Side:Folkevennen 1861.djvu/561

Denne siden er ikke korrekturlest

557

allerede i det største Sæt af Stuer, som kom efter Ildhusene.^[1]

↑ Siden de gamle Arestuer (Ildhuse til at bo i) nu ere aflagte, saa vi ikke kunne faa se dem længer, kan det være værdt at anføre, hvad jeg hørte omtale i Aaseral, at man brugte at pynte Væggene med Kroting af samme Slag som i Røgovnstuerne (Side 314). Et Slags Prydelse for Stuen dannede ogsaa den saakaldte Bar-Krak, en Krak med „Bar,“ d. e. en Bænk med Rygstød – Sædet og Rygstødet gjerne udhulet af et eneste Træ, saasom Stammen af et Linde-Træ –. Ordet „Bar“ er det gammel-norske barð, der betegner enhver fremstaaende Kant, saasom Skyggen paa en Hjelm eller Hat o.s. v. Bar-Krakken staar paa 4 Ben og er en 2–3 Alen lang, den havde ofte sin Plads for Enden af Aren istedetfor Blekstenen (Side 333), og den var da vendt indad mod Aren, saa den, som sad paa den, kunde enten sætte Fødderne op paa Ildstedet eller lægge sig paa Bænken og lade sig gjennembage af Ilden, vendende sig snart paa den ene, snart paa den anden Side. Man kan endnu se gamle Bar-Krakker i de Ildhuse, der nu bruges som Kogehuse. Og ved at se, hvorledes Folk endnu bruge at sidde omkring Aren her, fik jeg den Forestilling, at medens der i gamle Dage ikke kunde være videre Tanke om egentlig Forsiring eller Stads i Arestuen, har man desto mere sat Pris paa den Hygge, som selve Ilden har givet. I de øvre Bygder af Mandalen ere selv Fruentimmerne med at slaa og udføre alskens Udarbeide. Naar saa Husets Folk efter en Regnveirsdag komme vaade ind, saa er der saa god Anledning til at varme og tørre sig omkring en Are, bedre end foran en Skorsten eller Kakkelovnsdør, hvor ikke alle kunne komme til paa en Gang. Af den Grund er man f. Ex. i Bjelland ikke snar til at ombytte Kogehusets Are med Skorsten, uagtet det ikke er frit for, at Røgen af Aren svier i Øinene. Her maa jeg gribe Anledningen til at tilføie en Rettelse til Fig. 67, Side 333. At dømme efter de nuværende Ildhuse (Kogehuse) har Aren ikke været en hel Stenlægning; men nogle lange og smale Stene have ligget i Kanten af

[p557-1] Siden de gamle Arestuer (Ildhuse til at bo i) nu ere aflagte, saa vi ikke kunne faa se dem længer, kan det være værdt at anføre, hvad jeg hørte omtale i Aaseral, at man brugte at pynte Væggene med Kroting af samme Slag som i Røgovnstuerne (Side 314). Et Slags Prydelse for Stuen dannede ogsaa den saakaldte Bar-Krak, en Krak med „Bar,“ d. e. en Bænk med Rygstød – Sædet og Rygstødet gjerne udhulet af et eneste Træ, saasom Stammen af et Linde-Træ –. Ordet „Bar“ er det gammel-norske barð, der betegner enhver fremstaaende Kant, saasom Skyggen paa en Hjelm eller Hat o.s. v. Bar-Krakken staar paa 4 Ben og er en 2–3 Alen lang, den havde ofte sin Plads for Enden af Aren istedetfor Blekstenen (Side 333), og den var da vendt indad mod Aren, saa den, som sad paa den, kunde enten sætte Fødderne op paa Ildstedet eller lægge sig paa Bænken og lade sig gjennembage af Ilden, vendende sig snart paa den ene, snart paa den anden Side. Man kan endnu se gamle Bar-Krakker i de Ildhuse, der nu bruges som Kogehuse. Og ved at se, hvorledes Folk endnu bruge at sidde omkring Aren her, fik jeg den Forestilling, at medens der i gamle Dage ikke kunde være videre Tanke om egentlig Forsiring eller Stads i Arestuen, har man desto mere sat Pris paa den Hygge, som selve Ilden har givet. I de øvre Bygder af Mandalen ere selv Fruentimmerne med at slaa og udføre alskens Udarbeide. Naar saa Husets Folk efter en Regnveirsdag komme vaade ind, saa er der saa god Anledning til at varme og tørre sig omkring en Are, bedre end foran en Skorsten eller Kakkelovnsdør, hvor ikke alle kunne komme til paa en Gang. Af den Grund er man f. Ex. i Bjelland ikke snar til at ombytte Kogehusets Are med Skorsten, uagtet det ikke er frit for, at Røgen af Aren svier i Øinene. Her maa jeg gribe Anledningen til at tilføie en Rettelse til Fig. 67, Side 333. At dømme efter de nuværende Ildhuse (Kogehuse) har Aren ikke været en hel Stenlægning; men nogle lange og smale Stene have ligget i Kanten af

[1]