Om Overtro
Fra flere Sider er jeg bleven opfordret til at skrive om og imod Overtroen i vore Bygder. Men det er en vidtløftig Sag. Det Træ har dybe Rødder og mange Grene. Det gjælder først at blive kjendt med alle de overtroiske Sætninger og Regler, som ere gjængs iblandt Folk, og dernæst komme efter, hvad Folk egentlig mene med de samme Sætninger og Regler. Har det sig kanske saa, at man bare af gammel Vane eller i Enfoldighed siger efter og gjør efter, hvad man har hørt og seet for sig, uden rigtig at tænke over eller forstaa, at der er Overtro i dets eller er det saa, som de tænke sig det, der med stærke Udtryk tale otte Overtroens Last blandt vore Almuer, saaledes nemlig, at Folk i Nød og Fare med bevidst Hu foretrække Signeri og andre overtroiske Ting fremfor at henfly til den eneste sande Gud?
Dersom Nogen spørger mig, saa har jeg ikke selv let for at svare paa dette. Der er vel i Almindelighed en vis Dobbelthed eller ligesom en Blanding i Tingen, paa en Gang noget af hin barnlige Enfoldighed og af dette syndige Hang. Deraf kan det da komme, at der er ligesom en Dobbelthed i min egne Opfattelse og Dom. Undertiden kan det grue mig saa, at jeg synes, jeg kan ikke andet end smile til de overtroiske Forestillinger og Gjerninger, som jeg hist og her kan træffe til at høre om – saa meget snarere kan det gaa mig saa, som det ikke er frit for, at den hjertelige Enfoldighed i disse Ting kan yttre sig paa en saare vakker Maade, faa der tilsidst viser sig en vis Sammenhæng mellem Folkedigtningens Skjønhed og Overtroens Styghed. Men saa til andre Tider igjen kan jeg komme til at se Tingen fra den anden Side: et eller andet rigtig stygt Tilfælde kare gjøre mig harm, saa jeg fra nu af i lange Tider er mere tilbøielig til at dømme haardt om det hele Væsen.
Nogen vil vel sige saa, at det er bedst ikke at ændse den hele Tale om Overtro, saasom Tingen holder paa at dø bort af sig selv i vore Dage, og det fort.
Det er ogsaa det Indtryk, jeg selv har faaet paa de fleste Steder, at den gammeldags Overtro forsvinder ret hurtigt. Men her siger jeg igjen dette, at medens der endnu lever en Slægt, som er opvoxet i den gamle Skole og mindes den Tid, da efter Sagnet Huldren og Tomtegubben og Haugetusserne gik ud og ind hos Menneskens Børn, saa skulde man benytte Leiligheden til at samle sig en historisk Kundskab om hin Overtroens Verden, som nu snart skal forgaa, med dens underlige Syner og dens ofte voldsomme Indtryk paa det angstfulde Hjerte. At den gammeldags Overtro netop i vore Dage saa kjendelig hurtigt forsvinder fra Folkets Sind, det er en ikke liden Begivenhed i Folkets aandelige Historie, og den fortjener nok at tages i Betragtning, hvad enten som Virkning af visse forudgaaende Bestræbelser eller som Aarsag til visse efterfølgende Tilstande.
Thi Fortidens Historie har tillige Hensyn til Eftertiden, og saa meget mere synes det mig værd at lægge Mærke til den gamle Overtro, som jeg tillige har en Formodning om, at til samme Tid som den svinder hen og dør bort, lever der op nye Arter af det samme Enfoldighedens og Afguderiets Grundvæsen. Ogsaa i Spørgsmaalet om Overtroens Aftagen blandt os synes jeg altsaa at se en vis Dobbelthed: Aftagen af Et og til samme Tid Tiltagen af noget Andet.
Som sagt, at klare alle de Spørgsmaal, som staa i Forbindelse med Overtroen, vilde være et overmaade stort Arbeide. Jeg kan ikke gjøre det. Men jeg vil gjøre hvad jeg kan: meddele nogle enkelte Stykker til nærmere Eftertanke nu om denne, nu om hin Side af Sagen.
