gede og smykkede Kirker og Paladser efterlignet overalt i Landene og fast i hvert Hus, hvor en Væg eller et Skab skulde have lidt Stads at vise frem. I de sidste Aarhundreder have flere saadanne Kunstarter udbredt sig over Europa, den ene afløsende den anden, saaledes som vi i vor egen korte Levealder kunne se flere Moder i Klædedragten at afløse hinanden; Kunstkjendere have Navne paa disse Bygnings-Moder (Renaissance, Rokoko o. s. v.), og de vide at sige os, hvor gammel enhver af dem er, hvad Tid den er opfundet og udviklet. En kyndig Mand her Christiania, hvem jeg viste Tegningen til Fig. 80, sagde mig strax, at denne Kunstart har sin Begyndelse saa langt op i Tiden som ved Aaret 1620 i det Tidligste.
Men fra Rom og Paris er det lang Vei op til Holme og Bjelland og Aaseral, og hvad Tid mon Efterligningen naaede herhid? Jeg mener dengang, da Ildhusene afløstes af disse Ovn-Stuer – i Løbet af forrige Aarhundrede.[1] Dette Slags Forsiringer have ikke passet for de sodede Ildhuse, men af Bøndernes Fortællinger veed jeg, at de vare at se
- ↑ Til Stuens „Opstasing“ hører ogsaa, som antydet paa Grundtegningen, et Høisædes-Skab. Det er imidlertid nu afskaffet i mange Huse og har maaske aldrig været ganske almindeligt. Om den vide Udbredelse af dette Slags Skabe har jeg allerede handlet i § 6, og med Hensyn til den Yttring sammesteds, at jeg ikke havde seet dem paa Jæderen, kan jeg nu anføre den Berigtigelse, at de ogsaa have været kjendte her. Det andet Slags Skabe, som jeg omhandlede i samme §, nemlig Fremskabet eller Madskabet, har jeg kun seet et Par af i det Strøg, hvor den mandalske Stueform hører hjemme; det har her været erstattet af Sengeskabet, og dette er det, som en Anm. til Side 21 sigter til. Vel er Sengeskabet, som ovenfor forklaret, nærmest et Indelukke for Kjelder-Nedgangen; men det er ogsaa med Hylder indrettet til et Mad-Skab.