det Gamle, som vel snarest maatte udlægges som stillestaaende Tankeløshed. Men ellers er ikke Soknedalen den Bygd, som giver synderlig Anledning til Sammenligning mellem Før og Nu; thi naar jeg samler til Et alt, hvad jeg der saa og hørte, saa maa jeg sige, at jeg fandt det paafaldende gammeldags her, langt mere end jeg her i Indlandet af Throndhjems Stift havde ventet at finde det.[1]
Men derfor traf det sig heldigt, at jeg kom til at begynde disse noget særegne Undersøgelser netop i denne gammeldags Fjeldbygd, og at jeg derfra ifølge min Reise-Plan drog ned igjennem Guldalen ligetil Throndhjem. Øverst oppe i Dalen bar det mig stundom for, som om jeg skulde være sat nogle Menneske-Aldre op i Tiden; nede i Dalen derimod følte jeg mig ligesom Nutiden nærmere.
Men før jeg fortsætter med Forklaring af Høfligheds-Skikkene for at anstille Sammenligning mellem de mere og mindre gammeldags Bygder, maa jeg hidsætte nogle Bemærkninger om Bygdefolkenes Væsen i det Hele eller Folke-Charakteren. Soknedalen (og ligesaa Nabo-Bygden Rennebo i ØrkeElvens Dalføre) er vide bekjendt i Throndhjems Stift for sine Beboeres kraftige Væsen, Haardførhed, Stræbsombed, Fremfærd. De ere ordholdende og meget omhyggelige med at opfylde sine Forpligtelser, saa Fogden har ikke meget Bryderi med at faa Skatterne betalte; men de have ogsaa Ord for at være meget paaholdende paa sin Ret, saa der skal ikke meget til, før de komme op i Processer. Selv syntes jeg at finde, at de fleste af dem i Samtaler udmærkede sig ved bestemte Svar og greie Forklaringer, og det blev mig sagt, at Soknedalen var en af de Bygder, som sendte de fleste og flinkeste Lærlinger til Klæbo Semi-
- ↑ Thi efter Exemplet fra Bergens Stift og fra Romsdalen formoder jeg, at der ude mod Havkanten i Throndhjems Stift er endnu mere gammeldags end inde i Landet.
