Mere om Overtro
Allerførst maa jeg melde et Par Ord om et stort Kjæmpeværk. Det er ikke et stort Skib eller et høit Taarn eller noget Saadant; ved første Øiekast ser det heller ikke ud som noget Særdeles, og naar jeg nævner det, vil Du kanske sige: Det er jo bare en Bog.
Ja, Tydskeren Jakob Grimms Bog om den „Tydske Mythologi.“
Naar jeg kalder dette Værk kjæmpemæssigt, saa er det ikke, fordi Bogen er brav stor, 12–1300 Sider. Dette er nok en ringe Ting for denne Forfatter, som ogsaa selv ved Bogens anden Udgave kalder den ikkun et Skud paa Træet, der nu faar Lov for anden Gang. Men naar jeg betragter Bogens Indhold: gamle Eventyr og Sagn hos de mange Folkefærd, fra Indien til Island, og naar jeg tænker paa Forberedelsen til Arbeidet: at opsøge og gjennemlæse de talløse gamle Skroller og nye Bøger, hvori de samme Sagn findes beskrevne, og det i saa mange Tungemaal, og naar jeg endelig forsøger paa at sætte mig ind i det egentlige Forfatterskab: at gjennemtænke den store Mangfoldighed, saa gribes jeg af Beundring over Værkets Storhed.
For mange af mine Læsere vil det vistnok være nyt og paafaldende, ja jeg har mine Grunde til at tro, at Adskillige endog vil finde det anstødeligt, at saadanne begavede og anseede Videnskabsmænd befatte sig med disse gamle Folkesagn og Almuehistorier, derunder indbefattet største Delen af, hvad vi kalde Overtro. Men ved nærmere Eftertanke vil dog En og Hver finde, at det er en værdig Sag; thi Mythologien, som denne Videnskab kaldes, har at udforske, hvordan Hedenoldets Tro og Tænkemaade var, samt hvad der endnu i den christelige Tid er tilovers af den gamle Tro (Overtro).
Jeg ønskede at fortælle et enkelt Exempel af Grimms Bog, naturligvis paa Folkevennens simple Maade og altsaa med Udeladelse af den store Mængde lærde Oplysninger, hvormed Bogen ledsager Beretningerne.
Allerede en Kirkelov af Aaret 742 forbyder en Brug af Ild, som kaldes Nød-Ild og omtales som ugudelig. Men Brugen blev alligevel ved i mange Lande. I en tydsk Bog, som blev trykt i Aaret 1696, læses følgende Forklaring om den: „Naar der er opkommet en eller anden ond Sygdom blandt Kreaturerne, saa beslutte Bønderne at gjøre op Nød-Ild. Paa den bestemte Dag maa der ikke brænde Ild i noget Hus; fra hvert Hus bringes noget Straa og Kvisteved til Stedet, en stærk Egepæl rammes fast i Jorden, der bores et Hul igjennem den, deri stikkes en Vinde af Træ vel indsmurt med Beg og Tjære, og den dreies i Et væk omkring, indtil der kommer Ild; denne opfanges strax med tændbare Sager, og den øges med Straa, Lyng og Kvisteved, saa det bliver en rigtig Nød-Ild. Ilden bredes ud i Længden, mellem Vægge eller Gjærder, og nu drives Kreaturerne tilligemed Hestene med Stokke og Pidske tre eller fire Gange igjennem. Paa andre Steder rammer man to gjennemborede Pæle ned og stikker i Hullerne en Vinde tilligemed gamle Filler, smurte med Fedt. Andre bruge et Reb, samle sig Ved af ni Slags Træer og holde paa med voldsom Bevægelse saa længe, at der gaar Ild i. Kanske der endnu er flere Maader at faa Ilden frem; men bestandig er det Kreaturenes Helbredelse, som tilsigtes. Naar Kreaturene have gaaet tre eller fire Gange igjennem Ilden, sættes de ind eller drives ud paa Havnegangen, og den sammenlagte Vedhob tages bort igjen, dog saaledes paa nogle Steder, at hver Husfader bærer med sig en Brand, slukker den i Vasken eller Skylledunken og saa lægger den i Krybben, hvor Kreaturene faa sit Foder. De nedrammede Pæle og Vindetræet bruges undertiden til Brænde for selve Nød-Ilden, men lægges undertiden til Side for at forvares.“
Dette var nu for halvandet Hundrede Aar siden; men selv i vore Dage hænger den gamle Skik ved, som følgende Skildring viser: „Paa mange Steder i Neder-Sachsen, især i Bjergegnene, hersker den gamle Skik for Kreatur-Sygdomme at gjøre op den vilde Ild, som da først Svinene drives igjennem, saa Kjøerne og tilsidst Gjæssene. Den nedarvede Omgangsmaade er følgende: „Bondemesteren“ og Almuen gaa tilsammen, hver Mand bliver tilsagt at slukke fuldstændig al Ild i Huset, saa der ikke er saa meget som en Gnist i hele Landsbyen; saa gaa Unge og Gamle ud i en Hulvei, helst mod Aften, Kvinderne bærende Linned, Mændene Ved og Drev. To Ege-Pæle drives ned i Jorden, halvanden Fod fra hinanden, og paa Indsiden af hver Pæl er der en Fordybning, saa en armtyk Tværstok kan passes ind. Fordybningerne ere fyldte med Linned, og Tværstokken presses ind saa fast som muligt; oventil tvinges Pælene sammen med Reb. En Snor er vundet om den glatte, runde Tværstok, og paa hver Side tage flere Folk fat i Snorens lange Ender, hale og fire og dreie dermed Tværstokken, og det med største Hurtighed, saa Linnedet i Fordybningerne fatter Ild formedelst Gnidningen. Gnisterne opfanges strax i Drev eller Mose, som slynges omkring i Luften, indtil omsider den klare Lue slaar op; saa lægges Straa til og med Straaflammen antændes Kvisteveden, som er lagt i Rad i Hulveien. Naar Veden er kommen i fuld Brand og næsten udbrændt, saa hentes Hjorderne, som holdes samlede i Nærheden, og drives med Pisk og Slag igjennem Varmen, den ene efter den anden. Strax Kreaturene ere færdige, styrter Ungdommen i Kaadhed over Asken og Kullene, og den ene kuller den anden til; de, som ere blevne sværtede mest, drage som Seierherrer efter Fæet ind i Landsbyen og vaske sig ikke paa længe. Hvis det varer længe med Gnidningen, uden at Linnedet vil fænge, tror man, at der endnu maa være Ild paa et eller andet Sted i Byen, som hindrer Elementet fra at aabenbare sig under Gnidningen; men saa foretages en streng Husundersøgelse, og Huseieren bliver straffet eller udskjældt. Men den vilde Ild maa ufravigelig fremskaffes ved Gnidning, og ikke slaaes med Staal og Steen. Paa nogle Steder gjøres denne Ild op engang hvert Aar, for at forebygge Kreatur-Sygdomme, paa andre og de fleste Steder først ved Sygdommenes virkelige Udbrud.“
Nogle Beretninger, ligeledes fra Tydskland, sige f. Ex., at Snoren, hvormed Vinden eller Valsen dreies, nødvendig maa drages af kydske Drenge, at den slukkede Ild omkring i Husene skal tændes igjen ved Brande fra Nød-Ilden o. s. v. Det sees ogsaa, at man istedetfor Ege-Pæle med en Vinde har brugt et Vogn-Hjul, som blev dreiet hurtigt rundt, o. s. v.
Fra en Ø ved Vestkysten af Skotland anføres følgende Beretning fra Aaret 1767: „Formedelst en Sygdom blandt Fæet blev Folket enigt om at udføre en Hexe-Scene, skjønt de selv ansaa det for syndigt. De bar op paa Toppen af Carnmoor et Hjul og ni Tener af Egetræ; de slukkede al Ild i alle de Huse, som vare i Syne fra Høien; Hjulet blev derpaa dreiet rundt fra Øst til Vest over de ni Tener, at der skulde komme Ild ved Gnidningen. Naar Ilden ikke kom frem før Non, tabte Hexeriet sin Kraft. Det glippede ogsaa for dem flere Dage i Rad, og dette gav de en haardnakket Huseier Skylden for, saasom han ikke vilde lade Ilden i sit Hus slukke for hvad han ansaa for et utilbørligt Forehavende. Ved at bestikke hans Tjenestefolk lykkedes det dem dog at faa Ilden slukket der ogsaa, og den Dag blussede deres Ild op. Derpaa offrede de en Kvige, saaledes, at de, medens Dyret endnu var i Live, skar ud og brændte den af Sygdommen angrebne Del. Derpaa tændte de Ilden paa sine Arnesteder fra Baalet af og endte med et Maaltid paa Levningerne af Offerdyret. Trylle-Ord fremsagdes af en gammel Mand fra Morven, som var kommen over for at forestaa Ceremonierne og som holdt paa at tale den hele Tid, medens Ilden blev fremlokket. Han levede som Tigger i Bellochroy. Anmodet om at gjentage Trylleformularen sagde han, at den Synd at fremsige den allerede havde bragt ham til Betlestaven, og han turde ikke sige Ordene op igjen. Hele Egnen betragtede ham som fordømt.“
Man seer, at det i alle væsentlige Dele er samme Skik her i Skotland som i Tydskland. I andre Beretninger fra England bruges ogsaa samme Navn som i de fleste tydske Beretninger, nemlig Nød-Ild. Mest paafaldende i Beretningen fra Skotland er ellers det Træk at offre en Kvige. Dette Træk stadfæstes endogsaa ved en lignende Fortælling fra et af Landskaberne i selve England og det fra vort Aarhundrede; den lyder saa: „To unge Damer fik paa en Spadseretour se et Baal henne paa Marken og en Folkeskare omkring det. „Hvad er paa Færde?“ – „Slagte en Kalv.“ – „Hvorfor?“ – „For at standse Kvæg-Sygen.“ De talte til Præsten om det, og han anstillede Undersøgelse. Almuen vilde ikke gjerne tale om Sagen; men det kom op, at naar der er Sygdom blandt Kjøerne eller det ikke gaar vel med Kalvingen, saa bruge de at offre en Kalv og det ved at slagte og brænde den – for at skaffe sig god Lykke.“
Selv hos de ældste Romere og Grækere omtales visse hellige Skikke, som svare til den nu beskrevne Brug med Nød-Ild.
