En indsigtsfuld og from Prest, som i den første Tid
af sin Virksomhed idelig paa en højst ubehagelig Maade saa
Gudstjenesten forstyrret af disse Tilfælde, fortalte sin Menighed,
at der gaves intet sikrere Middel derimod, end
Neddypning i koldt Vand. Han holdt derfor Folk i Beredskab,
som strax skulde bære dem, der fik Krampen, ud
og dyppe dem ned i den nærliggende Sø. Dette Middel
overtraf hans Forventning; ti Frygten for fra Kirken at
blive baaret ud i Søen virkede som et Tryllemiddel; ikke
en eneste trængte til at dukkes, og denne Menighed hørte
siden til de stilleste og anstændigste paa Shetlandsøerne.
I Finmarken, hvor i saamange Kirker Skrig og Spektakel af dette Slags har hørt til Dagens Orden i de sidste Aar, skulde det samme Middel maaske ogsaa kunne anvendes med Held, om ikke en vis Frygt ligeoverfor det aandelige Tyranni, som Sværmerne der paa flere Steder virkelig have udøvet, var til Hinder for Udførelsen.
Det staar endnu tilbage blandt aandelige Omgangssygdomme af religiøs Oprindelse at omtale den i Sverige for nogle Aar siden saa særdeles udbredte „Prækesyge“. Man vil strax se, at den ikke i noget adskiller sig fra de sædvanlige „Henrykkelser“, saaledes som vi nu have lært dem at kjende baade fra vort eget og fra andre Lande.
Dr. Sondén har beskrevet den i et Skrift: „Om Predikosjukan ur medicinsk Synpunkt“, og det følgende er et ganske kort Uddrag af dette Skrift:
Sygdommen udmærkede sig ved 2 Slags Tilfælde; det ene var Kramper c(uvilkaarlige Sammentrækninger, Forvridninger og Rykninger), det andet var en mere eller mindre ubevidst „Henrykkelse“, hvorunder den Syge troede at se og høre guddommelige, overjordiske Ting og følte sig tvungen til at tale derom, eller, som det iblandt Folket hedte, at præke derom. Tilfældene vendte tilbage med