og Husmænd og Tjenere uden Forskjel, tiltale hinanden med „Du.“[1] Saadanne Tegn anførte Bønder ofte med en vis Tilfreshed til Bevis paa, at her ikke kjendes nogen saadan Sandsforskjel som i flere andre Bygder, hvor Husmændene i Omgangslivet staa paa et lavere Trin. Dette er ogsaa ganske naturligt i en Bygd, hvor Gaardmændene – maaske paa enkelt Undtagelse nær – dels af Nødvendighed, dels af Vane gaa som Arbeidet-Bønder hele Aaret rundt og Dag ud og Dag ind, og hvor det endnu er Skik at nedsætte Husmænd ikke paa Aaremaal, men for Levetiden, samt paa den gammeldags Maade, at de kun have at svare et vist Beløb i Penge samt visse Arbeids-Dage i Onnerne, saa de Resten af Aaret ere frie for Arbeidspligt. – Ellers troede jeg nok at finde enkelte Tegn paa, at der ogsaa i denne Bygd begynder at indtræde en vis Standsforskjel mellem Gaardbrugere og Husmænd.
Af enkelte Smaa-Træk, jeg har anført, vil det sees at der er nogen Forskjel i den ældre og den yngre Slægts Høfligheds-Skikke. De yngre Folk tage sig Tingen lettere og gjøre ikke fuldt saa mange Ophævelser og Omsvøb; det lader til, at de mere faste og stive Skikke fra Fortiden holde paa at opløse sig og give Plads for et friere Væsen, saaledes, at den Enkelte mere og mere vover paa at følge sit eget Sind og ikke lader sig sig ligesom binde og tvinge af Skikken.
At saa er, det bemærkede jeg ikke alene selv, medens jeg endnu var i Bygden, men det hørte jeg ogsaa siden
- ↑ Ogsaa Børn sige Du til Forældrene. Kun til Præsten og vel til andre Embedsmænd og „Storfolk“ siges „De,“ („dokk“) skjønt „Du“ ogsaa her høres af Folk, som ere mindre vante til at omgaaes med „Fornemme“ eller ogsaa med en vis Selv-Følelse forsætlig holde paa den gamle Skik. – Istedetfor „Du“ kan „han“ stundom bruges i livlig Fortrolighed, f. Ex. naar man overraskes ved at træsfe en Kjending i en Flok: „Nei, æ han au her?“