I gamle Dage – saa lyder omtrent Grimms almindelige Betragtning af Sagen –, i Hedenskabets Tid, da Troen paa de mange Guder herskede, nærede Folket ogsaa Ærefrygt for Ilden, Luften, Vandet og lignende synlige Ting, som om det skulde være levende Væsener og selvstændige Magter, istand til at beskytte og hjælpe. Men til helligt Brug, saasom ved Offringer, til Renselse o. s. v., kunde man ikke tage af den Ild, som længe havde været forplantet fra Brand til Brand i Menneskenes Tjeneste; det maatte være frisk og ubesmittet Ild, frembragt ved Gnidningens hemmelighedsfulde Magt. Ja, at netop denne Maade har været anseet for den eneste rette, det er maaske Tegn paa, at Begrebet og Skikken skriver sig fra hint fjerne Old, hvor man endnu ikke kjendte Jern og altsaa heller ikke den lettere Maade at slaa Ild med Staal og Flint. Navnet Nød-Ild kan enten sigte dertil, at den nødes eller tvinges ud af Træet, eller dertil, at den bruges i Nødstilfælde (under Kreatur-Sygdomme).
Om nu denne mærkelige Skik og Tro kjendes eller har været hjemme i vore norske Bygder? Grimm veed Intet derom, og der findes neppe noget optegnet derom i nogen Bog. Men vi have dog ialfald Navnet af Tingen: idetmindste i mange Egne veed hver Almuesmand at tale om Nau-Eld eller Nau-Varme, og det er jo bekjendt, at Almuesprogets Nau eller Naud[1] svarer til Skriftsprogets Nød. Og spørger man videre efter, saa faar man høre, at med Nau-Eld menes saadan Ild eller Varme, der nu og da mærkes at fremkomme ved Gnidning af Træ, saasom naar Hjul-Akser i Møller eller paa Kjærrer mangle Smørelse. Men her standser ogsaa det norske Begreb om Tingen; idetmindste har jeg aldrig, saavidt jeg har spurgt, faaet nogen Forklaring om, hvorfor dette Slags Ild skal kaldes saa, og endnu mindre har jeg hørt om, at Folk her til Lands med Flid har fremtvunget Nød-Ild, til saadant overtroisk Brug som i andre Lande.
Den norske Overtro gjør dog ellers en mangfoldig Brug af Ilden, f. Ex. til at vigsle det nyfødte og udøbte Barn, d. e. hellige det og bevare det for Ondt, fremdeles til at vigsle Vandet, hvori Barnet skal vaskes, d. e. rense det for Besmittelse af allehaande Troldskab[2]. Ja, af paalidelig Omtale kjender jeg endogsaa et Tilfælde, hvor der mod Kreatur-Sygdom udtrykkelig er brugt ny, frisk Ild, slaaet med Staal og Flint og opfanget med Knusk under Koens Bug. Dette var endda i en af vore Smaabyer, i Christiansands Stift, og Kunsten blev øvet af en i saadanne Ting forfaren Kone, som endog for sin Tjenstagtighed i flere lignende Tilfælde – blev inddømt til Christiansands Tugthus. Det kan være som en 30 Aar siden. – Men ligesom Ilden her ikke var fremskaffet paa den rette gamle Maade, saaledes har jeg ikke hørt, at der om den blev brugt det Navn Nau-Eld.
Indtil anden Oplysning skaffes, maa det altsaa forblive derved, at Navnet kjendes, den gamle overtroiske Brug derimod ikke. Men efter al Rimelighed er Navnet en Mindelse om, at en Gang i Tiden have ogsaa vore Almuer kjendt og brugt Tingen selv. Det er gaaet med de mange overtroiske Begreber og Skikke, som i Oldtiden vare fælles for den halve Del af Menneskeslægten, at i Tidernes Løb ere disse eller hine gaaede i Forglemmelse paa et Sted og i holdte i Hævd paa andre Steder; og det er muligt, at Nød-Ilden, der nu lader til at være tabt i de norske Almuers Erindring, er fuldt erstattet ved en saa meget overflødigere Brug i overtroisk Retning af almindelig Ild, til Vigsling.
Men er min Formodning rigtig, saa er det underlige Ord Nau-Eld i vore Almuers Tale et Minde fra ere meget fjern Tid. Odins og Thors og de andre Guders Navne ere for længst udslettede af Almuens Erindring; men den enfoldige Naturtro med et Slags Dyrkelse af saadanne synlige Ting som Ilden, den har holdt sig længere.
Men jeg omtalte Grimms Bog og anførte dette Exempel med Nød-Ild for at slutte med følgende dobbelte Bemærkning: 1) At skrive en udtømmende og grundig Forklaring om den norske Overtro, det vilde ikke være saa let et Arbeide, som Mange synes at mene, og 2) man skulde ikke – hvad jeg dog veed, at Adskillige ere tilbøielige til – tage Forargelse af det, om En og Anden nu og da spørger og taler og skriver om Nau-Eld og Vigsling og andet deslige, som vel ved første Øiekast kan se ud som yderlig smaat og uværdigt, men som dog ogsaa kan føre til interessant Oplysning og bedre Forstaaelse af vigtigere Ting.
Det er den samme Skolemester fra Valders, som jeg i forrige Hefte[3] tillod mig at føre frem for min Læsekreds.
En Dag talte han ret udførligt med sine Skolebørn om „den elendige Last“ Overtroen og advarede dem eftertrykkelig derimod. Men da han saa bad dem om at anføre et eller andet Stykke som Exempel paa Overtro, saa kom det op, at de nok ikke havde stort Begreb om, hvad det var for Noget. Skolemesteren maatte nu selv nævne Et og Andet; dermed fik Børnene Skjøn paa Tingen, og derefter vidste de strax at anføre en hel Mængde af samme Slag, som de havde seet og hørt. Dette morede Børnene, og Skolemesterens Formaninger lagde Alvor i Moroen, og det Hele endte med den Aftale mellem ham og dem, at til imorgen skulde de tænke vel efter allesammen, hvad de kunde mindes af overtroiske Fortællinger og Regler. De skulde ogsaa skrive det op, de af dem, som vare saa gode da, at de kunde skrive. Naar paa den Maade al Overtroens Mangfoldighed var bleven opregnet og beskrevet, saa skulde de allesammen ligesom underskrive det Hele, som en Kontrakt om, at de herefter hverken vilde tro eller gjøre Saadant. Børnene lo og syntes det var brav. Saa sluttede Skolen for den Dag som sædvanlig, med Bøn og Psalmesang. Børnene vandrede hjem, og Skolemesteren sad igjen, i Stuen hos den Bonde, hos hvem Omgangs-Skolen da var.
