narium. Der gaar i Nabo-Bygderne det Ord om Soknedølen, at om han saa blev bunden „ataat en Gjærde-Staur,“ saa vilde han dog „tage Huld“ og komme til Velmagt, og vist er det, at af de enslige Personer eller hele Familier, som i de sidste Menneske-Aldere formedelst Næringens Knaphed hjemme have maattet flytte ud, mest til Egnen omkring Throndhjem, have paafaldende mange arbeidet sig op til Velstands-Kaar. Det glædede mig i Soknedalen at finde adskillige Tegn til Læselyst og Videlyst, og det morede mig paa flere Gaarde at se, hvorledes de nævenyttige Bønder f. Ex. gjorde sig gilde Spids-Slæder efter nyeste „Maksel“ og hang Bjælder paa Sæletøiet, saaledes som de havde seet det i Byen. Dette Sidste er nu en Smaa-Ting; men mere skulde der heller ikke til for at give Bygden nogen Formon for de nærmeste Bygder i Hoved-Delen; netop her har man lagt Mærke til disse samme Bjælder: naar Soknedøler engang imellem gjøre sig en Slæden Tour til Hoved-Kirken, staar Bygdefolket her og ser paa dem og siger den ene til den anden: „No kjem Soknedalingen mæ Bjellan sine.“
I Modsætning hertil maa jeg forklare, at alle de Folk – mest af Embedsstanden –, som vare kjendte med Tilstanden i de forskjellige Bygder, og som jeg traf til at faa tale med derom, brugte meget stærke Udtryk for at beskrive den store Mangel paa Livlighed i Sind og Krop, som skulde herske i selve Hoved-Dalen.[1]
- ↑ Dette gjælder dog ikke om de to øverste Sogne af Holtaalens Præstegjæld, som ogsaa ligge i Hoveddalen. Folket her ligner mere Soknedølen i Bestemthed og Kraft. Dette er et Charakter-Træk, som synes at ligge til Fjeldfolket, og det er da vel ikke urimeligt at antage, at selve Naturforholdene (den klarere Luft, det kraftigere Kosthold) har nogen Indflydelse her.
