det kan være føiet til en Bygning, som forresten svarer enten til Fig. 63 eller 64. Langkammer ved en Røgovnstue har jeg seet i Romsdalen, men det er sjeldent og sikkerlig en senere Tids Opfindelse.
Fordi det i det Hele taget er meget gammeldags i de Bygder, hvor Røgovnstuen endnu hersker, vilde her sikkerlig være god Leilighed til at studere den Udvikling af den gamle Bygnings-Skik, som jeg handlede om i § 11, nemlig med en Mængde af Bibygninger til den egentlige Stue: Ildhus, Sommerstue, Sengebod o. s. v.[1]
Men derimod tror jeg ikke, at man i disse samme Bygder maa vente at finde mange Prøver paa saadan omhyggelig Tømring, som vi have havt Leilighed til at se i de gammeldags Bygder i Indlandet.
Den Sorenskriver Arentz, som ved 1785 beskrev Søndfjord, var opvoxet her og havde i mange Aar været Embedsmand her. Han maatte altsaa være vel kjendt. I sine Yttringer om Folkets Charakter og Sæder viser han sig derhos som en særdeles betænksom, sindig og velvillig Mand, saa han gjerne roser, hvad roses kan, f. Ex. Bøndernes Baadebygning. Men, siger han, „deres Husbygningskunst er ikke almindelig saa god; sjelden falde Tømmer-
- ↑ Til de Side 184 anførte Vidnesbyrd om, at „Sengeboden“ i fordums Dage har været et almindeligt Tilbehør paa en Gaard, kan anføres Bidenkaps Afhandling om Spedalskheden, Norsk Magazin for Lægevidenskaben, XIV Side 901. Og om andre Bibygninger til „Sætestuen“ (et gammeldags Navn for den egentlige Beboelses-Stue) se den førnævnte Søndfjords Beskrivelse af Arentz, Topgr. Journ. XXXIII, 140. Den mindst undværlige Bibygning var vel Ildhuset, saasom Røgovnen er lidet bekvem til Kogning. Istedetfor det gamle Ildhus (Eldhus), med Ildsted midt paa Gulvet (ligt en Are) og med Ljore i Taget, er det i senere Tider blevet mere og mere brugeligt at have Kjøkken med Skorsten.