Strax begyndte jeg (nu anføres saa vidt muligt Dagbogens egne Ord) at skrive Samtalen med Børnene, og jeg blev neppe færdig dermed, før Mørket trængte paa og Familien kom ind fra sit Udarbeide for den Dag. Manden kom hen til mig ved Bordet med de Ord: vil Du have skrevet noget, saa skal Du faa Lys. – O nei, sagde jeg, jeg har alt skrevet, hvad jeg vil for denne Gang. – Og jeg læste det op. Manden lo og sagde: Aa ja, jeg tror nok, at det er som jeg har sagt om det; det er ikke andet end bare Fanteri, sligt – det har jeg sagt rae[4]. – Konen lo og sagde: Jeg kan ikke andet sige, end at jeg har nok hørt og seet Folk fare med Sligt; men jeg har aldrig brugt det. Det er nu altid ikke bedre at sige, end det er: jeg veed nok, hun Mor havde for sig noget; men jeg har aldrig troet paa noget Sligt. Men det er nok rart med det: jeg har nok hørt det skal være sandt, at naar En nyser, mens En sidder under en Ko og melker, saa skal der spørges, at Nogen dør, før En faar ædt op den Melken. – Der blev naturligvis gjort Bemærkninger hertil, og under Samtalen fik Konen Nons-Maden færdig. Vi spiste. Og under Maaltidet var Overtroen fremdeles Gjenstanden for vore Samtaler. Strax efter vilde jeg optegne Et og Andet, som var blevet omtalt. Jeg stod i Begreb med at skrive, var kun en Stund uens med mig selv om, hvad jeg skulde begynde med. Imens sprang et Barn frem og tilbage paa Gulvet. Jeg havde alt fattet Beslutningen og vilde begynde; men i det samme begyndte Barnet at skrige og græde meget. Jeg saa i Et væk op med Pennen i Haanden, og glemte, hvad jeg havde tænkt paa; Barnet havde stødt sig paa Panden mod en Stol; Moderen tog det i Hast og gik hen til Skabet, med følgende Ord til den Lille: „Aa Stakar den, som liden er, da; nu faar du tie; vi skal tage en Kniv og stryge dig med, saa blir det godt at trast.“ Hun tog Kniven, strøg over Barnets Pande tre Gange og spyttede paa Gulvet mellem hver Gang. „Nu skal det blive godt at.“ Saa satte hun Barnet paa Gulvet med de Ord: „Nu faar du tie.“ – Jo, Barnet tagnede. Jeg kunde ikke bare mig, men maatte le. De saa lidt forundret paa mig. Jeg fortalte, hvad jeg lo over, og lagde til: „Jeg tabte Et, men fandt et Andet igjen.“ De forstod mig ikke rigtig endnu, førend jeg fik fortalt, hvorledes jeg glemte det, jeg havde tænkt at skrive, men fik noget Andet istedet, da Moderen strøg Barnet med Kniven og spyttede. Men da skulde du høre, hvilken Latter der blev, af dem allesammen!
Jeg: Nu skal dette blive det første jeg skriver.
Men Moderen tog Ordet høit og sagde: Nei hvad, er nu dette ogsaa Overtro? Det havde jeg ikke troet.
Manden: Nu forgik du dig stygt, nu; du sagde, at du aldrig havde gjort sligt, og nu brugte du det i det samme.
Skolemesteren: Ja, saaledes er det nok med Mere og Flere. Det er ikke faldet dem ind, at der skulde være noget Galt i det. Saaledes sker det, at man gjør Skrøbeligheds-Synd uden Villie og Vidende. Men man skulde aflade dermed, naar man bliver advaret af Guds Ord; thi naar vi høre Ordet, er det det samme, som om Gud stod hos og advarede, hvad han ogsaa virkelig gjør.
Nu opregnes i Dagbogen en Del overtroiske Lærdomme og Forsigtigheds-Regler, som vare almindelig gjængs indtil for et Snes Aar siden og endnu for en Del overholdes, helst af ældre Folk.
1. Blandt andre Ting fra Kirken bruges[5] ogsaa Døbefadet. Der haves kogende Vand i, og nøgen maa den Syge sidde eller staa derover, med Klæder bredte over sig saaledes„ at Dampen trækker om Kroppen.
2. Viet Kirkevin bruges ogsaa i mange Tilfælde,
3. Den Syge kan stryges med Haanden af et Lig eller med Ligklæderne. Naar Lagener skulle lægges paa Lig, har man stundom klippet Faldene af, knyttet dem for en Stund om Ligets Arme eller Ben og saa taget dem af igjen og gjemt dem under Navn af Lig-Fald; i Sygdoms-Tilfælde tændes de i Ilden for at røge om den Syge.
4. For hastig paakommet Lamhed eller Værk, som ofte kaldes Dødmands-Greb, stryges med et Dødningeben. Er dette hentet fra Kirkegaarden, bør det helst bringes tilbage inden Aften; kan ikke det ske, maa der lægges noget Staal istedet. Men ofte bringes den Syge hen til Kirkegaarden for der at stryges. Forretningen maa udføres af en Ubeslægtet, En, som er vant til at omgaaes med deslige Ting.
5. Hist og her i Bygden findes visse Ting, saasom Knive, Økser, Lysestager, store stygge Birke-Knubber o. s. v., om hvilke der gaar Sagn, at Mennesker ere blevne dræbte med dem; de ligge ubrugte og forvares fast som Afguder. De bruges kun i Sygdoms Tilfælde, til at stryge med.
6. Har Nogen sovet paa et ubeboet Sted, i Skov eller Mark, og er han bleven syg derefter, saa heder det, at han har ligget de „Usynlige“ eller underjordiske for nær. Han maa da igjen hen til det samme Sted for at „forbede sig.“ Hvem bede de da til – spørger Skolemesteren.
7. Hjælper ikke noget af dette, saa maa den Syge henvende sig til nogen af disse kloge Mænd eller Kvinder, hvis Kunst kaldes Aatgjær, at gjøre aat. Bedst er det sagtens, at den Syge henter Doktoren til sig eller selv gaar til ham; men han kan ogsaa lade en Anden gaa i sit Sted, thi selv paa Frastand kan den Kyndige forstaa og raade Sygdommen. Gaar Nogen Bud for den Syge, saa bringer han med noget Brændevin, Smør, Salt eller lignende, hvori Lægekraften (Spyttet) skal lægges; dette overbragte Middel maa dog ikke leveres fra Haand til Haand, men lægges ned paa et eller andet Sted, hvor Doktoren ligesom kan finde det. Under Tilberedelsen af Lægemidlet kan Doktoren sees at stirre forundret paa det, ryste paa Hovedet, mumlende og talende om den Syges daarlige Tilstand. Stundom gaar han ind i et Værelse for sig selv, som for at bede i sit Lønkammer. Men hvad ser han vel, og hvad Bøn mon han heder? Endelig giver han Befaling om, hvordan Lægemiddelet skal bruges, men ofte med det Tillæg: „det havde været bedre, om Du havde kommet, mens jeg var fastende – – men gjælder det paa, saa faar Du komme att.“ – En, som ikke var stærk i Troen paa dette, skulde gaa for en Syg med en Brændevinsflaske til en klog Mand; paa Veien sandt han modne Bær og blev heftende for længe; saa gik han lige hjem til den Syge og sagde, at det gik brav. Middelet blev nu brugt, som om det skulde være tilberedet af Under-Doktoren, og den Syge blev strax bedre og kom sig lidt efter lidt. – I et andet Tilfælde blev der sendt Bud til en Aatgjærsmand for et sygt Barn; Manden var ikke hjemme, Budet kom tilbage med uforrettet Sag, og Barnet kom sig alligevel.
8. Naar en Hest ruller sig for Stuedøren, er En feig[6] derinde.
9. Ligge to Straa eller Stikker i Kors paa Gulvet, skal En snart spørges død. Er det øverste Straa det længste, gjælder det en Mandsperson; er Korset lidet, gjælder det et Barn.
10. Kommer Haren springende nær Huset, eller hvis Hakkespetten hakker paa Væggen, saa er en i Huset feig.
11. Det varsler Død, naar Nogen uforvarende kommer til at bryde et rundt Hul gjennem et Fladbrød, ligesaa naar En indenfor og En udenfor paa samme Tid tager i Dørklinken for at lukke op.
12. Ligesaa naar et lidet Barn af sig selv finder paa at iføre sig hvide Klæder om Hovedet („bue sig“).
13. Ligesaa naar man nyser efter endt Arbeide.
14. Saalænge Liget er hjemme, skal der uafbrudt ligge en Psalmebog paa Kisten og ligesaa noget Staal, helst en Skjære (Saks.)
15. Naar Ligfølget kommer til Kirkegaarden, spændes Lighesten bagvendt, med Hovedet mod Slæden, indtil Liget er begravet.
16. For at trøste de bedrøvede Gjenlevende, sige de, som bar Liget – og det lader til, at de tro det selv –, at strax de kom ind paa Kirkegaarden, blev Liget saa tungt. Meningen er, at de hellige Engle, som svæve om paa Kirkegaarden lægge sig paa den Døde og annamme ham. Men, spørger Skolemesteren, mon saadanne Aander ere tunge?
17. Ikke skjære sine Negle om Fredagen. Kniven, som er brugt til Neglene, maa der spikkes dygtig med, før den gjemmes bort.
18. Sopelimer, Klaver og deslige Redskaber mærkes med Kors, som skjæres i Træet, og vigsles over Ilden – saa ere de færdige.
19. Læg aldrig Knive eller Sakse i et Fad; thi Ordsprogene siger: „Man skal tage saasnart Kniven af Fad som Barnet af Ilden.“
20. Vægt og Alen maa aldrig lægges paa Sengen; thi det skal foraarsage Trætte mellem Mand og Kone.
21. Rør heller ikke under Gryden med Skaftet af Tvoren; thi deraf kommer Had imellem Kreaturene.
22. Ser frugtsommelig Kvinde Harens Mund, bliver Barnet haremyndt; skjævøiet kan det blive, hvis hun stiger over Skjæker.
