domsfuldhed, og Synet af dette Uhygge havde ret gjort mig bedrøvet og forstemt. Jeg syntes, jeg havde ikke seet Saadant før. Siden, da jeg havde forladt Bygden, maatte jeg atter og atter tænke paa, hvad der vel kunde forsøges for at hæve Almuen, og blandt Andet kom jeg til at tænke paa, at et lidet Almuebibliothek ialfald ikke skulde skade. Jeg ventede ikke at det skulde føre til Noget, om jeg skrev op til Bygden med en blot og bar Opfordring til Bønderne om at danne en Bogforening; men jeg var saa heldig, at jeg – efter Subskription blandt mine Venner – kunde lægge nogle Dalere i Brevet; nu blev der virkelig ogsaa dannet en Bogforening, ganske efter mit Forslag, med betalende Medlemmer o. s. v., og for hine Dalere kjøbtes, fremdeles efter mit Raad[1], de Skrifter, som vort Selskab havde udgivet, deriblandt da hin Bog af O. Vig. For at Bogforeningen ogsaa kunde erholde de følgende Aargange af vore Skrifter, lod Bestyrelsen sig endelig antegne som Medlem af Selskabet –: ganske saaledes som Bogforeninger og Almue-Bibliotheker pleie. Det var fremdeles ganske efter mit Ønske, at Bestyrelsen bestod af Mænd af selve Almuen, saa de selv frit kunde vælge, hvad Bøger der skulde skaffes o. s. v.
Men snart blev Bestyrelsen og de fleste Medlemmer misfornøiede med Bøgerne fra Folkeoplysnings-Selskabet; Folkevennen blev opsagt, og i Breve fra Sognepræsten fik jeg først en ganske kort, siden paa Anmodning en mere udførlig Beretning om Brændingen.
Denne foregik saa godt som i Præstens Nærværelse. Nogle af Bogforeningens Bestyrere og Medlemmer viste ham nemlig Bogen, talte om den i de stærkest fordømmende Udtryk, og vilde Intet høre, da han søgte at bibringe dem den
- ↑ Saadant Raad kunde jeg saa godt give dengang, i 1856, saasom jeg da ikke havde med Selskabets Bestyrelse eller Folkevennens Redaktion at gjøre.
