i en endnu værre Tilstand, end før Dandsen begyndte, og det ansaaes derfor for vigtigt at have flere Spillemænd tilstede, der kunde tage fat, naar de første vare blevne trætte; ti de Spillende bleve gjerne trætte længe før de Dandsende. Det Hele blev tilsidst en Nationalfornøjelse for Italienerne. Store Skarer af Spillemænd droge i Sommermaanederne gjennem Landet, og i Byer og Landsbyer foretog man de Tarantelsyges Helbredelse i det Store. Man gav den Tid af Aaret et eget Navn og kaldte den „Kvindernes lille Karneval“ (il carnevaletito delle donne) til Forskjel fra det egentlige Karneval, som er den Festtid, der gaar forud for Fasten. Ti det var altid Kvinderne, som toge den ivrigste Del i disse ejendommelige Sygehøjtider, for hvilke de baade satte Penge til og forsømte deres Husvæsen. Til deres Undskyldning bør man dog vide, at Stikken i Italien paalagde Kvinderne et yderst indesluttet og ensformigt Liv det hele Aar igjennem ellers, og at dette Liv nødvendig maatte virke en lidenskabelig Trang til Frihed og Bevægelse.
Denne højst ejendommelige Omgangssygdom var først begyndt at blive almindelig i Slutningen af det 14de Aarhundrede, altsaa netop paa samme Tid som Johannesdandserne fremtraadte. I hele 300 Aar vedblev den, uden at nogen faldt paa at undersøge, om Tarantellen ogsaa virkelig kunde udgyde en Gift med saa besynderlige Virkninger. Uden Undersøgelse ansaa man Folkets blinde Tro paa denne Gift og dens Virkninger for sand og grundet, og naar den Tids tænksomste Mænd søgte at forklare sig, at Sygdommen blev saa uhyre almindelig, faldt de snarere paa, at der var Bedrageri med i Spillet, end at det Hele var en smittende Nerve- og Sindssygdom, der havde sin Rod i Folkets levende Indbildningskraft. Og lidet skulde det ogsaa have nyttet, om nogen paa den Tid var staaet frem med en saadan Mening. Der maatte gaa lang Tid hen,
