ophørte først, da Folk ikke længere fik Lov at gaa ind og se paa dem.
I andre Klostere viste Tilfældenes Beskaffenhed, at Sygdommen stod i Forbindelse med de sandselige Tilbøjeligheder og disses unaturlige Tilfredsstillelse. Det var en meget almindelig Indbildning hos mange Nonner, at de modtoge Kjærlighedsbevisninger af Djævle. Dag ud og Dag ind foretoges da Besværgelser, tildels af unge Prester, og paa denne Maade kunde Tilfældene trække ud i Aarevis, vække en uendelig Opmærksomhed og drage mange andre lignende Tilfælde efter sig.
Ogsaa udenfor Klostrene kunde saadanne Tilfælde forekomme, og et af disse er den meget ofte omtalte Besættelseshistorie fra Thisted i Jylland, der foregik omkring Aaret 1700, og hvori en Normand, ved Navn Ole Bjørn, som var Prest der paa Stedet, spillede en vigtig Rolle.
Efter Werlaufs Fortælling om disse Tildragelser begyndte de med, at der i Aaret 1696 udbredte sig et Rygte om, at Djævelen legemlig havde besat en fattig Pige, som led af hysteriske Tilfælde, samt et Pigebarn, som led af Nedfaldssyge. De Lidende tyede til Sognepresten Bjørn, der havde godt Ord for Lærdom og Gudfrygtighed, og han erklærede dem da ogsaa for legemlig besatte. Flere Kvinder troede sig nu at være i samme Tilstand; Presten optog dem alle i sit Hus, hvor han med Hjelp af et Par Studenter arbejdede paa Djævelens Uddrivelse; selv i Kirken drev han dette Gjøgleri og indsamlede Gaver til dem; noget som naturligvis fristede flere. De Besatte angave andre, som ved Hexeri skulde have paaført dem deres Onde, og Presten paastod, at disse burde brændes, dersom man vilde undgaa Guds Straf, som han mente vilde blive Indfald af Tyrken. Blandt dem, som bleve beskyldte for Hexeri, var ogsaa en hæderlig Kone, som havde negtet O. Bjørn sin Datter tilægte og derved vakt hans Hevngjerrig-
