at den norske Eventyr-Bog, af Asbjørnsen og Moe, udmærker sig blandt mangfoldige lignende formedelst dens Friskhed og Fylde, og nu iaar har man seet af Aviserne, at samme Bog er oversat paa Engelsk, og at Englændere læse om vor Gudbrand i Lien og Kari Træstak og Askeladden, som kapaad med Troldet – læse om dem med bevæget Sind, som naar Mænd, der længe have været tyngede af Livets Alvor, pludselig oplives ved et Glimt fra de halvglemte Barndomsdage.
Men det er ikke alle Mennesker i vort eget Land, som synes om, at disse gamle Historier blive opfriskede og bevarede fra Forglemmelse. Her er stridige Meninger. Jeg har fortalt lidt om Tænkemaaden og Deltagelsen paa den ene Side; jeg skal fortælle et Exempel fra den anden Side.
Det er især Kvinderne i Christiansands Stifts Fjeldbygder, som med saa beundringsværdig Troskab have bevaret disse gamle Digte og Sagn et Aartusinde igjennem. Dette huskede jeg paa, da jeg engang sad i Samtale med en Bondekone i en af de samme Bygder, og jeg spurgte hende efter Eventyr o. s. v. Men hun lod mig tydelig forstaa, at hun ansaa det for uværdigt at tale om Sligt. Jeg tog mig dennegang ikke videre nær af det; thi Saadant var oftere hændt mig før, og jeg lod mig da nøie med den lette Betragtning, at udannede Folk ikke forstaa det bedre, saa deres Mening ikke ere agtende.
Men et Aars Tid efter, i 1857 eller kanske 1858, var den samme Kone med i en Flok, som efter forudgaaet Samraad og fast Beslutning brændte O. Vigs Samling, af „Sange og Rim for det norske Folk.“
Denne Historie vedkommer paa en Maade hele Selskabet for Folke-oplysningens Fremme, og jeg skal fortælle den noget omstændeligt.
Jeg havde som sagt været i hin Bygd. Her hersker en usædvanlig Grad af Urenlighed, Drikfældighed og For-