Ved den Begyndelse, jeg vilde gjøre idag, kan jeg tage mig Arbejdet meget let, ved nemlig at meddele mine Læsere nogle Stykker af en anden Mand.
En Skolemester i Valders, i mange Aar Omgangsskoleholder i en og samme Bygd, faldt for nogle Aar siden paa at skrive op en Aften-Samtale, han nys havde havt med den Bondefamilie, hos hvem han netop var paa sin Omgang. Arbeidet morede ham, og siden gjorde han det oftere. Jeg har faaet se disse Optegnelser. De ere skrevne med uøvet Haand og temmelig mangelfuld Stil; men kanske netop dette har forhøiet deres Interesse i mine Øine: jeg synes at se, at det er lige saa sandfærdige som ukunstlede Billeder af, hvad der virkelig er foregaaet og sagt og tænkt mellem Bønderfolk i en vis bestemt Kreds. Det er, som om Tanker og Ord kunde afbildes med Fotografi.
Manden har givet mig fuld Raadighed over hans Skrift. Jeg foretager da, skjønt nødig nok, nogle Smaa-Forandringer i Stilen,[1]) gjør ogsaa Fremstillingen paa enkelte Steder noget kortere og lader saa trykke følgende to Stykker af:
Nu (det var, efterat Skolebørnene vare gaaede) flammede Ilden raskt paa Skorstenen; Laavekarlene lod høre sine sidste taktmæssige, flinke Slag fra Laaven, og hele Familien kom lidt efter lidt ind fra sit Arbeide for den Dag. – Jeg sad endnu lidt magelig saa bagenfor; men det varede ikke længe før En og Anden indbød mig til at sidde nærmere Lyset, og jeg fulgte Indbydelsen.
Efter Maaltidet begyndte Enhver med sit huslige Arbeide omkring Skorstens-Ilden. Nu kom Datteren ind med en Vandbøtte; hun satte den paa Gulvet, tog saa en Lysbrand (et brændende Træstykke) og stak ned i Vandet.
Manden: Hvorfor bære de ikke ind Vand, før det blir saa sent da?
Konen, med en halv hviskende Lyd: Aa, naar En vigsler[2] det lidt, saa er det nær det samme da.
Skolemesteren, leende: Men hvorfor skal det vigsles?
Konen lo og sagde: Aa, de pleie gjøre det, naar En bærer det ind saa sent, allervissest naar En har smaa Børn, som En lyt vaske.
Gamle-Konen, fra hvem det ventelig var kommet: Aa, enten det gjør Noget eller ikke, saa er det ikke større Bry.
Ja, men du gjorde det ikke rigtigt, sagde jeg; jeg har ogsaa hørt, at det skal vigsles, men det med, at Døren skal staa paa Glytt imens.
Ja, jeg har nu baade seet og hørt det, sagde Manden leende; men det Fanteri, som følger med ind, det kan reise op igjennem Piben. – Men sig mig nu, vedblev han, hvad det skal betyde, at Barnet skal døbes med: rent og naturligt Vand?
Skolem. Naturligt, det er: saa som det er, ublandet.
Ja saa er det, sagde hin; En misbruger Guds Ord, naar En ikke forstaar det – jeg havde nok tænkt, at det skulde betyde, at det skulde være indtaget om Dagen, jeg.
Skolem. Ja, saa er det nok med mange Ting: naar man overtænker det, saa kan man komme til at undres over sin enfoldige Overtro.
Konen, med en svag, men eftertrykkelig Stemme: Aa, der farer nok meget Ondt mellem Himmel og Jord, som En nok kan passe sig for, naar En veed saa meget.
Ja, tog Skolemesteren i, og et af de Værste er Overtroen, og saa længe den bor i os, saa kan den sande Tro paa den levende Gud ikke komme ret til Magt. Tro mig: I kan tage Vand ind og slaa det ud hvilkensomhelst Tid og bruge det til hvilketsomhelst lovligt Brug, og I skal med Guds Hjælp være sikkre paa, at det er rent uden Vigsling.
