Huseby i Stange. Jeg saa den i 1857; formedelst nyere Tiders Tilbygninger skulde det været vanskeligt nok at erkjende den for, hvad den oprindelig var; men da Eieren, den gamle og vel minnuge Bonde Nils Huseby, forklarede mig Husets Historie, saa var det som om hine Tilbygninger faldt af som en Skal, og Kjernen, som blev tilbage, blev en ægte Ramloft-Stue, med Sval, udvendig Trappe-Opgang o. s. v.[1] Ogsaa af en anden Grund morede det mig at se dette Hus: Ram-Loftet var ved et Panel afdelt i to Værelser; i det ene var der muret en liden Peis, saa det altsaa kunde opvarmes om Vinteren; i det andet vare Væggene prydede med et Slags Maleri, som forestillede ophængte Tapeter, efter den ældgamle og før omtalte Skik at ophænge Tapeter ved festlige Leiligheder. Maleriet giver et tydeligt Begreb om, hvordan man bar sig ad: helt øverst vises smale Stænger som Gardin-Stokke at være fæstede til Væggene, og fra dem vises brogede Aaklæder at hænge i Folder, fæstede med Snorer i de øvre Hjørner, det ene tæt ved Siden af det andet, Væggene rundt. Der er sagtens ikke stor Kunst i selve Maleriet; men der ligger et Minde i det, som bærer langt op i Tiden. Jeg maa tænke paa dette Ramloft paa Huseby, naar jeg læser i 1ste Kapitel af Sverres Saga om den „pyntelige Loft-Sal,“ som Sverres Moder drømte om, – eller naar jeg læser Snorres fortræffelige Fortælling om Aastas Kjærlighed og Iver, da det blev hende meldt om hendes Søn Olaf (den Hellige), at han hvert Øieblik var ventende hjem efter sin Udenlands-Færd: „Hun stod strax op og befatte Karle og
- ↑ Mest for det Følgendes Skyld skal jeg anmærke den Afvigelse ved dette Hus, som jeg synes at erindre, at Indgangsdøren, som nu var paa den almindelige Plads (paa selve Stuevæggen), oprindelig havde staaet saaledes paa Husets Langvæg, at den først førte ind til Kleven, saa man maatte gaa igjennem denne for at komme til Stuen.