23. Naar Væven skal klippes ned, maa Ingen gaa ind eller ud gjennem Døren – han kunde ellers faa Fald. Derfor maa Døren lægges i Laas, eller En maa staa og holde paa den. Den, som klipper Væven ned, maa først tage Varme-Glo i en Skjære og viglsle om Revene, derpaa selv gaa først ud igjennem Døren, bære Gloen ud og slukke den. – Ved saadannne Leiligheder har mangen En maattet staa længe udenfor Døren og vente.
24. Paa Thorsdag Aften maa ikke spindes. Det er gammelt Sagn, at en Kvinde, som havde spundet den Aften, maatte se, at Rokken gik af sig selv hele Natten efter. Det troes ogsaa, at de Baand, som Jesus blev bunden med, vare svundne Thorsdag Aften.
25. Før Maltet kommer i Brygge-Karet, maa dette vigsles vel, saaledes at Ilden berører Karets Bund.
26. Naar Ølet er i Gjæring, maa der paa Laaget ligge en Saks og lidt Salt. Og Ingen, som sidder, allermindst, hvis han sidder paa Stabben og med Fødderne i Peisen, maa smage paa eller drikke af Øl, som endnu er i Gjæring; han maa reise sig først paa det at ogsaa Øiet skal reise sig bedre eller tage rask Gjæring.
27. Paa Solhvervsdage maa ikke brygges; Rosten i Bryggestetten vilde da dreie sig og blive bortskjæmt. Paa de Dage maa fremdeles ikke bages, hellerikke forrettes noget Slags Arbeide, hvorved Noget skal dreies omkring.
28. Navn ikke Koens Navn om Aftenen, mindst strax efter at den bar baaret.
29. I Meldrikken til den Ko, som har baaret, skal man have Ild med Aske, som er taget fra Gruen tre Gange, samt noget gammelt Arvegods af Staal, saasom en Kniv eller Saks. Kniven sættes ogsaa fast i en Aas i Fæhuset, over Koen.
30. Mælker Koen Blod, troes det bevirket ved et Menneskes Avind. Ligesaa om Kalven ikke vil trives og leve.
31. Naar Koen skal ud om Vaaren eller til Sæters, maa den mærkes med Tjærekors, paa Panden, Korsbenet og Juret.
32. Man bor ikke flytte til Sæters paa en Onsdag, og endnu mindre paa en Fredag. Naar der skulde reises, brugte de Gamle at lægge noget gammelt Jern, helst Arvegods, saasom en Skjæring (Grydekrog), i det nærmeste Grindeled, saaledes at alle Kreature maatte stige derover. Kobjelden skulde heller ikke lyde den Dag, hvorfor Klaven blev vreden saa at Bjælden kom til at ligge ovenpaa Halsen.
33. Ved Ankomsten til Sæteren pleiede de gamle Budeier at tage lidt Muld udenfor Sæterdøren og blande med Salt forat give Kreaturene; var der flere Sæterboliger i Nærheden, som endnu ikke vare tilflyttede, saa kunde Budeien ogsaa snige sig hen og tage noget Muld derfra.
34. Den forsigtige Sæter-Budeie maa ikke overlade Ild til Andre. Dette gjælder især paa Flytningsdagene; den Nabo-Budeie, som da kan mangle Ild, maa kun faa laane Fyrtøiet.
35. Bliver et Kreatur halt, saa skal man blandt Andet skjære løs den Græstorve, som Dyret staar paa med det syge Ben, tage den helt op og fæste den paa en Skigardsstaur høit i Veiret.
36. Træffer Ulykke med Kreaturene, saa er nok En Skyld deri, helst den, som man veed har spurgt efter Dyrets Navn. I saadant Tilfælde tyer man til En, som kan gjøre aat for Saadant ved at læse i Salt. Saadanne kloge Folk vide ogsaa at se paa Saltet, hvorfra Ulykken er kommen, ja ogsaa hvad Ulykke der kan forestaa. – Disse Personer blive godt beværtede, kan Du tro; men gjør ikke nogen af dem vred paa Dig, ellers saa – –.
Folkedigtning og Folketro, eller det hele Sammenhæng af Kjæmpeviser og Stev, Børne-Eventyr, Sagn, Huldre-Snak og Spøgelsefrygt og Overtro – har ogsaa hos os tildraget sig megen Opmærksomhed i den sidste Menneske-Alder. En stor Del af hvad Landet har eiet af Smag og Aandrighed og videnskabelig Sands har været ofret herpaa; ja det er kommet dertil, at saadanne Værdigheder som Universitetet og Regjeringen have bevilget Penge til Reiser for at faa samlet disse Eventyr, der dog i gamle Dage bleve betragtede som lutter Tant. En Beskrivelse om, hvordan dette er gaaet til, kunde gjøres til en særskilt Opsats i Folkevennen. Skulde jeg prøve derpaa, saa maatte jeg begynde med saadan Sammenligning mellem Før og Nu: i forrige Aarhundrede, da Strøm og Wilse og Wille og de mange Andre skrev om Norge, var det mest Landets Stene og Urter og Dyr, de tænkte paa; nu derimod sees Kunstnere og Digtere og Videnskabsmænd med anstrængt Hu at studere selve Folkets Liv, hvordan den simple Mand lever og lider, hvad han tænker og digter. Men en af Begyndelserne til dette Omslag var netop dette, at for et godt Snes Aar siden et Par begavede unge Forfattere vovede at tilstaa for sig selv og Andre, at de syntes saa godt om Almuens Eventyr: de bleve aldrig trætte af at høre dem, og med sit øvede Øre opdagede de i dem altid mere og mere af Beundringsværdigt og Skjønt. Og disse vore Forfattere vare sikkerlig igjen paavirkede af et Brødre-Par i Tydskland, i hvem de selv erkjende Ophavsmændene til dette livlige Studium i hele Nord-Europa: Jakob Grimm, som jeg har berømmet ovenfor, og hans Broder Vilhelm. Efter disses Exempel ere de gamle Eventyr og Sagn blevne opsamlede og beskrevne med stor Flid, i Tydskland, Holland, Danmark, Sverige, Norge, England, Skotland, kort hos alle disse stammebeslægtede saakaldte germaniske Folkeslag, som netop formedelst deres Stammeslægtskab eller fælles Oprindelse fra Begyndelsen af have havt og tildels endnu have bevaret en fælles Skat af Oldtids Digt og Tro. Vore norske Samlinger af Eventyr og Kjæmpeviser og Sagn danne altsaa et Led i en stor Række. Men Jakob Grimm, den ypperste Kjender, siger etsteds[7], at den norske Eventyr-Bog, af Asbjørnsen og Moe, udmærker sig blandt mangfoldige lignende formedelst dens Friskhed og Fylde, og nu iaar har man seet af Aviserne, at samme Bog er oversat paa Engelsk, og at Englændere læse om vor Gudbrand i Lien og Kari Træstak og Askeladden, som kapaad med Troldet – læse om dem med bevæget Sind, som naar Mænd, der længe have været tyngede af Livets Alvor, pludselig oplives ved et Glimt fra de halvglemte Barndomsdage.
Men det er ikke alle Mennesker i vort eget Land, som synes om, at disse gamle Historier blive opfriskede og bevarede fra Forglemmelse. Her er stridige Meninger. Jeg har fortalt lidt om Tænkemaaden og Deltagelsen paa den ene Side; jeg skal fortælle et Exempel fra den anden Side.
Det er især Kvinderne i Christiansands Stifts Fjeldbygder, som med saa beundringsværdig Troskab have bevaret disse gamle Digte og Sagn et Aartusinde igjennem. Dette huskede jeg paa, da jeg engang sad i Samtale med en Bondekone i en af de samme Bygder, og jeg spurgte hende efter Eventyr o. s. v. Men hun lod mig tydelig forstaa, at hun ansaa det for uværdigt at tale om Sligt. Jeg tog mig dennegang ikke videre nær af det; thi Saadant var oftere hændt mig før, og jeg lod mig da nøie med den lette Betragtning, at udannede Folk ikke forstaa det bedre, saa deres Mening ikke ere agtende.
Men et Aars Tid efter, i 1857 eller kanske 1858, var den samme Kone med i en Flok, som efter forudgaaet Samraad og fast Beslutning brændte O. Vigs Samling, af „Sange og Rim for det norske Folk.“
Denne Historie vedkommer paa en Maade hele Selskabet for Folke-oplysningens Fremme, og jeg skal fortælle den noget omstændeligt.
