Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1862.djvu/150

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
146

andre; da kommer, som vi have seet, altfor ofte Vellysten, og tilsidst, naar Skinnet skal bevares og Øjnene ikke itide aabnes, Hykleriet.


Jeg skal slutte denne Fremstilling med et Par Ord om

Dyrisk Magnetisme og Borddands.

I Aaret 1778 kom en Mand ved Navn Mesmer til Paris. Han paastod, at han kunde helbrede mange forskjellige Slags Sygdomme ved Hjelp af en ejendommelig, usynlig Kraft, som udgik fra ham og som strømmede ud i de Syges Legemer. Han aabnede i denne Anledning sit Hus, og en Mængde Mennesker, især nervesvage Kvinder og afkræftede Mænd, strømmede til ham. Alle forsamledes de i en Sal, hvor der maatte herske en næsten andægtig Taushed, og hvor kun af og til nogle musikalske Akkorder fra et Sideværelse afbrød Stilheden. Han lod et vist Antal danne en Kjæde ved at tage hverandre i Hænderne, satte hver enkelt desuden i Berørelse med nogle Metaltraade, og begyndte derefter at berøre dem, dels med en Jernstang, dels med Hænderne, idet han lod, som om en Kraft udgik ifra ham. Paa samme Tid fæstede han af og til sit Blik, snart paa den ene, snart paa den anden. Naar saa dette havde varet nogen Tid, begyndte en og anden at strække paa sig og gispe; andre syntes at befinde sig ilde, kjendte ubestemte Smerter hist og her, eller en ejendommelig Varme; atter andre fik strax Trang til at sove, og nogle fik usædvanlig langvarige og heftige hysteriske Kramper. Nogle sukkede, andre græd; alle havde de sin Opmærksomhed henvendt paa Mesmer og løde hans mindste Vink. Bagefter troede mange at have faaet Lettelse i deres Onder.

Dyrisk Magnetisme kaldte Mesmer den Kraft, som han paastod paa denne Maade at kunne udvikle, og som