Herunder er Andagten, efter hvad de Norske, der tildels boede i de samme Huse, fortalte mig, dog ofte meget ringe, idet Mændene f. Ex. ikke sjelden ryge Tobak. Dog begynder allerede under Læsningen enkelte at skrige og slaa sig for Brystet. Naar Læsningen er endt, bliver dette ganske almindeligt, og efter hvert som Rørelsen tiltager, begynde flere og flere at deltage i de hoppende Bevægelser. En Mængde Koner navngaves, af hvilke nogle allerede længe, andre først nylig havde „faaet det med Dands“.
Selv fik jeg kun engang Anledning til at være Vidne til en saadan Dands og det var ikke paa Hammerfest, men ved Lyngens Kirke. Prækenen blev oftere forstyrret af en stærk, ejendommelig Hulkning, og jeg saa nogle Kvinder ligge tilbagekastede i hinandens Arme. Da jeg senere forlod Kirken, hørte jeg udenfor samme en ejendommelig Lyd og fik derefter Øje paa endel Lapkvinder – Fjeldlapper fra Karesuando – i Grupper af 2 og 3, der holdt hinanden tæt omfavnede og under Graad, Klukking og korte Skrig dels hoppede omkring, dels blot foretog lette Bøjninger; den ene slog den anden rythmisk (i Takt) og temmelig stærkt for Brystet. De bleve dog snart afbrudte og bortjagede fra Kirken, og et Par af dem lagde sig derefter, tilsyneladende udmattede, hen over Kirkegaardsmuren.
Denne samme Bevægelse, som her blev afbrudt, stiger, efter hvad der siges, i Forsamlingerne i Hammerfest (ligesom det ogsaa ifølge Stockfleths Beretninger var Tilfælde med Kautokeinolapperne) til en saadan Heftighed, at det kan være farligt at komme i deres Nærhed. Ikke sjelden staa de op paa Stolerne og støde Hovederne voldsomt mod Taget. Børn, endog temmelig smaa, blive tagne med til disse Forsamlinger, og da Efterlignelsesdriften ikke er mindst hos dem, trækkes de ogsaa let ind i Dandsen. Hvor de have været uvillige til at deltage, har man Exempler paa, at Forældrene have opmuntret dem dertil. Tilsidst falde alle