Jeg havde som sagt været i hin Bygd. Her hersker en usædvanlig Grad af Urenlighed, Drikfældighed og Fordomsfuldhed, og Synet af dette Uhygge havde ret gjort mig bedrøvet og forstemt. Jeg syntes, jeg havde ikke seet Saadant før. Siden, da jeg havde forladt Bygden, maatte jeg atter og atter tænke paa, hvad der vel kunde forsøges for at hæve Almuen, og blandt Andet kom jeg til at tænke paa, at et lidet Almuebibliothek ialfald ikke skulde skade. Jeg ventede ikke at det skulde føre til Noget, om jeg skrev op til Bygden med en blot og bar Opfordring til Bønderne om at danne en Bogforening; men jeg var saa heldig, at jeg – efter Subskription blandt mine Venner – kunde lægge nogle Dalere i Brevet; nu blev der virkelig ogsaa dannet en Bogforening, ganske efter mit Forslag, med betalende Medlemmer o. s. v., og for hine Dalere kjøbtes, fremdeles efter mit Raad[8], de Skrifter, som vort Selskab havde udgivet, deriblandt da hin Bog af O. Vig. For at Bogforeningen ogsaa kunde erholde de følgende Aargange af vore Skrifter, lod Bestyrelsen sig endelig antegne som Medlem af Selskabet –: ganske saaledes som Bogforeninger og Almue-Bibliotheker pleie. Det var fremdeles ganske efter mit Ønske, at Bestyrelsen bestod af Mænd af selve Almuen, saa de selv frit kunde vælge, hvad Bøger der skulde skaffes o. s. v.
Men snart blev Bestyrelsen og de fleste Medlemmer misfornøiede med Bøgerne fra Folkeoplysnings-Selskabet; Folkevennen blev opsagt, og i Breve fra Sognepræsten fik jeg først en ganske kort, siden paa Anmodning en mere udførlig Beretning om Brændingen.
Denne foregik saa godt som i Præstens Nærværelse. Nogle af Bogforeningens Bestyrere og Medlemmer viste ham nemlig Bogen, talte om den i de stærkest fordømmende Udtryk, og vilde Intet høre, da han søgte at bibringe dem den rette Opfattelse. „Jeg foreslog da – saa lyder Beretningen videre –, hvis Bogen var til saa stor Forargelse, enten at sende den tilbage til Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, eller at sælge den og kjøbe en anden god Bog. Men de erklærede, at de ansaa det for høist urigtigt og for Mangel paa den Kjærlighed, man skylder Næsten, om man lod en i deres Mening saa skadelig Bog komme i Andres Hænder. De gik derfor ud med Bogen og paastod at den skulde opbrændes. Efter kort Tids Forløb kom de triumferende ind og sagde, at den nu var opbrændt, og at (her nævnes 2 Personer, deriblandt hin Kone) udførte denne Handling. Jeg antog det for Spøg og vilde i lang Tid ikke tro det, indtil jeg nu har forvisset mig derom.“ Som Aarsag anføres, at de holde for, at kun Guds Ord bør læses. Hvorfor Uvillien just skulde gaa værst ud over den nævnte ene Bog, det siges ikke; men jeg maa tænke paa den dobbelte Omstændighed, at Bogen indeholder en og anden munter Sang, og at den „har de gamle Sagn saa kjær.“
Denne Brændehistorie er sikkerlig et enestaaende Exempel. Men den samme forkastende, ja fordømmende Mening, som her kom tilsyne angaaende dette Slags Bøger, træffes som bekjendt meget ofte og i vide Kredse.
Det er ganske af samme Slag, som naar der formedelst en senere Tids Iver i hele Bygdelag ikke længer findes en Fele eller Langeleg, som kunde bolde vedlige de gamle nationale Melodier, ialfald saalænge indtil de bleve gjemte i vor Lindemanns Øre og fæstede paa hans Node-Papir.
Det vækker med Rette Opmærksomhed, naar der fra de christiansandske Fjeldbygder fortælles et Eventyr f. Ex. om forvandlede Prindser, som den Kyndige kjender igjen fra tydske og russiske Eventyr, ja fra persiske og indiske Sagn. Og det maa visselig glæde den flittige Forsker, naar det lykkes ham lidt efter lidt at opdage Sammenhæng f. Ex. mellem Nutidens Almue-Sagn om „Aasgaardsreia“ og Oldtidens Gudelære, hvilken ellers troedes glemt. Vi kunne forstaa og dele den Interesse, hvormed Grimm og andre Forskere have anspændt sin Tanke over disse Mærkværdigheder.
Men ogsaa dette synes mig en Mærkværdighed: at de samme Almuesfolk, som have huset disse Sange og Sagn og født dem frem til nu, i den senere Tid og temmelig braat vende sig fra dem, rive dem ud af sin Barm, forvise dem af Huset.
Naar den ene Vægtskaal stiger, maa den anden synke. Men hvorfor skal det være lige saa her? I vor Menneske-Alder er den nedarvede Folkedigtning kommen til Ære hos Folkets dannede Klasse; hvorfor skulde den til samme Tid synke ned under al Agt hos Folkets Almue?
Er dette Sidste simpelthen en Urimelighed, en Tanke uden Grund, en Begivenhed uden Aarsag? Eller mon Tingen for nogen Del skulde have sin Grund i selve Folkedigtningens Beskaffenhed eller i Almuens tilvante Maade at bruge den samme Digtning?
I denne Anledning skal jeg tillade mig anføre nogle Træk. I 1846 var Moe og i 1847 Asbjørnsen paa Reiser i Landet for at samle Folkeviser og Eventyr, og begge traf de til at reise gjennem Leirdalen i Bergens Stift. Deres Rejseberetninger findes trykte i Tidsskriftet Universitets- og Skole-Annaler. „Jeg tager neppe Feil, siger Moe, naar jeg yttrer den Formening, at Leirdalen ikke har noget af Betydenhed at yde Folkepoesiens Samlinger, og at de, der her kunde være at udvinde, for største Delen vilde være neddukkede i saa raa Sandselighed, at de vanskelig lade sig rense og benytte.“ Og Asbjørnsen siger: „De faa Eventyr, jeg hørte under min Reise gjennem Leirdalen, vare overordentlig humoristiske; men de havde almindelig det tilfælles med en Del af Eventyrene fra Valders, at de vare inkarnerede med den krasseste Sandselighed, saa at det er en Umulighed at benytte dem.“ –
Og jeg selv har engang været ude for noget Lignende: i en Bygd, hvor jeg første Gang traf til at høre af Almuesfolk nogle Viser af det Slag, som kaldes Stev, faldt det mig ind at spørge en forstandig Skolemester, om der ogsaa var stygge Stev? ja der var, saa stygge, at de ikke vel kunde fremsiges og høres, men han maatte meddele mig dem ved at skrive dem paa en Lap Papir. Og jeg maa sige, at en saadan udtænkt Liderlighed havde jeg ikke forestillet mig blandt vore Land-Almuer.
Dette er nu en Udartning af de gamle Sanges Vittighed og Munterhed. Den har maaske fundet Sted fra de ældste Tider; men nu for Tiden og i visse Egne kan den have taget Overhaand.
Og en anden Udartning af den gamle Folkedigtning eller en Misbrug, som saa let følger med den, er den praktiske Overtro, de troldomsagtige Øvelser.
Men med dette i Tanke forsøger jeg at sætte mig ind i, hvordan hin Bondekone vel havde det, hun, som svarede mig haanligt, da jeg spurgte efter Stev og Huldre-Sagn, og som var med at brænde O. Vigs „Sange og Rim“: fra Barnsben har hun staaet Sagen nærmere og derfor i visse Maader kjendt den bedre end nogen af os Andre; men i Skjels Aar og Alder og i nidkjær religiøs Stemning har hun maaske faaet Øinene op for et Overmaal af Sandselighedens Uærlighed og af Overtroens Vederstyggelighed i de gamle Sange og Sagn; hvad Under da, at hun ved Siden deraf ikke længer agtede paa eller glædede sig ved de Skjønheds-Træk og Sandheds-Glimt, som dog ogsaa disse hendes Barndoms-Minder monne have baaret i sig? En Overdrivelse vistnok. Men det er ogsaa Overdrivelse, naar Folkedigtningens Beundrere, hvad jeg nu og da synes at spore, ganske overse Udvæxterne og Misbrugene og den menlige Indflydelse paa Oplysningens og Sædelighedens Tilstand blandt Almuen. Overdrivelsen tør være lige stor her og der; Forskjellen er da kun, at Afvigelsen fra den rette Linie gaar paa den ene Side i Øst, paa den anden Side i Vest.
Det gjælder altsaa at skjelne mellem det Ene og det Andet, Art og Udartning, Væxt og Udvæxt, Brug og Misbrug. At efterspore og forfølge hin Folkedigtnings som al anden Digtervirksomheds Udartninger, det vil være et Bidrag til at udjevne og udsone hin Splittelse i Folket, som endogsaa kan slaa op i Lue, saa Nidkjærheden paa den ene Side brænder Begeistringens Skrifter fra den anden Side.
Disse Betragtninger faldt mig ind, da jeg netop stod i Begreb med at meddele nogle Træk fra Guldalen, hvor jeg reiste igjennem i 1857.