Manden: Aa, det har været fuldt af Sligt før; men jeg tror nok ikke, det gjør et Grand.
Aa, det er nu det da, sagde Konen.
Disse Konens Ord, som røvede mere end de sagde, bragte Skolemesteren til at udtale sig noget udførligere. Man siger ofte, at det ikke er større Bry, om man gjør det og det; men det Bry kan man lade være, det nytter ikke det allermindste; det Bry, som vi skulde gjøre os, og som er lovligt, er, som vor kjære Frelser har sagt og formanet: „Beder, saa skulle I faa“. Men det glemme vi, og saa mene vi at skulle hjælpe os bedst selv ved nogle overtroiske Koglementer, noget stygt hedensk Afguderi. Kjære Venner, dette bør ikke saa at være. Forsøg i det mindste et Aar – at lade alle disse gamle Ting fare, og holder Eder i dets Sted til ham, som ene har Magt til at hjælpe. I maa dog ikke tænke, at der vil følge Fattigdom og anden Ulykke, om I aflægge dette „Fanteri.“ O nei! Jeg har selv aflagt alt Saadant, forsaavidt jeg veed; men det er siden den Tid ikke gaaet mig og Mine værre, men meget bedre.
Jeg erindrer nok fra min Barndom meget og mangt af disse overtroiske Iagttagelser; man kan vel le ad dem, men man maa ogsaa blive betænkelig ved, at Christne have befattet sig med Saadant. Selv naar et Barn blev født, en Guds Skabning, saa maatte saa meget iagttages, at det kunde se ud, som om Barnets Velfærd skulde afhænge af, at for det Første Jordemoderen eller „Ner-Konen“ passede det af disse Ting, som paalaa hende: naar den Nyfødte netop var bleven klædt, maatte han høitidelig holde i Haanden enten en Naal eller en Bog eller ialfald et Stykke af et Blad af en Bog; noget Sølv maatte nødvendig hænges paa Barnet; det maatte vigsles 3 Gange om den øvre og den nedre Ende og i Kors over Brystet. Vigselen udførtes med et Par sammenlagte Fladbrødmoler med Tjære og Svovl imellem, og naar Gjerningen var gjort, slukkedes Vigsel-Ilden, og Resten af Brødet blev stukket ind mellem Revebaandet. I den ene Ende af Revebaandet brugte ogsaa Jordemoderen at sømme ind en Sølv-Toskilling, dertil medbragt i Hemmelighed.
Blev Barnet uroligt, og fandt Moderen, at hun kanske havde glemt Et eller Andet, saasom at vigsle Barnet eller Vandet, som det blev vasket i, saa var der det Raad at faa et Tin- eller Bly-Stykke som en Halv-Skilling, deri at indgrave nogle Bøininger over hverandre[3] og saa hænge det paa Barnet under det Ord: Jesu Navn.
Dersom Barnet ikke bliver førligt og ikke trives, saa er man bange, at der er noget Ondt i Veien, og da maa man se til at faa lidt Sølv af syv eller ni Koner, hvis Førstefødte vare Drengebørn: det samlede Sølv støbes til en Ring og hænges paa Barnet. Skulde det se ud til, at Barnet manglede noget paa Forstanden, saa er Middelet derimod at faa dets Navn skrevet paa eller over Kirke-Døren. I det Hele stor Forsigtighed af dette Slag før Daaben, paa det at Barnet ikke skal blive en Bytting.
Man anser det ogsaa for godt Tegn, at Barnet bliver født, naar Maanen er i Nyet. En gammel syg Kone fik engang høre, at en Nabokone havde født et Barn. „Er det Ny nu?“ spurgte hun, og da dertil af de Tilstedeværende blev svaret Nei, hørtes hun at sige ved sig selv: „Hvo som ikke bliver født paany, skal ikke se Guds Rige.“
Naar Barnet har været til Daaben og kommer fra Kirke, skal den, som bar det, træde ind i Stuen uden at tale et Ord, gaa lige op til Højsædet med Barnet, lægge det paa Bordet, tage et Stykke Fladbrød, som iforveien er lagt tilrette, bryde det over Barnet og skjære paa noget Smør, som er fremsat i den Anledning. Nu hilser Gudmoderen paa Familien, og Alt er i Orden. Det omtalte Brød og Smør gjemmes til den første Fattige som kommer.
