noget større Frihed i Bestyrelsen af dette lille Anliggende, end Tilfældet nu er med Kommunernes Almue-Bibliotheker. Man se et Exempel!
Efter mange Opmuntringer og Overtalelser havde en Skolemester faaet en Del af sine Bygdemænd til at skyde sammen en Sum og love noget Vist for Aaret, for at de ogsaa kunde saa sig en Bogsamling, og derefter indsendte han et Andragende om Bidrag af det før omtalte offentlige Fond. Men Andragendet kom tilbage med den Besked, at først maatte de af det Offentlige fastsatte Betingelser vedtages, navnlig hvad Bibliothekets Bestyrelse angik. Deltagerne havde forestillet sig, at de selv skulde vælge en Bestyrelse, og at denne ved Valget af Bøger skulde saavidt muligt rette sig efter Vedkommendes Ønske; men ifølge hine Betingelser skulde Bestyrelsen, som før omtalt, bestaa af Sognepræsten og 2 af Formandskabets Medlemmer, og disse skulde raade over Bøgernes Valg. „Nu er Spørgsmaalet – saa skriver Skolemesteren –, om vi for om muligt at faa den begjærte Gave skulle gaa ind paa den Forandring. Grunden til mine Betænkeligheder er, at naar Bogsamlingen skal styres af Mænd, hvis Embeds-Pligt det er, og uden at de andre Medlemmer faa lægge sit Ord med i Laget, da kan man ikke hos dem, ialfald ikke hos Formændene, vente den Iver og Interesse for Sagen, som naar netop de Ivrigste blandt Medlemmerne vælges til Bestyrelse, og hos Medlemmerne vil den Ting, at de ikke faa komme til Orde, naar Noget ikke smager dem, avle Misfornøielse paa Misfornøielse; det vil blandt dem hedde: det Slags Bøger skulde ikke været kjøbt, den og den Bog burde hellere findes i Bibliotheket, Kontingenten burde være lavere eller høiere o. s. v. Folk her i Bygden ere nemlig saa, at de maa imødekommes saa meget som muligt; selv om de bare høres, gaar det an; ellers blive de bestemt grætne og vende Sagen Ryggen, den ene efter den anden. I (her
