fra Munketiden nedarvede Sætninger om Gaver og dermed kjøbte Forbønner, Sætninger, som her – lig Renning og Islæt i Væven – endog have blandet sig med nogle af Spøgelse-Troens Indbildninger.
Gud handler anderledes alvorligt med os Mennesker end at give os Aabenbaringer om Ildebrande, om Stuebygninger og Stabbure. Heller kaster han en Brand i Samvittigheden. Eller finder han en udvortes Tugtelse tjenlig, saa sender han denne selv og ikke et Ildstegn som et Baads-Seil. Og hvem har aabenbaret Eder det, gode Folk! at samme Baads-Seil netop skal bebude Ild og ikke lige saa vel en anden Ulykke, f. Ex. Forlis paa Søen? Eller dersom der er særskilt Tegn for Ildsvaade, hvorfor er der da ikke ogsaa Tusinde andre Tegn for de Tusinde andre Slags Ulykker? Og hvoraf kommer det, at Naturforskerne, som granske Lynet og Nordlyset, ikke vide af Ildstegnets Lys at sige? Eller hvorledes kan del have sig, at der nok sjelden eller aldrig tales om dette Slags Aabenbarelser her paa Østlandet, men at de just skulle være saa hyppige paa Vestkysten? – Mon der ikke nu begynder at gaa et Lys op om, at Ildstegnet nok er en af disse mange Indbildnings-Ting, som man først tror paa og saa synes at se?
Dog, Indbildning er ogsaa Noget. Jeg forstaar, at den, der fra Barnsben har indsuget denne Tro paa Ildstegn, ikke har saa let for at slippe fra den, og jeg siger derfor saa: Tror Nogen, at Gud har sendt ham dette udvortes Varsel til Opvækkelse af Syndesøvn, saa følge han Varselet med god Samvittighed saaledes, at han sørger for sin Sjel – og saa trøstigen lader Huset brænde, om Gud saa vil! Med Gaver til de Fattige turde det bedst bero, indtil Skrækken er over; thi da vil Giveren bedre kunne vide med sig selv, at han giver af et godt Hjerte.
Ret ofte kan der dog ikke falde Gaver til de Fattige formedelst Ildstegnets Varsel. Men jeg har allerede ovenfor,