Skolemesterens Fortælling om alt dette blev nu og da afbrudt af Bemærkninger fra de Tilstedeværende. Tilsidst sagde Manden halv leende: Aa ja, det er nok fælt, som det har været før, lell; men det er nu aflagt meget af Sligt nu. Det er nu mest Kvindfolket, som har havt for sig Sligt, og troet, at det skulde gjøre Noget.
Aa, jeg mener nok, Karmændene have for sig Sligt, jeg, tog Konen til Gjenmæle. Men det er nu ikke saa godt at vide for Nogen, enten det gjør Noget eller ikke. Det har været saa, at den Ene har lært af de Andre og ikke ment videre med det. Skulde En tro, det var Synd, saa var det nok gale da.
Ja, det er nok forsaavidt galt, forklarede Skolemesteren, som jeg før har sagt, at man dermed mener at hjælpe sig selv istedetfor at henfly i Bøn til Gud; den hellige Skrift forbyder det ogsaa som Afguderi o. s. v.
Manden: Aa, det er meget Galt, som Vorherre maa se paa. Menneskene mene, de ere Noget; men naar de skulle tage til sig selv, saa faar En se det. Naar Alle sluttede med sligt Fanteri, som de før saa meget har litet paa, saa kanske det var bedre end det er.
Dette gav atter Skolemesteren Anledning til en Paamindelse om, at vi i al Nød og Fare bare af Hjertet skulle bede til Gud og saa trøstigt bie paa hans Miskundhed.
Aa ja, det var nok bedst – han er nok den sikkreste, sagde Manden samtykkende. Men siden vi ere komne til at tale om Sligt, saa har jeg Hug til at spørge efter, hvad du tror om Skrymsler og Haugefolk og Sligt. Der har nu været saa meget Sagn efter dem ogsaa før; men jeg har aldrig seet Nogenting Sligt, hvor vidt jeg har faret.
Under Forsøget paa at forklare, hvorledes Forestillingen om hine Væsener kunde være opkommet, mindede Skolemesteren blandt Andet om den Maade at faa Børn til at tie eller være skikkelige ved at skræmme dem med, at „Busen“ skal komme og tage dem: undertiden, helst i Mørket, frembringer man en fæl Lyd og siger ligesom i Banghed: „Hør! aa jo, det er bedst du tier!“ Den Lille klynger sig tæt op til en Anden og – tagner.
Alle lo, og Moderen sagde: Aa, En lyt saa mangeledes laate, for at ikke Børnene skal graate. De tagne nu gjerne da.
Men Skolemesteren mindede om en Ting til.
Jeg har ofte hørt, at naar et Barn ser ud gjennem Vinduet om Aftenen, naar det er mørkt udenfor, saa raaber Moderen: „Nei, jøsses, du maa ikke se ud gjennem Glaset nu,“ og hun griber Barnet til sig igjen i Hast. Barnet ser frygtsomt tilbage og faar en Rædsel for Mørket, som om der lurede alt Ondt. Og om Aftenen – men ikke ellers – blive Børnene tilholdte at nævne Jesu Navn, idet de gaa ud, helst i Julen, ret ligesom der i Mørket var en særegen Fare. Man skulde aldrig skræmme Nogen og mindst Børn.
En liden Gut sagde: Men er der ikke dem, som er ude Julaften da?
Har du seet dem?
Nei, men de har sagt det.
