At Leilændingsvæsenet finder Sted i stor Udstrækning,
det antyder en ringe Grad af Udvikling og Velmagt hos
Bønderne. En Bygd af Leilændinger maa vi forestille os
som en Bygd af Arbeids-Bønder – gjerne flittige og sparsommelige,
men lidet foretagsomme: de udføre gjerne selv alt
det Skomager- og Skrædder-, alt det Snedker- og Smede-Arbeide,
som forefalder paa deres Gaarde; men det falder
dem ikke lettelig ind enten selv eller ved Daglønneres Hjælp
at grave et skikkeligt Dige paa den vandsyge Mark eller at
oprydde et Stykke Ny-Land: Jorden er jo ikke deres, og
saadan Jordforbedring skulde maaske mere komme Eiermanden
end dem selv tilgode. Men paa den Maade bliver her
ikke Sted for Skomagere og Snedkere og Daglønnere, og
der bliver ikke Rum for nogen ny Familie, uden hver Gang
en gammel Familie gaar af og dermed et Gaardsbrug bliver
bygsel-ledigt. Derfor heller ingen Tanke om Giftermaal
uden Udsigt til at faa Gaard og det ved at træde ind i en
ældre Gaardbrugers Ret. Men herved bliver Ungdommens
Giftermaals-Anliggende i høi Grad afhængigt af de Ældres,
af Forældrenes Tykke og Raad, en Afhængighed, hvorom
f. Ex. den Skik med „Heimda-Byte“ vidner, som man endnu
hist og her i Bergens Stift, f. Ex. i Søndfjord, kan høre
tale om, og som bestaar deri, at to Fædre enes om, at den
enes Søn skal ægte den andens Datter, mod at dennes
Søn igjen skal faa hins Datter, saa begge Familiers Vinding
og Tab med Brude-Udstyr og Arv kan gaa op i op.
At Ungkarle hyppig gifte sig med Enker, det hører ogsaa
hjemme i saadanne Bygder; thi naar Enken ikke sidder paa
Eiendoms-Gaard, saa kan hendes Søn af første Ægteskab ikke
med nogen Odels-Ret tage Gaarden fra hendes anden Mand.[1]
- ↑ I Harham forstod jeg ogsaa Bønder saa, at de ikke ansaa Bygsel-Gaardenes Overgang til Selveiendom for noget Attraaværdigt, og det netop af den Grund at Enke paa
