Vi spiste. Og under Maaltidet var Overtroen fremdeles Gjenstanden for vore Samtaler. Strax efter vilde jeg optegne Et og Andet, som var blevet omtalt. Jeg stod i Begreb med at skrive, var kun en Stund uens med mig selv om, hvad jeg skulde begynde med. Imens sprang et Barn frem og tilbage paa Gulvet. Jeg havde alt fattet Beslutningen og vilde begynde; men i det samme begyndte Barnet at skrige og græde meget. Jeg saa i Et væk op med Pennen i Haanden, og glemte, hvad jeg havde tænkt paa; Barnet havde stødt sig paa Panden mod en Stol; Moderen tog det i Hast og gik hen til Skabet, med følgende Ord til den Lille: „Aa Stakar den, som liden er, da; nu faar du tie; vi skal tage en Kniv og stryge dig med, saa blir det godt at trast.“ Hun tog Kniven, strøg over Barnets Pande tre Gange og spyttede paa Gulvet mellem hver Gang. „Nu skal det blive godt at.“ Saa satte hun Barnet paa Gulvet med de Ord: „Nu faar du tie.“ – Jo, Barnet tagnede. Jeg kunde ikke bare mig, men maatte le. De saa lidt forundret paa mig. Jeg fortalte, hvad jeg lo over, og lagde til: „Jeg tabte Et, men fandt et Andet igjen.“ De forstod mig ikke rigtig endnu, førend jeg fik fortalt, hvorledes jeg glemte det, jeg havde tænkt at skrive, men fik noget Andet istedet, da Moderen strøg Barnet med Kniven og spyttede. Men da skulde du høre, hvilken Latter der blev, af dem allesammen!
Jeg: Nu skal dette blive det første jeg skriver.
Men Moderen tog Ordet høit og sagde: Nei hvad, er nu dette ogsaa Overtro? Det havde jeg ikke troet.
Manden: Nu forgik du dig stygt, nu; du sagde, at du aldrig havde gjort sligt, og nu brugte du det i det samme.
Skolemesteren: Ja, saaledes er det nok med Mere og Flere. Det er ikke faldet dem ind, at der skulde være noget Galt i det. Saaledes sker det, at man gjør Skrø-
