Det er ganske forunderligt at se, hvorledes Iveren for
denne „Oplysning“ traadte istedetfor Troen paa og Hengivenheden
for Religionen selv. Det var som en Gudsdyrkelse
at være med i Sogne-Selskaber og Almue-Bibliotheker.
I Aaret 1799 holdt Biskoppen i Lunds Kirke (ved Flekkefjord) en Tale i Anledning af et Selskabs Stiftelse. Themaet var: „Den Lykke det er at være en hæderlig Bonde,“ og Slutningen lyder saa:
„At I Alle, mine Venner, maatte blive saa hæderlige og derved saa lykkelige, det er Øiemedet for mine, for Eders værdige Lærers Bestræbelse. Dertil sigter der af os oprettede Selskab: til Oplysnings og gode Sæders Udbredelse, i hvilket I som Medlemmer med os have forenet Eder. Dertil sigte de Love, hvilke vi frivilligen have foreskrevet os, og hvilke nu snart skulle oplæses. Haabfuld og glad ser jeg de nylig omtalte gode Virkninger imøde, og vort Selskab stedse forøget med værdige Lemmer. Under Gud mig Liv og Helbred, at jeg om nogle faa Aar ser Eder igjen, da haaber jeg at kunne sige ved den Unges Prøvelse i sin Kundskab, ved at se den muntre og lyse Gout (!) og Pige: din Fader maa høre til Selskabet for Oplysnings og gode Sæders Udbredelse! Og naar jeg da træder ind i Eders venlige Boliger, naar jeg ser Flid og Orden, Sundhed og Velstand blomstre, da veed jeg strax: Husfaderen hører til det Selskab, som elsker Oplysning og lægger Vind paa gode Sæder! Gud tage Eder, Brødre! og Eders Familier, Eders Eiendomme under sin Varetægt.“
Og med Forundring vil man læse en Indberetning fra Sognepræsten i Hjelmeland ved Stavanger-Fjorden, hvilken Indberetning Biskoppen med kjendelig Tilfredshed har ladet trykke, at den kunde tjene som Exempel til Efterlignelse af andre Præster. Den er dateret 4de Febr. 1800 og lyder saa:
„Jeg tager mig den Frihed her indlagt at sende en Optegnelse paa dem her i Hjelmelands Kald, som efter deres Høiærværdigheds Anmodning ere indgaaede i et Læseselskab, hvis Samling jeg udsatte til Nytaars-Dag, som den mærkværdigste, vi have oplevet og kunne opleve, da vi paa den Dag indtraadte