Og dette Snak havde Gutten kanske seet stadfæstet ved forskjelligt Forehavende af de Voxne. I det mindste var der i gamle Dage saa meget, som skulde erindres og gjøres før og i Julehøitiden. Lørdagsaften før Juleaften kaldes „Imbør-Aften,“ og paa den troede man, at de Underjordiske kjørte ud i Høitidsbesøg hos hinanden; paa disse Reiser mente man endvidere, at de tog ind hos en og anden af Bønderne og forsynte sig af hvad de forefandt, og for at sikkre sine Eiendele mod dem maatte man, om ikke før, saa i det seneste paa selve Julaften hugge en Øx eller fæste noget Staal over hver Fæhus-Dør og slaa et Tjære- eller Kridt-Kors over alle andre Døre m. m. – Paa Julaften skulde Kreaturenes Aftensmad rækkes hvert af dem med de Ord: „Et væl, trivs væl, det er Julkvæld i Kvæld.“ – I Mørkningen ophænges for Høisædes-Vinduet et af de her brugelige Tepper samt et Par Lærreds-Lagener med brede, hjemmegjorte Kniplinger i nedre Kanten, ligesaa lange Kniplinger langs Skallenes øvre Lister og Holder. Dugen bredes paa Bordet, Madvarer fremsættes og Lysene tændes. Manden eller Konen – hvem det nu er, som har tilredet dette – sætter sig derpaa i Høisædet og holder sin Bøn og synger dertil et Psalmevers. Derefter gjøres videre istand til Høitiden, og heller ikke blandt disse Forberedelser er Overtroen borte – ja kanske i den senere Tid alligevel. Det Sidste om Aftenen var dette, at der blev slaaet noget Øl i en Kop med noget Arve-Sølv, saasom en Ring, paa Bunden;. Ølet skulde staa til om Morgenen, for da at blandes op med noget andet Drikke og gives Kreaturene sammen med en liden Hø-Tapeller den saakaldte „Ottegrime,“ som var lagt ud for Døren om Aftenen og havde ligget der Natten over I det samme skulde hvert Kreatur svies i Haaret tre Gange med Stubben af Jule-Lyset og under de Ord: „E ska svie taa de Otrivd o atpaa de Trivd.“ Ude paa Gaardspladsen maatte Kreaturene den Dag have Klaverne paa og ikke drikke uden over den omtalte Sølvring, fæstet til en Skjære (Sax) og lagt paa Baaden af Drikkekarret. – Den Første, som er oppe Juledagsmorgen, skal lede efter et Bygkorn under Bordet: finder han, skal dets Beskaffenhed vise, hvad Aargang der kan ventes til Høsten. Foruden mange andre overtroiske Gjerninger og Forudsigelser i Juletiden i gamle Dage.
Den Skik her, at man om Julaften sætter op et Kornbaand paa en Stang til Fuglene, med den Mening, at disse ikke skulle gjøre Skade paa Ageren i det kommende Aar, er ogsaa Overtro; men det er alligevel en vakker Skik, naar man gjør det med et kjærligt Hjerte for de Smaafugle, som dele den kolde Vinter med os.
En gammel Skik syntes jeg godt om, nemlig at man om Julaften, idet Familien gik til Bords, knælede ned for Højsædet og i al Stilhed i sit Hjerte bad Herrens Bøn, som et Minde om de fattige Hyrders Nedknælen for Barnet Jesum hin Julenat. Dette brugte mine Forældre og jeg selv indtil for omtrent 16 Aar siden. Da traf det sig, at en halv fjantet Lægdedreng var hos os om Juleaften, og da vi som sædvanligt, idet vi gik til Bords – jeg foran – knælede ned, saa blev han staaende bag os og begyndte at le saa forfærdelig, at han stod tvekroget og uvilkaarlig drog sig tilbage og slap sig ned paa sin vanlige Plads, Stabben, og sagde endnu leende: Sligt har jeg da aldrig seet, hvor jeg har været – jeg har dog været faa mange Steder! Dette foraarsagede Noget, som jeg følte Bedrøvelse over hele Aftenen – thi hvem kunde bare sig for Latter ved at høre og se dette? Jeg tænkte: Har du, som har været saa mange Steder, ikke seet dette før, saa maa vi være de eneste. Og siden have vi heller ikke brugt dette; thi hver Julaften maa jeg mindes den Fyr.
