bemærke af en Embedsmand, som er vel kjendt med Folkelivet sammesteds. Han opfattede Tingen saa, at de yngre Folk vare langt mindre høflige end de ældre, og han føiede til, at naar man vilde finde ret tydelige Exempler paa pynteligt og manerligt Væsen blandt Bønderne, saa maatte man opsøge de enkelte Gjenlevende af dem, som havde været udkommanderede i Krigens Tid, og ligesaa af dem, som havde været disses Samtidige, saa de havde kunnet tage Exempel af de hjemkomne Krigsfolk. – Denne sidste Bemærkning morede mig ogsaa af den Grund, at det var første Gang, jeg traf til at høre den Tanke udtalt, at de fra Krigen hjemvendte Soldater havde udøvet nogen mærkelig Indflydelse paa Sæderne, og det en Indflydelse til det Bedre. Tingen er jo ogsaa rimelig nok; thi efter Troppernes Hjemkomst talte jo fast hver Bygd en hel Del unge Mænd, som havde seet noget af Verden og derved samlet sig Menneske-Kundskab og Skjøn paa almindelig Folke-Skik; men det er ogsaa troligt, at den Indflydelse, disse Folk kom til at udøve, mest maatte vise sig i en Række af Smaa-Ting,[1] og at den derfor snart maatte forsvinde for Op-
- ↑ Netop i Soknedalen havde det moret mig at høre en Soldat fra 1814 med megen Omstændelighed fortælle om, hvilke nye Skikke og Moder han og hans Kammerater førte hjem med sig, f. Ex. at bruge Buxe-Sæler. Før brugte man „Brok“ (Knæbuxer), som kun heftedes med en Knap og hang over Hofterne; men paa gamle Folk med smale Hofter gled den idelig ned, og derfor fortælles der endnu om en Kirkesanger i Bygden paa den Tid, at naar han var traadt frem i Chordøren for at synge, saa var hans første Forretning at hale op Broken. Enkelte gamle Folk brugte dog „Brok-Greier,“ et eget Slags Sæle med Tværbaand over Brystet og Ryggen; men Ungdommen lo til disse Alderdommens Mærker. – Men saa kom Soldaterne hjem med Langbuxer og de nu brugelige Sæler, og denne nye Mode blev strax optaget af Bygdens Ungdom.
