lider derunder. Det er denne Umiddelbarhed i Meddelelsen, jeg sætter saa høit i dette Skrift: under Læsningen strømmer der over paa mig noget af den danske Hjerteligheds Varme.
– National-Galleri. Netop idag læser jeg i Aviserne, at Adolf Tidemand for Tiden maler et Stykke, som skal forestille en norsk Bondepige, medens hun pyntes Brud inde paa Stabburet. Men derved kom jeg til at tænke paa, at denne vor Landsmand, som nu i mange Aar med Mesterskab har skildret det norske Folkeliv for Europas Beskuelse, ham har Folkevennen kanske ikke engang nævnt for sin Læsekreds hidtil. Jeg kan dog ikke paatage mig, hvad der skulde til for at gjøre Feilen god igjen, nemlig at skrive en fyldestgjørende Forklaring om hans kunstneriske Fortjenester. Men jeg skal fortælle om en stor Nyhed i vor Kunstverden, en Nyhed, som for Mange vistnok vil være en stor Forunderlighed: Tidemand og en anden Landsmand, Gude, have tilsammen malet et Stykke, som viser os Fiskere i Dødskamp paa det rasende Hav, til Minde om de mange Ulykker, som sidste Vinter spurgtes fra Bjørnøer og ellers langs Kysten og vakte saa usædvanlig Deltagelse. Dette Maleri holdes 1000 Spd. værd. Og Kunstnerne have skjænket det som Bidrag til at faa et ordentligt Hus bygget for den Kunst-Samling, som Staten eier i Christiania (National-Galleriet). Andre norske Malere have ogsaa af sine Arbeider givet Bidrag hertil, saa den samlede Værdi udgjør omtrent 3000 Spd. – Vore Kunstnere opholde sig næsten alle i Udlandet, hvor de have maattet søge sin Uddannelse; men disse smukke Gaver vise, hvorledes de mindes Fødelandet med Hengivenhed. – Det kommer nu an paa, om andre private Folk eller om Storthinget vil tilstode Resten af Bygge-Summen. Indtil videre er hin Samling mest Malerier, at se i Universitetets Bibliothek-Bygning, hver Søndag Kl. 12–2 og hver Thorsdag Kl. 11–1, og dette bør Du huske paa,
