ubestemte Mellemrum, især naar beundrende Fremmede vare tilstede, sjelden, naar den Syge var alene, og aldrig under Søvnen. Tilstanden ansaaes af Almuen som et utvivlsomt Tegn paa en højere Aands Nærværelse i den Syge, og Krampen betragtedes som et Bevis paa Syndens Vederstyggelighed. Indholdet af deres Taler var gjerne temmelig aandsfattigt og bestod sædvanlig af Udraab med Opfordring til Bedring og Trusler, ikke blot mod Drukkenskab, Banden og andre Laster, men ogsaa mod uskyldige Fornøjelser, mod Leg og Dands, mod blanke Knapper, Ringe, alslags Stas, mod røde Klæder o. s. v. Ikke sjelden omtaltes Syner af Himmel og Helvede, ligesaa hyppige vare Forudsigelser om Verdens Undergang og den yderste Dom, eller om deres egen Dødsdag; alt dette med Paastand om, at det var den hellige Aand, som talte igjennem dem, og følgelig Fordring paa, at det skulde ansees som Profetier, der imidlertid havde den væsentlige Fejl, ikke at slaa ind. Sygdommen angreb mest Folk i Aarene fra 16 til 30 Aar, og ikke sjelden Børn fra 6 til 16, desuden en og anden gammel. Størsteparten var Kvinder. For Mænd lykkedes det sjelden at tildrage sig videre Opmærksomhed som Prædikanter. De fleste Syge tilhørte Almuesstanden, nogle enkelte vare ogsaa af de højere Klasser. Alle angrebes de gjennem aandelig Smitte med Undtagelse af den første, der var en 16 Aar gammel Pige, som for et nervøst Onde havde benyttet Aareladninger, derpaa havde faaet forskjellige Krampetilfælde og under sin Sygdom stadig læste i gudelige Bøger. Idet hun forudsagde sin Død (der imidlertid ikke indtraf), udnævnte hun en anden 13 Aars Pige til at præke efter sig, og derpaa brød Smitten løs. Tilløbet af Tilhørere var saa stort, især i Begyndelsen, at lige indtil 1000 Personer kunde omringe og bestorme det Hus, hvori den Prækende befandt sig, og der savnedes ikke Exempler paa, at Religionslærere, Retsbetjenter og
