og Ildstedet i Kogeværelset er mere ligt en Are end en Ovn. Og paa Færøerne, hvor der bygges af Træ, og hvor Stuen derfor maa opvarmes, er Ildstedet at betragte som en Are, der kun ikke har sin Plads midt paa Gulvet, men ved en af Siderne eller i et Hjørne, hvor Væggen beskyttes mod Ilden med nogle faa opreiste Stene.[1]
Men dette modbeviser neppe den Antagelse, at der i Nybyggernes norske Hjembygder var brugt Røgovn i Stuerne. Tingen var, at paa hine skovløse Øer maa der brændes Torv eller endog Ko- og Faare-Møg, og med dette Slags Brænde gaar det ikke an at ilde en Røgovn, som kræver frisk brændende Ved. Af Mangel paa saadan Ved have Islændingerne og Færøingerne maattet hjælpe sig med de ringere Indretninger, som i Røgovnstuens Strøg have været brugelige – ikke i Stuerne, men i Ildhusene (Kogehusene).[2]
At danne sig Formodninger om Tingenes Gang er imidlertid kun forsaavidt tilladt, som det mangler paa historiske Oplysninger. Om Røgovnstuen har jeg nu yttret en dobbelt Formodning, først, at den er af samme Slags som Olaf Kyrres Ovnstue, dernæst, at den fra de ældste Tider har været brugelig Bygnings-Skik i det Strøg af Landet, hvor vi senere have fundet den.
- ↑ Saaledes har jeg ialfald forstaaet Beskrivelserne for Islands Vedkommende i Horrebows Efterretninger, 1752, Side 315, Olafsens Reise, 1772, Side 825, Olavius’s Reise, 1780, Side 485, Schleisners Beretning 1849, Side 118 flgg. – samt for Færøernes Vedkommende i Landets Beskrivelse, 1800, Side 426, og Holms Skildringer, 2den Udg., 1860, Side 89.
- ↑ Saadanne simple Indretninger som paa Færøerne have maaske ogsaa været brugte paa sine Steder her i Norge, i de skovløse Torv-brændende Kyst-Strækninger, nemlig i hin Fortid, da man endnu ikke vidste af Bilægger-Ovne at sige.
