gen maa afgjøres ved et Skjøn. Jeg frygter for, at man i den senere Tid har vænnet sig til et alt for strængt Skjøn Meningen har været god; men det er ikke sagt, at Følgen har været god. Kanske Folket er gaaet tabt af mangt et læseværdigt Skrift, fordi Forfattere ere blevne bange for denne folkelige Stil, som skal være saa vanskelig. Jeg synes at have mærket det temmelig tydelig: naar jeg henvender mig til kjendte og dygtige Folk for at faa dem til at skrive et Stykke for Folkevennen, saa faar jeg i 9 af 10 Tilfælde saadant Svar: For Folkevennen? det er saa sin egen Sag det, for det skulde være folkelig Stil, og den kan jeg vist ikke komme udaf det med“. Jeg pleier svare igjen, at det mest kommer an paa at vælge et Emne, som man selv kan have Lyst til at skrive om, og som man kan tænke sig, at mange Mennesker gjerne ville vide noget om – med Stilen vil det da gaa af sig selv; thi at skrive folkeligt er det samme som at skrive ligefrem. Men disse mine Forklaringer have sjelden hjulpet; der staar en Skræk af den folkelige Stil. Jeg har anmodet Theologer, Naturforskere, Jurister, Læger om Bidrag. Nu i denne Dag bad jeg en Mand, som jeg vidste var inde i de Ting, om at fortælle for Folkevennen lidt om Øhlenschlæger, hvad det var for en Mand, og hvilket ypperligt Skrift hans berømte Hakon Jarl er. Samme Svar. – En halv Time derefter traf jeg paa Gaden en Præst fra Landet, og han sagde mig i Fortrolighed, at Folk paa hans Kant tænkte paa at „sige Folkevennen op“, hvis den ikke skulde indeholde andet end mine Forklaringer om Bygde-Skikke og Lignende, for det vidste de før, og de vilde have noget Nyt. Jeg bad ham hilse igjen, at de ikke burde forhaste sig med al sige Folkevennen op for min Skyld, for det kunde snart hænde, at jeg paa en Maade sagde dem op eller sluttede med at udgive Folkevennen; thi vistnok troede jeg, at det skulde gaa an i et Folkeskrift nu og da at handle i Alvorlighed om
