naar paa den Maade Guds egentlige Hensigt bliver opnaaet, nemlig at vække os af vor Synde-Søvn, til Bodfærdighed, saa kan hans Naade fremdeles forskaane os for den ellers fortjente Straf. Skulde derimod et Menneske vise sig saa forhærdet, at han ikke engang vilde give Slip paa en liden Del af sit jordiske Gods til en Gave til de Fattige og til Tegn paa sin Bodfærdighed, saa var det jo endnu tydeligere efter Fortjeneste, om Trudselen gik i Opfyldelse og et større Tab paa det kjære Gods rammede. Gud handler med os Mennesker som en Fader med sine Børn: han advarer og truer, men lader sig i sin Godhed nøie med et lidet Tegn paa Underkastelse og lader saa Straffen fare. Med dette Middel har Gud ogsaa for Øie, at de Rige skulle bevæges til at betænke de Fattige, som nok ellers vilde blive forsømte.
Og jeg traf ingen Mand, som havde nogen anden Tanke om denne Sag; jeg maatte forundre mig over, hvor disse Forestillinger sad fast i Folkets Sind. Og saaledes har det vel været i mange Slægters Tid.
Hvad skulle vi dømme om dette? Jeg kan visselig godt tro, at naar Bud kommer til en Gaard og melder, at der er seet Ildstegn over den, saa kan den første Følelse hos de dybere Gemytter være en bevæget Bekjendelse for Herren om, at det altfor meget har manglet paa aandelig Aarvaagenhed og Taksigelse og Bøn. Ja, der lader sig vel endog anføre Grunde for den Kirke-Skik, at Præsten betegner for Menigheden de ængstede Sjele, som have givet Gaver til de Fattige og anraabe om Menighedens Forbøn: saaledes kan Samvittigheden gribes, at den føler sig dreven til offentlig at bekjende sin Skyld og sin Trang til Naade.
Men det er jo at befrygte, at denne Tanke oftest ligger i Baggrunden: „Det var dog godt at faa slippe med de 12 Merker Korn og saa beholde Huset uskadt“. Men denne meget verdslige Attraa er tilhyllet i et Væv af de
