tellaer, til dette Øjemed, og snart hørte man Fløjter, Klarinetter og Trommer i næsten hver eneste Landsby. De Syge kom blege og skjælvende frem til Dandsen, som snart blev almindelig, og nu begyndte Efterlignelsesdriften at udøve sine Virkninger. De forbausede Tilskuere bleve dragne med ind i Dandsen. De fleste havde naturligvis slet ikke engang seet den apuliske Tarantel; men da Insekternes Antal om Sommeren er meget stort i Italien, havde de fleste et eller andet Stik, som de kunde tænke paa, og som nu i deres Indbildning antoges for et Tarantelstik; hos mange behøvedes ikke engang saameget, Indbildningskraften udrettede det Hele.
Mange ejendommelige Nervetilfælde og underlige Lyster kom til. De Syge fandt en forunderlig Glæde i det, som glinsede, og i visse Farver, medens de ligesom St. Veitsdandserne igjen afskyede andre Farver. Her elskede man saaledes i Almindelighed den røde Farve, og de Dandsende holdt ofte et rødt Stykke Tøj i Haanden. Denne Kjærlighed kunde ordentlig stige til en heftig Trang, saa at de styrtede sig over den farvede Gjenstand, kyssede og kjælede for den. Forhadte Farver kunde paa den anden Side bringe dem i farligt Raseri. Ofte havde de en uimodstaaelig Længsel efter Vandet og den blanke Havflade, og man havde Exempler paa, at de i blindt Raseri styrtede sig i Søen. Under Dandsen havde man ofte Vand i Nærheden, hvori de kunde dyppe Hoved og Arme.
Altid havde dog Tonerne den stærkeste Virkning paa dem. Der digtedes Ord til de mest yndede Taranteller, som da ofte bleve sungne af dem, der stode omkring og saa paa. De Syge viste tit en meget skarp Sands for Tonernes Renhed og udtrykte i sine Bevægelser Uvilje og Afsky, naar der blev sunget falskt, eller naar de ønskede en anden Melodi. Blev Musiken pludselig afbrudt, havde det en meget slem Virkning paa de Syge; de faldt da tilbage
