Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1859.djvu/392

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
388

der Noget usammenhængende om Jesu Korsfæstelse, men ikke saa, at det kan enten vække Syndserkjendelse eller blive til Trøst i Nøden og Fred i Hjertet. Manden grædende: „Men ko skuldø’n læse daa, so vøre bedst?“ – O, først er det nødvendigt at overtænke, om man er en Synder: ikke bare lade Munden sige det, men erkjende det i sit Hjerte. Og dertil have vi Budene at overveie og sammenligne vort Levnet efter. Og finder man sig da en Synder (som Alle virkelig ere), Straf skyldig for sine store gjentagne Overtrædelser, da maa man blive bedrøvet og bange for den Alvidendes retfærdige Dom; men da kræves anden Trøst, end den Bøn kan yde Dig; thi skulde de Ord gjælde: Den, som læse i denne Bøn tre Gange o. s. v., da kunde vi have Syndsforladelse lettere end de, som af Pavens udsendte Folk kjøbte sig Afladsbreve. O nei, skulde man bare lite paa saadanne Ord, saa kunde Mennesket begaa saa store Synder, som han vilde, hele Dagen igjennem – kun at han om Aftenen læste Bønnen tre Gange gjennem Munden, saa var det betalt. – Den Syge: „Men kjære, sig mig, hvad En skulde læse for at faa Trøst?“ – O brug Bønnen det hellige Fadervor. Og tænk daa, hvem du taler til, og hvad du beder om. Læs saa og tænk over de tre Troes-Artikler. Først da finder du en Ven at tale med i dine Lidelser, som giver Dig Trøst, Fred og Glæde.

Næste Morgen fik jeg Bud fra den Syge om, at jeg skulde komme til ham igjen. Jeg gik, og han var glad over at jeg kom. Han begyndte allerede at græde og spurgte, om jeg troede, at han havde gjort galt ved at have læst saa ofte denne Bøn. Jeg maatte sige, at det ikke var den største Synd endda; thi han havde brugt den i sin Enfoldighed og ikke forstaaet det bedre. Jeg spurgte ham, om han havde lært den fjerde Davids Bøn?[1] Nu kunde han ikke læse i Bog; men han sagde dog ja, han kunde den udenad, og saa

  1. D. e. den fjerde af de syv i Psalmebogen.