skulde kjende dem; men naar Hr. Sars forestiller dem med deres videnskabelige Titler og Navne, saasom Gasteropoda, Trichotropis, Tritonium despectum o. s. v., saa blive de ligesom altfor fornemme for mig, og derhos ser jeg til min store Forundring, at Professoren kjender ikke mindre end 354 forskjellige Slag af disse Dyr; medens jeg i min Barndom neppe lærte at skjelne 10.
Men under Læsningen om denne Mangfoldighed var der en Ting, som det morede mig at lægge Mærke til. Særskilt ved Norges nordligste Kyst, fra Lofoten og opover, kjender Hr. Sars 219 forskjellige Slag. Men ved Sammenligning med andre Kyster er han kommen efter, at 86 af de samme 219 egentlig ere at betragte som indflyttede fra sydligere Egne, medens Resten eller 133 høre til Havets Urbeboere i denne „arktiske“ eller høinordiske Egn, fra Nord-Polen af og indtil Nord-Kysterne af Europa, Asia og Amerika med Grønland. Ved Finmarken, Grønland og de nordligste Kyster af Amerika findes omtrent de samme Sødyr; men i den saakaldte nordlige Egn – nærmest i Syd for den høinordiske – er der stor Forskjel paa den europæiske og amerikanske Side af Atlanterhavet. Thi længst mod Nord er Havet ikke bredere, end at Dyrene have kunnet komme tvers over og forplante sig paa begge Sider; men længere sydpaa er Atlanterhavet for bredt og dybt. Det var dette, som jeg vilde fortælle mine Læsere, at Naturforskerne ere ifærd med at inddele Havet i Riger og Provindser, efter de Dyr, som bebo det, – de mere haardføre eller de kjælnere Slægter, som foretrække Kulden eller det lunkne Vand. Det gjælder altsaa ikke alene at komme efter, hvilke Dyr der overhovedet leve i Havet, men tillige at udfinde om hvert af dem, til hvilken Provinds de høre, jeg havde nær sagt: af hvad Nation de ere.
Et Træk endnu. Efter Hr. Sars’s Forklaringer har hin høinordiske Egn engang i en fjern, fjern Fortid strakt