I et af Præstegjældene her havde Sognepræsten for faa Aar siden skrevet i sin Kaldsbog saaledes:
„Overtroen er fremdeles almindelig, og der hændte fornylig en Begivenhed i Sogn, der ogsaa i andre Henseender er temmelig charakteristisk. To Husmandskoner havde hver en Ko at malke, men kunde af en meget naturlig Aarsag ikke faa Fløde af Melken. De antog imidlertid, at en Husmandskone i Nærheden havde sat Ondt paa hine Melkekjøer. For at hæve dette tager den ene af de brøstholdne Koners Mænd en Dreng med sig, og begge gaa de hen og melke den formente Troldkvindes Kjøer og give de forheksede Kjøer Melken. Da det Hele bliver opdaget, fordrer naturligvis Troldkvindens Mand Opreisning, som da ogsaa bliver givet baade for Melken og ved gode Ord for deres onde Tanker mod hans Kone; det kommer til Forlig, og Alt skal være tilgivet. Kun dette forbeholder den Fornærmede sig, at han skal have Lov til at kalde de to andre Husmandskoner Sladderkjæringer, saa længe hun lever.“
Det forekommer mig at være et ligesaa interessant som vanskeligt Tankeforsøg: at sætte sig ind i, hvorledes vel disse Mennesker havde det med deres overtroiske Mistænksomhed og ubegribelige Begreber. Men for ialfald at faa en bedre Indsigt i den Folke-Opdragelsens Beskaffenhed og den Bygde-Oplysningens Tilstand, under hvilken saadanne uhyggelige Tilfælde vare mulige, foresatte jeg mig at samle og lægge paa Minde alle de Overtroens Stykker, som jeg kunde komme over i Guldalens Bygdelag.
Og se nu her:
1. Naar Nogen er død, tages Sengehalmen, han laa paa, eller en Del af den, og brændes ude paa fri Mark; Brændingen foregaar, sagde Nogle, helst om Morgenen og gjerne paa Veien, hvor den Døde skal føres til Kirken. Denne Brug er endnu almindelig. Det skjønnes ikke, hvad Betydning der oprindelig har været i den; nu opfattes den kun som et Tegn eller Varsel for Naboer og veifarende Folk, at Døden har gjæstet Gaarden[9].
2. Naar Husmoderen enten giver eller sælger Melk til fremmede Folk, saa er det endnu tildels Brug, at Dallen, som Melken er havt i for at bæres bort, føres tre Gange over Ilden paa Skorstenen (vigsles). Hænger en Gryde over Ilden, saa kan dette ikke vel gjøres; men istedet tages da en Glo og kastes i Melken. Er der ikke Ild paa Skorstenen, saa kan det ogsaa gaa an bare at stikke noget Staal ned i. Hensigten er, at Troldkjæringerne ikke skulle faa nogen Magt til at skade Koen, som Melken kom fra. – Istedet for Ild eller Staal kan man ogsaa kaste en Salt-Klvpe i Melken; thi, som en Kone sagde, Salt er gjort af Sjøen, og Sjøen er vigd (viet). -– Lignende Forsigtigheds-Regler iagttages ogsaa, naar Melk skal bæres ud paa Marken til Gaardens Arbeidsfolk, helst hvis den maa bæres over en Bæk.
3. Naar der skal kjernes kastes en Glo over Strokken, eller der fæstes en Kniv i Gjorden, før Fløden haves i.
4. I den Bøtte med varm Melrøre, som Koen pleier faa strax efter Kalvningen, bruger man endnu at kaste en Glo samt lægge en Hammer eller Hovtang. Naar Bøtten bæres ud over Gaardsrummet til Fjøset, dækkes den til med et Aaklæde eller – som Nogle holdt for at være rettere – med et Klædningsstykke af en Mandsperson, en Trøie, en Bukse, et Fang-Skind. Der bør ogsaa fæstes en Kniv eller lægges noget andet Staal i Baasen hos Koen[10].
5. Det Vand som Spæd-Barnet er vasket i, maa ikke slaaes ud, før man har havt i Lys (Glo som er kastet i). Er Barnet vasket om Aftenen, tør Vandet ikke slaaes ud før om Morgenen. Barnets Excrementer bør ikke kastes ud, men brændes op, og det paa Skorstenen, som Moderen sidder ved med Barnet. – Man bruger ligeledes at kaste en Glo i Voxnes Vaske- og Barbervand, før det slaaes ud.
6. „Det Andre“, som følger med Fosteret (Efterbyrden), bliver af Barselkvinden selv stukket igjennem med en Kniv og derefter af Gjordemoderen brændt op. Hvis ikke, vilde deraf avles det Trold Utbor, som kan gjøre sig lidet og stort, synligt og usynligt, skriger fælt og fornemmelig lægger sig efter Moderen for at tyne hende. Dette lod til at være en temmelig almindelig og fast Tro endnu. Der fortaltes mig om nogle Skyttere, som for ikke lang Tid siden havde hørt Utboren ved en Tjørn, langt henne i Marken; det var ved Midnat, og det skreg stygt; Tanken var, at vel en Sæterpige, engang i Tiden havde født der og ladet Barnet ligge.
7. Negle-Skav maa brændes; man maatte ellers samle det sammen igjen paa Dommedag. Haar, som klippes af, man ogsaa brændes; man vilde blive syg, om det kom ud paa Marken. Den Tand, som Barnet har fældet, kaster det i Ilden, idet det spytter tre Gange og siger: Mus, Mus, der har Du en Bentand – giv mig en Guldtand at.
8. Har der været stygge Fanter inde i Stuen, kastes en Ildebrand ud igjennem Døren efter dem. Den, jeg hørte dette Stykke af, havde dog ikke selv seet det.
9. Naar en Ko er skjænket eller kjøbt fra et fremmed Sted, saa skal man syne den Lyset (holde Ild foran Øinene), paa det at den ikke skal traa eller søge tilbage til sit forrige Hjem Naar en kjøbt Hest kommer til Gaarden, ledes den ind i Stuen, fremfor Ilden paa Skorstenen, rimeligvis i samme Hensigt.
10. Pintse-Aften bruges eller har det været brugt at brænde „Pintse-Røg“, af gamle Tjære-Tønder, Ener, Tyri o. s. v., oppe paa Høider. Derimod har det her ikke været i Brug at brænde St.-Hans-Ild.
11. Naar man tager Ved af ni Slags Løvtræer og brænder St.-Hans-Nat paa en Korsvei., hvor ikke Lig har faret, saa kan man faa se Troldkjæringerne, som paa den Tid pleie være samlede der og ved det Lys blive synbare.
12. Før brugte man ellers at:skyde St.-Hans-Nat for at skræmme Tusserne bort fra Steder, hvor man frygtede Ondt af dem. Ligesaa blev der skudt over Fæhusene, naar Kreaturene vare syge. At skyde over Brudefølger har ogsaa til Hensigt at forjage Troldskab og Ulykke.
13. Paa de fleste Gaarde, som En sagde, eller paa enkelte Rum, som en Anden udtrykte sig, bruger man endnu om Juleaften at sætte en Øx over Fæhus- og Stald-Døren eller en Kniv paa Indsiden af Døren. Før i Tiden brugte man derhos at sætte et Kridt-Kors paa alle de andre Døre og desuden Træ-Kors (af smaa Træpinder) ved Brønden eller Vandingsbækken, paa Gjødselstedet ved Fæhuset og paa de udkjørte Gjødseldunger paa Ageren. Ligesaa Kors i det Kornbaand, som sættes op til Fuglene. Denne Brug med Trækors kan tildels sees endnu.
14. Julasten bør man ikke gaa ud alene. Heller ikke bør Nogen ligge i Fjøset Jule-Natten. Tjenere og Andre, som ellers have sit Natteleie her, ligge inde i Stuen da, ligesaa de nærmeste tre fire Nætter. Saa næsten paa alle Gaarde endnu.
15. Julaften lægges i Skorstenen en liden Salt-Hob, med et Trækors i. Næste Morgen bliver det af Varme stivnede Salt gnedet sund og givet Kjøerne. – Naar Bjelden skal hænges paa Bjeldekoen, fyldes den med Salt, som derefter gives Koen.
16. Kniv eller Ske, som falder ned fra Bordet Julaften, maa ikke tages op før Morgenen.
17. Naar Sauen skal klippes, lader man den først slikke paa Saksen. Naar den slippes, siger man: Gak snau, kom at løen!
18. Der slaaes Kors for Hoven, naar den er skoet.
19. Naar Kreaturene sendes til Sæters, sættes Tjære-Kors paa dem.
20. Paa en ny Sopelime skjæres Kors, at ikke Troldkjæringer skulle tage dem at ride paa.
21. Det udøbte Barn har Staal og Psalmebog i Vuggen og en Sølvskilling indsyet i Skjorten. Naar det bringes til Daaben, sættes en Kniv i Stokken over Døren, indenfor eller udenfor, til Barnet kommer tilbage. Ligesaa lægges Psalmebogen under den Tid paa Hylden eller Listen over Døren.
