som hin Tid prædikede, at alle Midler er tilladte, naar
det gjelder Kirkens Sag, blev ikke alene et Skalkeskjul for
de afskyeligste Grusomheder, men gjorde endog disse Grusom-
heder til en hellig Pligt. Der er mangen en blodig Side
i Historiens Aarbøger, som bestyrker den Sandhed, at
Fanatismen i Magtens Haand er det værste Onde, som
kan ramme et Folk.[1]
I en tidligere Opsats om Overtro, i Folkevennen for forrige Aar, Side 386, staar at læse en gammel og altfor enfoldig Bøn om Syndsforladelse, som har været kjendt og brugt i Valders, i Nordmøre og, som det synes, paa Romerike. For dem, som har lagt Mærke til dette, vil det maaske være interessant at høre, at en meget lignende Bøn har været kjendt paa Hedemarken. En Præstefrue her skriver mig nemlig til, at da hun havde læst hin Bøn i Folkevennen, faldt det hende ind at spørge en aldrende Kone, som just var paa Præstegaarden, om hun kjendte den. „Nei, inte denna, var Svaret, men en, som er lig
- ↑ Her kun et Par Ord om Inkvisitionens senere Skjebne. I Tyskland blev den fuldstændig afskaffet ved Reformationen; i Frankrig har den efter de første Forfølgelser mod Albigenserne aldrig kunnet slaa rigtig Rod; men i Spanien vedblev den at herske i al sin Fælhed ligetil Begyndelsen af dette Aarhundrede. Først i 1808 blev den nemlig ophævet af Kong Josef Bonaparte; et Par Gange senere blev den dog forsøgt gjenindført, indtil den endelig atter blev ophævet i 1834, forhaabentlig for aldrig mere at komme for Dagen igjen.