Saaledes sad Skolemesteren og talte om Gammelt og Nyt, mest som sagt om den gammeldags Overtro, og af Yttringer, som faldt fra de Tilstedeværende, mærkedes, at de dog fandt Overtroen større, end de selv havde tænkt sig det før. Og han endte denne Aftensamtale med en Formanings-Tale om, at man nu burde søge noget Bedre og ikke længere holde sig til den gamle Støtte, som dog var saa raaden og indeni fuld af Orme og Maddiker.
Jeg vil herved meddele, hvad jeg har hørt ved mine Besøg hos et Par gamle Syge.
Efter at være kommen i Samtale med dem, har jeg blandt Andet spurgt, om de læse, om de have Lyst til at høre Læsning, om de kunne Bønner udenad, og hvilke Bønner de synes bedst om, og som de læse oftest. Paa mine Spørgsmaal have tvende, som endnu leve i sin Sygdom, sagt mig, at de oftest læse følgende
Den velsignede Langefredag, da vor Herre Jesus Christus skulde til sin Død og Øine gaa, sæt han sjaa Korset fore sig stod. Manddommen talede, Guddommen svarede: stat haardelig, strid mandelig. – Kom Jomfru Maria gangand, og saa sin Guds velsignede Søn paa Korset. Med Taarnespiger var han hængt, med Tydneris var han flængd. – Se min Ynk, se mine Saar; blodige ere mine Hænder, blodige ere mine Fødder; se, Blodet renn af min venstre Side. – Den som denne min Bøn læser 3 Gange hver Aften og Morgen, før han bid i Brød og drikker Øl: om Synden er saa stor som Sand i Havet, skal den være forladt af Gud i Himmelen, Amen.[4]
Der er vel ogsaa Flere, som kunne læse denne Bøn, og alle have de lært den af Ældre og aldrig seet den paa Prent. Jeg har faaet Flere til at læse den; men de læse den ikke alle ens. Nogle lægge til foran Amen det Ord: Trefoldigheds Navn.
Stakkels de enfoldige Syge, hvad Trøst have de af denne Bøn?. De have troet at bruge den bedste; men jeg har bedet dem – saavelsom Andre – at aflægge den, forklaret, hvori den har sine Feil, bedet dem vælge andre istedet og især det hellige Fadervor. – Den ene af de omtalte Syge, en troskyldig gammel Mand, har jeg ofte besøgt, og forrige Vinter yttrede han paa mine Spørgsmaal, som før er sagt, at han læste oftest den anførte Bøn. Jeg spurgte ham om, hvad Godt han fandt i denne Bøn. Han sagde: „O dæ stend no dæ, ne’n læs o tri Gaangje kor Kveld o Mørgo, so ska Synde bli forladt.“Da jeg videre spurgte, om han saa havde passet paa dette bestandig, sagde han med Graad: „O ja, so vidt e veit, fra e vart klen.“ – Ja men just i de Ord, som du nævnte, er den største Feil; thi hvor ofte du end læste denne Bøn, faa vilde du ikke med saadan blot udvortes Beden bekomme Synds-Forladelse. Vel staar der Noget usammenhængende om Jesu Korsfæstelse, men ikke saa, at det kan enten vække Syndserkjendelse eller blive til Trøst i Nøden og Fred i Hjertet. Manden grædende: „Men ko skuldø’n læse daa, so vøre bedst?“ – O, først er det nødvendigt at overtænke, om man er en Synder: ikke bare lade Munden sige det, men erkjende det i sit Hjerte. Og dertil have vi Budene at overveie og sammenligne vort Levnet efter. Og finder man sig da en Synder (som Alle virkelig ere), Straf skyldig for sine store gjentagne Overtrædelser, da maa man blive bedrøvet og bange for den Alvidendes retfærdige Dom; men da kræves anden Trøst, end den Bøn kan yde Dig; thi skulde de Ord gjælde: Den, som læse i denne Bøn tre Gange o. s. v., da kunde vi have Syndsforladelse lettere end de, som af Pavens udsendte Folk kjøbte sig Afladsbreve. O nei, skulde man bare lite paa saadanne Ord, saa kunde Mennesket begaa saa store Synder, som han vilde, hele Dagen igjennem – kun at han om Aftenen læste Bønnen tre Gange gjennem Munden, saa var det betalt. – Den Syge: „Men kjære, sig mig, hvad En skulde læse for at faa Trøst?“ – O brug Bønnen det hellige Fadervor. Og tænk daa, hvem du taler til, og hvad du beder om. Læs saa og tænk over de tre Troes-Artikler. Først da finder du en Ven at tale med i dine Lidelser, som giver Dig Trøst, Fred og Glæde.
