Paa Jæderen og i Dalerne havde jeg ikke fundet
mindste Spor af Røgstuer eller Ildhuse, og selv hos gamle
Folk havde jeg ikke faaet høre mindste Erindring eller Sagn
om dem. I Siredalen fandt jeg det saa, som jeg allerede
har beskrevet det under Aaseral: paa mange Gaarde har
man endnu Ildhus med Are til Kogehus, og hver Mand
veed at tale om den Tid (man mente det kunde være som
100 Aar siden), da alt Folket endogsaa boede i dette
Slags Huse.
Paa Jæderen og i Dalerne fandt jeg kun en Mindelse af den oldtidsmæssige Skik med Senge- og Madbod, den Mindelse nemlig, at det Værelse i selve Stuebygningen, hvor Gjæste-Sengen staar, kaldes for en Bod. I Siredalen derimod mødte mig den Skik, som siden fulgte mig Bygd for Bygd østover, at der til hver Stuebygning hører (eller dog vides at have hørt – thi Skikken er nu i Aftagende) en særskilt Bod med Underrum til Gjæstesenge og Loft til Madvarer, eller endnu bedre: to Boder ved Siden af hinanden, en til hint og en til dette Brug.[1]
Paa Jæderen og i Dalerne saa jeg ikke saa mange som 5 Stuebygninger med to Høider; der var kun hvad man kunde kalde Halvloft over Stuen, med Vindue i Gavlen. I Siredalen derimod er Stikken ligesom i Mandalen, at ethvert Hus, som ikke er altfor fattigt, skal have helt
- ↑ Det lader til, at det Hus, som man i gamle Dage anvendte mest Omhu paa at faa opstaset, var ikke Ildhuset eller Røgstuen, men Sengeboden, og det var naturligt nok, da den uafladelige Røg hist maatte ødelægge al finere Stas. Paa Tonstad i Siredalen staar en Sengebod, som vel i sin Tid var et af de gildeste Huse i Bygden; der er malet allehaande Skilderier paa Væggene, og et af dem er ganske artigt: det forestiller en Officer, en Præst og en Bonde, og hver af de tre Figurer har sin Overskrift: „Jeg strider for Eder,“ „Jeg beder for Eder,“ og „Eg opholder dokke allesammen.“