22. Naar Barnet er svøbt, puttes et Stykke Fladbrød ind under Bindet, ved Brystet; thi Brødet er „Guds-Laan“ og skal skræmme Tusserne bort. (Sml. S. 266, L. 8).
23. Naar Moderen ser Barnet gispe, slaar hun Kors over Munden og siger: Jesu Navn.
24. Barsel-Konen maa have Staal paa sig, naar hun gaar ud, saalænge hun ikke har været i Kirke.
25. „Dverg-Smie“ kaldes gammelt Jerntøi, som man i Fortiden tillagde Lægekræfter mod visse Sygdomme.
26. Vaaben, som man veed at Folk ere blevne dræbte med, bruges til at kurere Gevæxter. Disse behøve kun at stryges med dem. Man nævnte mig et Par Gaarde, hvor en Kniv og et gammelt Sværd længe have gaaet i Laan vidt og bredt, for saadant Brug. Og en gammel hæderværdig Mand, som havde været med i Krigen og deltaget i en blodig Kamp, hvor han rimeligvis fældede Folk, fortalte mig selv, at han ofte faar Anmodning om at berøre Gevæxter og lignende Legemsbræk med sin Haand – denne tilskrives samme Kraft som hine Vaaben.
27. Man har brugt at skyde over sygt Folk, for at skræmme Tusserne bort, som forvolde Sygdommen.
28. For den Syge skal der være mere Styrkelse i fremmed (tilsendt) Mad end i Husets egen.
29. Har man Værkebyld, saa kan man lægge en Klud paa og derefter kaste den ud, for at Fuglene skulle hakke efter den og faa Bylden paa sig, hvorved Mennesket bliver befriet for den.
30. I mange Sygdoms-Tilfælde søges ellers Hjælp hos en eller anden klog Mand („Ronekall“) eller Kvinde, som farer med Aatgjær eller forstaar den Kunst at gjøre aat for Sygdom (gjøre godt igjen, helbrede). Kunsten bestaar mest i Læsnad. Der læses f. Ex. i Brændevin for Folk, i Tjære for Kreature.
31. Det er gaaet mere af Brug at benytte Kirkens Ting som Helbredelses-Midler, saasom naar man for et Barn, som havde den engelske Syge, trak et af dets Klædningsstykker igjennem Messeskjorten.
32. Visse Sygdomme i.Fjøset, saasom at Koen melker Blod, holdes tildels for at være bevirket ved ondt Folk, og kloge Koner kjøbes til at sende det tilbage.
33. Bruden skal flytte til sit nye Hjem i Veksand, ikke i Tværand (i Ny og ikke i Næ). Flytningen foregaar før Brylluppet.
34. Naar hun kommer med Brudefølget fra Kirken, skal hun skyndsomt løse op Sælepinden eller Sadelgjorden, paa det at hun som Barselkvinde skal faa en let Forløsning.
35. Under Konens Svangerskab maa man ikke skjæfte Øx eller lignende Redskab inde i Stuen, hvor hun er. Skaftet kan passes til inde; men man maa gaa udenfor Døren og sætte det fast.
36 Naar Forløsningen forestaar, løses alle Knuder, som kunne findes i Huset, paa Folkets Klæder o. s. v.
37. Lader Forløsningen til at blive besværlig, saa er der det Raad, at Manden gaar ud i Gaarden og hugger itu en Slæde, Plov eller lignende sammensat Redskab.
38. Den gamle Skik at holde „Vakstue“ den sidste Nat, et Lig laa i Huset (Naboerne kom sammen og vaagede med Lys og Sang) er afskaffet. Derimod er det brugeligt endnu, at de to Lys, som pleie brænde paa Kisten under Afskeds-Psalmen inde i Stuen, bæres ud foran Kisten og slukkes først paa Gaarden[11]. Lysene gives siden til Kirken.
39. Naar Liget er kjørt frem til Kirkegaarden, er det ellers brugeligt at spænde Hesten fra og føre den tre Gange omkring Kjærren, før Kisten løftes af.
40. Nogle tage „Me“ eller Varsel af, hvilket af de to Lys først brænder ud, der staa paa Bryllupsbordet lige foran Brude-Parret – den af de To, som sidder nærmest, skal dø først.
41. Naar man sidder til Bords Julaften, sees paa Væggen Skyggen af den, der er feig, kun til Akslen, uden Hoved – sige Nogle.
42. I ældre Tider mere end nu varslede det godt Aar, naar man Juledags Morgen fandt nogle Bygkorn under Bordet. Det ventedes, at et Væsen, som var kjendt under Navnet Jul-Svenden, vilde bringe dem, og der gjordes istand et Slags Leie for ham i Høisædet, hvor han kunde hvile Natten over.
43. Naar man begiver sig paa Reise, er det et godt Me at træffe en Mandsperson først; det varsler altid ilde, om man møder et Kvindfolk uden Forklæde.
44. Naar En reiser fra Huset, maa man altid “se efter“ ham (aabne Døren, som han har lukket efter sig, og ledsage ham ud), for at han skal komme vel hjem igjen.
45. Ligesaa naar Manden har belavet sig paa Reise, har Konen at passe, at hun ikke feier Gulvet, før han kan antages at have passeret det første Hvilested. Der var en Mand, som havde glemt Noget og kom tilbage, men saa fandt han Konen i Arbeide med at feie Gulvet, og sagde: Det seer ligere ud til, at Du er lige glad, enten jeg kommer at eller ikke.
46. Naar Bonden havde begyndt at saa, ragede han ikke Skjægget, før al Sæden var lagt. Om han ellers gik med Luve, maatte han have Hat paa, den Stund han saaede Flad-Næperne.
47. Vil man have god Ludefisk Jul-Kvelden, maa Luden være forsvarlig stærk; men skal den det blive, maa man tirre Kokken, saa hun bliver dygtig arrig[12].
48. Negle bør aldrig skjæres om Kvelden, og er det Kart-Negle, saa bør de skjæres midt paa Messemundet eller den Stund, da Gudstjenesten i Kirken holdes.
49. Naar man vasker Hovedet, maa man ikke vende sig mod Nord, paa det at Djævelen ikke skal faa Magt over En.
50. Der maa ikke spindes Thorsdags Kveld, efter at Koen er stelt.
51. Naar et Kreatur sælges fra Gaarden, tages af nogle Haar for at lægges igjen i Rummet (Baasen, Stalden o. s. v.), at man ikke skal sælge fra sig Lykken.
52. Det Søm, som har saaret Hestens Hov, saa den bløder, tages ud og slaaes ind i en Væg – saa skal ikke Hesten blive halt.
53. Tusserne flette Manen paa den Hest, som de have kastet sin Elsk paa, og saadan Tusse-Flette skal man hverken skjære af eller prøve at løse op. – Virkelig sees undertiden Hænge-Manen ganske besynderlig sammenturvet, og da jeg engang fik se en slig Flette og prøvede paa at løse den, kom Hestens Eier ganske betænkelig og bød mig at lade det være.
54. Den „Siger-Luve,“ som En og Anden siges at være født med, skal forvares mellem Tyristikker. Naar der kommer Varme løs og Eiermanden gaar rundt Huset med Luven paa Hovedet, saa kommer ikke Ilden videre.
55. Ildstegn sees nok her som paa Søndmøre[13]; men det betragtes ikke just som noget Varsel om forestaaende Ildsvaade, og man tænker ikke at afvende Ulykken ved Gaver. Gave ydes ellers til hver Betler; af de Afdødes Klæder gives stadig til Fattigfolk, enten enkelte Plag eller en hel Klædning; ved Barselkoners og Syges Helbredelse gives ogsaa Gaver – som et Tak-Offer.
Til alle disse enkelte Sætninger og Regler skal jeg endnu føie den almindelige Bemærkning, at saa vidt jeg opfattede Forholdet, saa vare de herskende Forestillinger om den gamle Folketroes Aandevæsener yderlig fattige; den mangfoldige Slægt af Jutuler, Huldrer, Nisser, Nøkker o. s. v. synes her at være smeltet sammen under det utydelige Begreb af Tusser, og kun sjelden fremtraadte disse i Fortællingerne paa nogen ret kjendelig Maade, med anskuelig Personlighed og udpræget Charakter. Men derfor var det mig ogsaa, som om Poesien var duftet bort af de gamle Sagn og kun en ængstelig Spøgelsefrygt var tilbage[14].
Udtrykkelig bør jeg dog forklare, at adskillige af de Spøgelsefrygtens Paafund, som jeg har anført, nu for Tiden nok bare er at betragte som gamle Erindringer, og der er vel allerede i hver Bygd en stor Del af Almuen, som har hævet sig over det hele Væsen. At angive, i hvad Udstrækning Overtroen monne herske i et Bygdelag, er saa meget vanskeligere, som jeg lagde Mærke til adskillig Ulighed i de enkelte Sogne. Ja i et og samme Sogn kan der være en Grænd, hvor det gamle Væsen endnu hænger mere i, og en anden, hvis Beboere endogsaa kunne gjøre sig lystige over Naboers Enfoldighed i dette Stykke.