Næste Morgen fik jeg Bud fra den Syge om, at jeg skulde komme til ham igjen. Jeg gik, og han var glad over at jeg kom. Han begyndte allerede at græde og spurgte, om jeg troede, at han havde gjort galt ved at have læst saa ofte denne Bøn. Jeg maatte sige, at det ikke var den største Synd endda; thi han havde brugt den i sin Enfoldighed og ikke forstaaet det bedre. Jeg spurgte ham, om han havde lært den fjerde Davids Bøn?[5] Nu kunde han ikke læse i Bog; men han sagde dog ja, han kunde den udenad, og saa læste han den for mig. Men – ikke rigtig; thi han sagde ofte det Modsatte; saaledes kan jeg erindre, at han sagde: Gjør mig ren af Dine Synder, og deslige. Jeg forklarede Bønnen for ham Stykke for Stykke, og dette glædede ham meget, – og ikke mindre mig. – Han kan læse og synge meget udenad, men har ventelig forstaaet Lidet deraf; dog i den senere Tid synes det at være bedre med ham. Ja, Gud give det maatte ske med ham og alle, alle Mennesker!
Dette var Skolemesterens Optegnelser. Jeg, som nu
igjen meddeler samme her i Folkevennen, skal tilføie lidt
i Anledning af denne betænkelige Bøn. Jeg kjendte den ikke,
før jeg fik den fra Skolemesteren; men strax tænkte jeg
paa, at det skulde være artigt at vide, om denne aabenbart meget
gamle Bøn bare havde hjemme i Valders, eller om den havde
været og kanske endnu var i Brug videre ud over Landet.
En Skolemester paa øvre Romerike, hvem jeg fortalte Indholdet af Bønnen, sagde, at en Bøn af netop samme Slags og uden Tvivl den samme i Et og Alt havde han for ikke lang Tid siden hørt, og det netop medens den for Alvor blev fremført, i Aftenens Stilhed. Det traf sig nemlig saa, at han kom til at gaa nær forbi et Hus (jeg tror, det var en Husmandsstue), medens Konen derinde bad Bønnen. Han kunde tydelig høre Ordene; thi Konen fremsagde dem med meget stærk Stemme, stærkere end man pleier bruge, naar man taler til Mennesker.
Og en noget aldrende Kone i Sundalen i Nordmøre, som meget spændt hørte efter, da jeg læste Bønnen op for hende, sagde ved Slutningen: „Ja, men den Bøn brugte jeg ogsaa i min Barndom!“ Hun erindrede den dog lidt anderledes, end jeg havde den fra Valders, og jeg skrev den op saaledes, som hun sagde den fore:
Paa den hellige Langfredag skulde vor Herre Jesus Christus til sin Død og Pine gaa.
Fik han se Korset for sig staa.
Manddommen taler, Guddommen svarer:
Stat haardelig, strid mandelig,
Tro sandelig, Døden er endelig,
Glæden varer evindelig. –
Saa kom Jesu Moder Maria, fik hun se sin velsignede Søn paa Korset.
Se min Moder Maria,
Se mine Ynker, se mine Saar,
Se, hvor jeg værker, se, hvor jeg bløder;
Jeg Spiger i Taarn har jeg hængt,[6]
Med Svøber og Ris er jeg krænkt,
Jeg bløder mine Hænder,
Jeg bløder mine Fødder,
Jeg bløder min venstre Side;
Derpaa frelste jeg baade Mand og Kvinde.
