at udøve Kunsten, førte de Syge frem for denne Kommission, for at den kunde overbevise sig om Rigtigheden af det, som blev paastaaet om denne Krafts Virksomhed. Kommissionen lod de Syges Øjne omhyggelig tillukke og bragte dem derpaa til at tro, at Deslon foretog „Magnetiseringen“, som det kaldtes. Et af disse Tilfælde fortælles saaledes: 3 Minuter efter at man havde bedet Deslon begynde, begyndte vedkommende Dame at skjælve, derpaa klagede hun over Smerter i Baghovedet og Myrekryben i Arme og Hænder. Endelig blev hun urolig, fik Krampetrækninger, slog voldsomt omkring sig, og blev liggende stiv. Hun var imidlertid ikke bleven magnetiseret, ingen havde udstrakt en Haand imod hende, Deslon var fraværende og kun Kommissionens Medlemmer havde siddet rolig og seet paa hende. – Det var blevet paastaaet, at den magnetiske Kraft ogsaa kunde gjennemtrænge Døre og Vægge. Kommissionen fik en Dame til at tro, at Deslon vilde vise dem dette. Hun satte sig med aabne Øjne foran den lukkede Dør, og man bad Deslon begynde et Minut efter begyndte hun at skjælve; derefter hakkede hun Tænder saa højt, at det kunde høres langt borte og klagede over de sædvanlige Fornemmelser. En
- ↑ Sammenlign hermed Lestadius’s Svovldunster, Side 23.