Men midt i selve Guldalen, ti Skridt fra Kongeveien, ligger et Hus, hvor jeg ret blev baade forundret og harm over den Skade, som Overtroen dog endnu kan volde. Ganske tilfældig kom jeg ind og fandt Manden syg og elendig, gaaende med to Krykker eller Stave. Hvad feilede ham? Jo, Skade i Knæet. Den var paakommet ham for et halvt Aar siden. Han gik hjem fra Bryllup og faldt; han havde ikke drukket meget, og det var ikke stort, han stødte sig; men om Natten tog Værken ham saaledes, at det var greit at skjønne, at det maatte være sendt af ondt Folk. Der skikkedes da Bud til Madam – – paa Kalvskindet ved Throndhjem, som kan gjøre aat for Sligt, og fra hende fik han en Flaske med Vand til at smøre Knæet, og derhos den Besked, at det ikke vilde blive godt før om fem Uger. Der var altsaa ikke andet at gjøre end at følge hendes Raad og være taalmodig. Det blev heller ikke godt før om fem Uger – og ikke da heller. Nu reiste han til den i det Nordenfjeldske meget bekjendte „Ledsætter“ paa Garbjerget i Rennebo; her blev det betragtet, som at Foden var kommet af Led, og den blev da sat i Led igjen, øieblikkelig og uden mindste Smerte. Men paa Hjemreisen var vel Ledet kommet i Ulag igjen, og nu gik Manden som Krøbling. „Hvorfor søgte Du ikke Hjælp hos Doktoren, som bor meget nærmere end baade Madammen og Ledsætteren?“ „Nei, Doktorerne forstaa ikke Sligt“ (med andre Ord, om jeg forstod det ret: naar Sygdom er paaført paa, overnaturlig Maade, saa maa den tages bort paa samme Maade). – En virkelig Læge skulde maaske hjulpet Manden til Førlighed i kort Tid – nu skal han kanske være Krøbling al sin Levedag. Jeg talte med ham herom; men det var, som om mine Grunde gik i Øst og hans Betragtninger i Vest. Det var pinligt – saa meget mere, som Alting i Stuen sagde mig, at den Mand høilig kunde behøve alle sine Lemmer for at arbeide til Føde for Kone og Børn.
Se, nu har jeg i stor Simpelhed meddelt noget om Overtro i et af vore Bygdelag. Min Fremstilling stikker meget af mod de smagfulde og lærde Bøger, som jeg ovenfor har omtalt og berømmet, og der var kanske ikke Mange, som vilde bekvemmet sig til at skrive offentlig om Sagen, naar de ikke kunde gjøre det bedre; men allerede i min første Opsats om Overtroen, Side 378, sagde jeg, at jeg kun tænkte paa at meddele Et og Andet, nu om en, nu om en anden Side af Sagen, for dermed at vække til Eftertanke[15].
Hvad jeg idag har tilladt mig at meddele kan nærmest tjene som en Prøve paa, hvorledes det gaar til med saadanne Undersøgelser: det gjælder at lægge vel Mærke selv til Smaating, at samle ind den ene Smaating efter den anden, til det bliver en stor Hob, og saa sammenligne det Ene med det Andet og gjennemtænke den hele Mangfoldighed.
Nu kan Enhver gjøre det efter, nemlig efter Exemplet fra Valders og fra Guldalen skrive op alt; hvad han kan komme i Hu af Sagn og Digt i den Bygd, hvor han hører hjemme. Saadan Øvelse kunde maaske interessere nogle af dem, som jeg altid maa ønske som Folkevennens Læsere, Skolemestere og ellers unge Mennesker af Almuestanden. Og til dem vil jeg nu fremkomme med en Bøn, som jeg tildels har havt i Tanke, medens jeg skrev disse Blade: Kunde nogle af Eder spendere nogle Fristunder, saa skriv slige Optegnelser og send mig dem! De Stykker, som I finde overensstemmende med de her anførte, kunne for Kortheds Skyld betegnes bare med Henvisning til mine Nummere; men ellers er Udførlighed i saadanne Sager en Dyd, saa I bør tage med baade Rubb og Stubb.
Det er ikke min Mening, at jeg vilde opfylde Folkevennen med for meget af dette Slag; det er heller ikke min Mening at give noget egentligt Løfte om, at de skriftlige Meddelelser, som efter denne min Opfordring monne blive mig tilstillede, virkelig af mig skulle vorde benyttede til Udarbeidelse af et særskilt Værk om Overtro i Landet. Det er altfor uvist, om jeg kan faa Leilighed til at fordybe mig i de Studier. Men det skulde dog sikkerlig paa en eller anden Maade komme til Nytte, om jeg fik samlet saadanne Optegnelser. Jeg skal i den Anledning blot sige, at der er iblandt os en ung, men allerede vel kjendt Forfatter, som ret tegner til at blive en Videnskabsmand af samme grundige Slag som Jakob Grimm: han har blandt Andet med stort Held beskjæftiget sig med at samle og studere de gamle Kjæmpeviser, og han har for nogen Tid siden yttret for mig netop det Ønske, at der gjennem Folkevennen maatte udgaa Opfordring om at optegne og indsende alt muligt af gamle Viser og Sagn – før de glemmes ganske. Han nævnte ogsaa udtrykkelig Overtroens Erindringer, ligesaa Beskrivelse af Børne-Lege og allehaande Folkeskikke, som paa nogen Maade kunne skjønnes at staa i Forbindelse med den gamle Folkedigtning[16].
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Naud er den gamle Skrivebrug, Nau den nuværende Talebrug.
- ↑ Se Side 379.
- ↑ Side 378.
- ↑ Rae, d. e. bestandig, altid.
- ↑ Eller vel rettere: brugtes. Men for Kortheds Skyld fremsættes Reglerne uden Hensyn til, om de nu i de allersidste Aar monne være aflagte eller ei.
- ↑ Feig kaldes den, som Døden er nær.
- ↑ I Fortalen til hans førnævnte Bog.
- ↑ Saadant Raad kunde jeg saa godt give dengang, i 1856, saasom jeg da ikke havde med Selskabets Bestyrelse eller Folkevennens Redaktion at gjøre.
- ↑ En gammel Mand sagde, at man egentlig kun brændte den Del af Senge-Halmen, som blev lagt under Liget, naar det vaskedes. Isaafald kan den oprindelige Tanke have været, at tilintetgjøre det Affald af selve Liget, som monne være kommet i Halmen, ligesom man brænder Negle-Skav og har Varmeglo i det brugte Vaskevand, se nedenfor under No. 5 og 7. Sammenlign ellers No. 38, Anm.
- ↑ Ganske ligedan som i Skolemesterens Beretning fra Valders, Kap. 2, No. 29. Og flere saadanne Sammenligninger vil Læseren af sig selv komme til at gjøre.
- ↑ Ved disse Lys brugte man i Sundalen i Nordmøre indtil for nogle Aar siden at tænde ude paa Gaarden et Knippe Halm, som saa brændtes op paa et eller endel Sted i Nærheden, hvor der var Ly. Sammenlign ovenfor No. 1.
- ↑ Omvendt heder det i Christiania Stift, at den, som støber Lys, maa gjøre sig blid eller for al Ting ikke se sur ud – ellers vilde Lysene ogsaa blive sure.
- ↑ Se herom Folkevennen for iaar, Side 2.
- ↑ En Undtagelse gjorde dog Fortællingen om en underjordisk Familie paa Gaarden Øgdal i Soknedalen, der hvor der staar en ældgammel Røgstue. Man viste mig den Haug, hvor ifølge Sagnet Familien boede, og man nævnte mig den gamle Kone paa Gaarden, for et Par Menneske-Aldere siden, som den lille underjordiske Kone en Morgen tidlig bad om noget Salt. Flere overtroiske Stykker findes ellers i en mig tilstillet Skildring fra Guldalen i min „Beretning om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge“, Side 95. Deraf hidsætter jeg følgende mærkelige Stykke, som det skulde være høist interessant at faa stadfæstet af et Øievidne: „Kommer Sygdom i Faareflokken, og Grunden antages at være den, at de Underjordiske ere fornærmede, slagtes et Faar paa den Maade, at Hovedet afhugges med en Øxe – da standser Sygdommen.“ Dette minder om, hvad der ovenfor Side 444 er fortalt fra England om Slagtoffer.
- ↑ Jeg kan tilføie, at som udgiver af Folkevennen har jeg anmodet et Par af vore kyndigste Forfattere om at skrive for Folkevennen en simpel og letfattelig Forklaring om Folkedigtning, Eventyr og Overtro. Men de undskyldte sig begge.
- ↑ Min Anmodning er naturligvis aldeles privat, og i Breve maatte denne Sag ikke blandes sammen med Anliggender, som vedrøre Folkevennen eller Folkeoplysnings-Selskabet.