Denne Bøn skal læses tre Gange om Aftenen og Morgenen, før jeg bider i det velsignede Brød – – – – –
Her kom Konen ikke i Hu de sidste Ord; dog vidste hun, at Meningen var ligesom i den Opskrift, jeg havde forelæst hende.
Konen skjønnede lige saa godt som jeg, hvad Feil der var ved denne gamle Bøn. Jeg anfører den altsaa ikke med den Mening, at Oplysningen skulde være saa ringe nu for Tiden i Sundalen.
Hun havde, som sagt, lært den som Barn, af en gammel Tjenestepige, som hun en Vinter laa hos ude i Fjøset. Men hendes Fader var imod, at hun brugte den, og hun maatte da læse den i Løn – indtil hun selv blev stor nok til at foretrække andre Bønner.
Tjenestepigen havde naturligvis selv lært Bønnen i det samme Sundalen; thi der var hun født og havde været al sin Tid.
Den Bønne-Formular, som vi nu kjende fra Valders og Sundalen samt rimeligvis fra Romerike, tør have været udbredt over en meget stor Del af Landet. Den kan have været kjendt og brugt selv der, hvor den nu ikke mindes; thi den er aabenbart meget gammel og har allerede længe holdt paa at gaa i Forglemmelse.
Hvad Tid mon den kan være opkommen og udbredt blandt vore Almuer? I Munke-Tiden? Historie-Forskere, som granske det Slags Sager, kunne maaske give Oplysning herom. Jeg skal kun tilføie, at Bønnen har en paafaldende Lighed med nogle af de Remser, som bruges af saakaldte „kloge Folk,“ naar de.med „Læsnad“ skulle stille Blod eller „gjøre aat“ for Værk og Vrid og de andre Sygdomme. Saadanne Remser indeholde ofte nogle forvirrede Ord om Jomfru Maria og Jesus og slutte gjerne med en Paakaldelse af Trefoldighedens Navn; der gjælder ogsaa den Tro om disse Remser, at der følger en undergjørende Kraft med selve de udvortes Ord, saa at de, naar de „læses i“ Vand, Salt, Brændevin eller deslige, forvandle disse Ting til virksomme Lægemidler.
Et Ord til Slutning. Jeg forstaar, at En og Anden, som kan træffe til at se dette, vil finde denne Bøn saa uværdig, at den ikke engang burde omtales i et Skrift som dette. Og jeg kan være ganske enig heri forsaavidt, at Bønnen i sig selv ikke fortjener andet end at overgives til Forglemmelse. Men derhos synes det mig dog værd at lægge Mærke til dette, at en saadan Bøn ikke allerede er glemt, men at den lige til disse sidste Aar er bleven hørt paa døende Mænds Læber.
Jeg kommer til at mindes dette, naar jeg herefter læser om eller tænker over, hvorledes vel den religiøse Oplysning var her i Landet for et Hundrede-Aar siden eller saa.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Var jeg bedre kjendt med Bonde-Maalet, havde det ganske været bedst, om jeg – hvad Skolemesteren har forsøgt paa – kunde gjengivet Bøndernes Spørgsmaal og Svar i deres daglige Talebrug.
- ↑ Vigsle, d. e. indvie, rense, og det her med Ild.
- ↑ Rimeligvis et Kors-Tegn.
- ↑ Denne Bøn er aftrykt ordret efter det indsendte Manuskript. — Jeg er ikke kommen efter Oprindelsen til det underlige Ord Taarnespiger. I Ordet Tydneris er den første Del af Sammensætningen en almindelig valdersk Udtale af det gamle Ord Tyrne, en Tornebusk.
- ↑ D. e. den fjerde af de syv i Psalmebogen.
- ↑ Konen skjønnede selv, at dette maatte være galt; men saaledes hang det dog i hendes Erindring. Sammenlign det underlige Udtryk Taarnespiger i den tilsvarende Linie i den valderske Form.