danne Sagn, og her tør endogsaa den overtroiske Mening have indblandet sig, at Helgenens Nærværelse havde gjort Huset uforgjængeligt. Jeg vil altsaa ingenlunde paastaa, at det har sin Rigtighed med denne Olafs-Stue.
Men saameget er vist, at selv i de allerældste Saga-Tider pleiede man have Gjæste-Senge staaende netop i et Loft-Værelse, hvad enten nu dette stod over selve Stuebygningen eller over et særskilt Hus (Senge-Bod); det kan man ogsaa skjønne af de gamle Historier, at Trappe-Opgangen til Senge-Loftet pleiede være ikke inde i selve Huset, men udvendig i en Svalgang, saa man først maatte op paa Loft-Svalen og derfra kom ind paa Loft-Værelset. Naar hertil erindres, hvad der ligeledes fremgaar af Sagaerne paa mange Steder, nemlig at der var Glugger eller Lys-Aabninger paa Loft-Svalen, saa denne endog var et yndet Sted, hvor man kunde staa og se ud, høit over alle de andre Huse paa Gaarden, – saa fremkommer saa stor Lighed mellem før og nu, mellem det Hus med Loft, hvor St. Olaf sov, og den Stuebygning med Loft, som Tegningen viser os, at det er mig, som om jeg saa Kong Olaf staaende der paa Loft-Svalen, med et langt, vemodigt Blik udover „den fagre Bygd“, som den laa der i Sommernattens Dunkelhed, under Hedenskabets Skygger.
Under alle Omstændigheder kan man vide, at Stuen paa Næs, som Sagnet kalder Olafs-Stuen, og som indtil for en 30 Aar siden var en Ramloft-Stue, maa være meget gammel. Det er ogsaa Tilfælde med alle de Ramloft-Stuer, som nu ere til, at de udmærke sig fremfor Nabo-Husene ved sin Ælde, saasom den paa Løkkre, fra 1769, nok er den yngste. Men lige saa gamle som de ere, saa faa ere de ogsaa. Efter gamle Mænds Fortællinger har der været flere af dem før i Lom og i nogle Nabobygder; de, som
