Folkets Kaar og Sæder, saaledes som jeg har forsøgt, men jeg have nok lige saa liden Lyst til alene at fylde Folkevennen med Mit, som de havde til at læse den, naar ikke dygtige Mænd ville være med og hjælpe til med noget af Sit.
Man tilgive, at jeg har grebet Leiligheden til at tale om mig selv og om Folkevennen. Det har længe ligget mig paa Hjerte. Jeg er ret bedrøvet over, at jeg endnu ikke har opnaaet, hvad jeg saa gjerne vilde: Folkevennen skulde være et Almue-Bibliothek i det Smaa, indeholdende en vexlende Række Meddelelser af flere folkevenlige Forfattere, fra alle Videnskaber og om alle Folkets alvorlige Ting, og saaledes skikket til at tiltale en Mangfoldighed af Læsere, ja til at danne et sammenholdende Baand mellem de noget ulige Klasser af det ene, store Folk, forene dem i den altid fornyede Erkjendelse, at – hvor vi bo, i By eller Bygd, paa Fjeld eller Strand, og hvilken Stand vi end tilhøre, den læge eller lærde, saa have vi dog tilfælles netop de høieste og helligste Gjenstande for vor Læsning, for vor Digten og Tragten.
Medens jeg sad og skrev paa disse sidste Linier, bragtes der mig et Brev fra en Skolelærer, saalydende: „Da jeg i Forbindelse med Kirkesangeren her paa Stedet har tænkt paa at faa et Almue-Bibliothek istand for – – Sogn, er jeg herved saa fri, før vi bringe Sagen paa Bane for Almuen, at henvende mig til Dem for at erholde Oplysning om, hvorledes vi paa letteste og bedste Maade skulle gribe Sagen an, hvor stor Pengesum der udfordres, for at Bogsamlingen kan blive nogenlunde fuldstændig, og paa hvilken Maade vi skulle faa disse Penge ind, enten ved frivillig Tegning af Bidrag eller ved en bestemt Kontingent af dem, der tegne sig som Medlemmer af Bogsamlingen, samt om hvilken Hjælp vi kunne vente os af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme. De Statuter, der almindelig gjælde for saadanne Almue-Bibliotheker, vil De maaske ogsaa være
