rindelse fra Hedendommen.[1] En af disse Skikke grundede sig paa den Tro, som paa flere Steder endnu har vedligeholdt sig, at Mennesker og Dyr, som springe igjennem disse Flammer eller deres Røg, ligesom ved en Ilddaab i et Aar skulle blive fri for Feber og andre Sygdomme. Man hengav sig da til en vild Dands omkring Ilden, under hvilken saa en og saa en anden sprang igjennem Flammerne. Mødre toge deres smaa Børn paa Armene og gjorde det samme. Dandsen skal have været almindelig baade hos de germaniske og hos de sydeuropæiske og asiatiske Folk. Naar man nu lægger Mærke til, at ifølge Beretningerne Dandserne optraadte i Juli Maaned og under deres Dands idelig raabte paa den hellige Johannes’s Navn (hvorfor de ogsaa bleve kaldte Johannesdandsere), bliver det sandsynligt, at den vilde St. Hans Fest i Aaret 1374 havde været den nærmeste Anledning til denne Sygdom.
En anden Aarsag til Sygdommen og tillige en Aarsag til at St. Hans Festen just paa den Tid blev saa vild, har man troet at finde i den Tids særegne Forhold: den sorte Død var nogle og tyve Aar i Forvejen gaaet igjennem Landene og havde efterladt en forfærdelig Forvirring. Der var ingen Sikkerhed for Liv og Ejendom; den Stærkestes Ret gjaldt, og den grusomste Undertrykkelse udøvedes mod de Svage. En svær Oversvømmelse af Floderne om Vaaren samme Aar havde forøget Nøden og Elendigheden. Mange led Hunger, og som Følge deraf har vel ogsaa de Sygdomme, som man vilde befri sig for ved at springe gjennem Ilden, været talrige. Den svækkede Tilstand i Legemet og Spændingen i Sindet har da i Forening bevirket, at den vilde St. Hans-Dands er bleven krampagtig, og naar en saadan Krampesygdom
- ↑ Se 8de Aargang af Folkevennen E. Sundt: Mere om Overtro, pag. 440.
